Månedens oversætter: Karen Fastrup

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

På sin vis lagde jeg vel kimen til det, da jeg som teenager sad oppe til sent og oversatte Joni Mitchells sangtekster. Jeg mærkede, at der i hendes tekster var metaforiske lag og betydningsdybder, som jeg følte en vild trang til at få ind under min hud. Dét følte jeg, jeg kunne, når jeg dissekerede hendes tekster, som var slørede for mig, fordi jeg ikke var så fantastisk god til engelsk dengang, og brød dem op i bestanddele, hvorefter de samlede sig for mig på dansk, nu klare og uden det engelske sprogs slør. I samme periode afskrev jeg Morten Nielsens breve, også for bedre at kunne tilegne mig dem – lod dem flyde ind i min krop og ud af den igen, ud i min notesbog. Teksters defilering ind gennem mig og ud igen blev en tidlig, kropslig erfaring, jeg stadig bruger som oversætter.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Jeg foretrækker klart at oversætte romaner af et vist litterært niveau. Det er her, min hjerne skal presses op i svingninger, og det er her, jeg bliver mest tændt og energifyldt. Og det er som regel også den type oversættelser, jeg får tilbudt. Men samtidig er det de oversættelser, der er hårdest for økonomien. Det tager slet og ret længere tid og giver dermed en lavere timeløn – og den er i forvejen ikke høj! 

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Nok den bog, der samtidig er en af dem, jeg har oplevet som vanskeligst at oversætte, og som jeg til tider var ved at blive helt desperat over, nemlig Claire-Louise Bennetts Pond (Dam). Det interessante og krævende ved oversættelsen af den var at genskabe et sprog, der hele tiden balancerer på kanten af noget overdrevent kancellipræget med lange indskud og digressioner og en tone, der på overfladen er kølig og kontrolleret, men som alene har denne karakter, fordi den tjener det formål at kontrollere og holde sammen på en fortæller(stemme), der er ved at gå i stykker – og et sprog, der sine steder går helt i stykker og næsten fungerer efter de principper, nogle sprogforskere mener, det psykotiske sprog er struktureret efter: ved hjælp af billedassociationer og glidninger mellem klang-ligheder, de såkaldte signifiantglidninger.

Bedste oversættelse du har læst?

Jeg kunne nævne mange, men vælger Anne Marie Bjergs oversættelse af Kerstin Ekmans Händelser vid vatten (Hændelser ved vand). Den er meget smukt oversat, synes jeg. Med så fin en fornemmelse for varieret syntaks, en enkel ligefremhed i sproget og meget sanseklare naturregistreringer.

Hvor oversætter du?

Som regel ved mit skrivebord i min stue, der, hvor jeg også skriver mine romaner. Men af og til i sengen eller på en af caféerne i Blågårdsgade på Nørrebro. Jeg er så heldig, at jeg, når jeg arbejder, kan lukke alt ude, og bare oplever kroppes bevægelser i mit synsfelt som behagelige distraktioner, der næsten skærper koncentrationen og samtidig giver mig en følelse af ikke at være alene. Alt mit arbejde foregår jo i ensomhed, og det kan af og til være usundt for sjælen.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

Dem er der jo en lind strøm af. Men da jeg oversatte Harper Lees Go set a watchman (Sæt en vagtpost ud) havde jeg den klassiske overvejelse, hvordan jeg skulle oversætte ordet “negro”. Enkelte oversættere vil måske argumentere for, at man skal oversætte det til “neger” for at fastholde værket i en bestemt, tidstypisk kontekst. Men dels kunne jeg af racepolitiske grunde på ingen måde få mig selv til at skrive det ord, dels har ordet jo i dag en helt anden konnotation, end det havde, da Harper Lee skrev det i 1950’erne. Men at bruge det ord, der i dag ville have været mest korrekt, nemlig “afroamerikaner”, ville omvendt trække tonen alt for langt væk fra originalværkets kontekst, og derfor landede jeg på “sort”.
            Jeg har netop nyoversat Hjalmar Söderbergs Den allvarsamma leken (Den alvorlige leg) og oversat August Strindbergs Giftas (Ægteskab). Og her er balancen jo at genskabe en dansk tekst, der fungerer i 2019 og forhåbentlig nogle årtier frem, men som på samme tid er loyal over for og peger tilbage på den periode og kontekst, teksterne oprindeligt blev skrevet i. Det har til tider været en vanskelig balanceakt. Og der er jo ikke én korrekt måde at løse den udfordring på, så resultatet er selvfølgelig min fortolkning af det problem.

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Af forskellige grunde begyndte jeg som niårig at læse den klassiske, nordiske litteratur, der stod i min fars reoler, og i de næste mange, mange år slugte jeg skønlitteratur som var det den ilt, der skulle betinge min krops overlevelse. Det, tror jeg, har givet mig en form for gehør: Så meget sprog i én vedvarende strøm i disse meget formative år gør, at jeg intuitivt kan fornemme og høre, hvordan syntaksen skal vende, og hvordan billederne skal konstrueres.

            Derudover kræver det en udpræget grad af lydhørhed over for originalteksten at skabe gode oversættelser: Man må kunne fornemme stilleje og vekslende stillejer i det enkelte værk. Ikke mindst i replikker, hvor man også må gøre brug af sin mere psykologiske fornemmelse af romanens karakterer – vil denne karakter vende sin syntaks sådan eller sådan? Bruge dét eller dét specifikke ord?

            Når jeg oversætter, har jeg en følelse af, at jeg holder mig svævende mellem to sprog. Først skal jeg sanse og fornemme rytmen og sprogtonen i originalteksten og derefter trække teksten ud af sproget og lægge den i en sprogløs betydningslomme, hvorefter jeg igen lander rytme, tone og betydning i sprog – nu i målsproget dansk. Det bliver en næsten kropslig registrering, som jeg oplever hjælper mig til at ramme den rigtige sproglige syntaks, tone og rytme.

            Man skal selvfølgelig også være skarp til at opfange idiomatiske udtryk og skjulte henvisninger til eller citater fra andre tekster.

            Endelig bilder jeg mig ind, at det som oversætter hjælper mig, at jeg selv skriver skønlitteratur. Der findes fremragende oversættere, som ikke selv er forfattere, men jeg føler, det hjælper mig, når jeg for eksempel skal genskabe metaforer og sproglige billeder, at jeg er vant til fra mine egne tekster helt fra bunden at skulle danne disse billeder eller sansninger. Og jeg er ret sikker på, at man især i de passager af mine oversættelser vil kunne se en forkærlighed for bestemte verber, som jeg oplever som særligt billedskabende.

            En lignende udveksling finder sted den anden vej: Jeg tror, jeg bliver en meget bedre forfatter af også at være oversætter, fordi jeg herigennem skærper min sprogfornemmelse, mit blik for etablering af forskellige fortællerstemmer samt noget så basalt som et værks opbygning.

No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.