Månedens oversætter: Shëkufe Tadayoni Heiberg

 

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Mit modersmål er persisk, og jeg er vokset op som tosproget dansk-iraner. Jeg kom til Danmark med mine forældre da jeg var 3 måneder gammel og har altid mødt verden gennem både danske og iranske øjne. I løbet af skoletiden opdagede jeg at jeg var sprogligt stærk, og jeg udviklede en stor passion for litteratur. Samtidig oplevede jeg at min bikulturelle position gjorde mig i stand til at formidle iransk kultur for danskere og dansk kultur for iranere, på en måde der vandt genklang. Efter gymnasiet valgte jeg at rejse et halvt år til Iran og studere sprog og litteratur, for at styrke mine evner som formidler. Tilbage i Danmark blev jeg optaget på Litteraturvidenskab med tilvalg i persisk og afsluttede min kandidat med et speciale i skønlitterær oversættelses potentialer. Som nyuddannet vidste jeg godt at der ikke ligefrem var rift om mig og min faglighed. Persisk litteratur, særligt den moderne, er stærkt underrepræsenteret blandt udgivelserne, så det undrede mig ikke at ingen efterspurgte de mange fantastiske iranske bøger som findes – for ingen vidste at de fandtes. Jeg var klar over at jeg måtte banke denne efterspørgsel op fra bunden. Jeg startede med at oversætte en lyrisk roman som jeg havde forelsket mig i da jeg boede i Iran. ”Byen jeg elskede” var poetisk og kompleks, og jeg drømte om at vise de danske læsere hvordan litteratur også kunne se ud. Faktisk påbegyndte jeg den oversættelse allerede som 19-årig i Iran, og det varede 8 år før den var trykklar. Den udkom på forlaget Korridor i 2014, og dermed debuterede jeg som oversætter.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Jeg foretrækker at oversætte rigtig god litteratur, uanset om det er prosa, poesi eller børnelitteratur, for når indholdet er godt er det en fryd at se det flyde gennem sprogene og lande på papiret på ny. Det føles hver gang som om jeg selv har frembragt det, som om det kort stund er mig der er den indsigtsfulde forfatter, selvom jeg godt ved at jeg ’blot’ sætter over. Udover at være godt skrevet er det også vigtigt at teksten er oversætbar. Altså at den gør sig godt på dansk. For det er ikke alt der lader sig transformere lige smidigt. Nogle persiske digte er så rige på lag og konnotationer, metaforer, fonetiske ordspil og referencer til en egen samtid, at oversætteren ser sig nødsaget til at vælge en udlægning og kassere ti, for at gennemføre oversættelsen. På den konto har jeg afvist en god håndfuld digte som var fremragende, men hvor jeg kunne se at det ville blive et middelmådigt eller uforståeligt digt på dansk, og da mener jeg at man som oversætter bærer ansvaret for ikke at gennemføre disse oversættelser, og derved forhindre nye læsere i fejlagtigt at konkludere at originaldigtet var svagt.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

i 2015 oversatte jeg en antologi af avantgardedigte fra Iran med et tidsligt spænd på 85 år. Det tidligste digt er fra 1930 og det seneste er fra 2015. Digtene var samlet og udvalgt af fribyforfatteren Omid Shams, ud fra den vurdering at avantgarden som isme skulle repræsenteres så bredt og mangeartet som muligt. Det kom der en stærkt heterogen samling ud af, og det har været en stor udfordring og også en stor fornøjelse, at arbejde med de mange udtryk. At lade dem beholde deres idiosynkrasier samtidig med at gøre dem læsbare og – i en passende dosering – normbrydende på dansk. Fordi sproget har været grænsesøgende og til tider eksploderet på persisk, har jeg måtte finde, og til tider opfinde, pendanter på dansk. Det er der kommet ord som beflyv, bespred, drejøjøje og blodene ud af. Arbejdet med samlingen har også bidraget til min egen læring som forfatter og jeg kan efterfølgende se den indirekte afsmittende effekt som det har haft på min skrift. Således bygger fx min nyeste digtsamling Æg på en rytme der slås an i avantgardedigtet Søster Beethoven af Reza Barahani.

Bedste oversættelse du har læst?

Den bedste oversættelse jeg har læst må være Bæreposeteorien om fiktion af Ursula K Le Guin, oversat af Karsten Sand Iversen. I hård konkurrence med mange andre naturligvis, bl.a. Sommerbogen af Tove Jansson, oversat af Agnete Stjernfelt og Kanelbutikkerne af Bruno Schulz, oversat af Jes Ørnsbo.

Det er ikke som sådan oversættelsen jeg retter min opmærksomhed mod, men sproget i bogen der flyder smidigt og velskrevet igennem forvandlingen og giver mig enorme litterære oplevelser. At kunne møde verden sådan, på dansk som jeg er mest fortrolig med, er som at møde sine idoler i sin egen stue. Næsten for godt til at være sandt.

Hvor oversætter du?

Jeg oversætter mange steder, om sommeren i haven, om foråret og efteråret ved arbejdsbordet, om vinteren i lænestolen under tæppet. Jeg arbejder videre på oversættelserne på cyklen, i toget, i skoven, i Brugsen, på vej ind i vuggestuen for at hente mit barn, eller i søvne. Tankerne myldrer videre efter jeg har sluppet papiret, vendinger dukker op, og jeg tager dem i betragtning, smager på dem, forkaster nogle, forelsker mig i andre, og kan føje de nye ændringer til næste gang jeg sidder med det hele fremme. Det er vigtigt for mig at have god tid til hver opgave, for jeg ved at der er sproglige løsninger jeg først kan få indenfor rækkevidde når jeg har sovet på ordene mange gange. Det tager tid og det kræver at jeg ser teksten i mange nye lys før jeg lander en god beslutning.

Hvis forfatteren er nulevende og mulig at kontakte, så oversætter jeg derudover også med telefonrøret til øret. Den optimale løsning er hvis der er en korrekturgang hvor jeg kan spørge minutiøst ind til alle elementer i teksten. Derved kan jeg høre forfatteren folde alle konnotationer ud, fortælle hvilken type ost hun havde i tankerne da hun placerede den på bordet, hvilket slags bord der var tale om, hvilket materiale de blafrende gardiner er lavet af, så jeg ved om deres fald er tungt eller let, hvilken sørgmodighed teksten er ude i, eller hvilken begejstring, hvordan, hvordan, hvordan. Når jeg kender nuancerne retter jeg typisk mange detaljer ind, og så kan jeg ramme netop den tone og stemning som er tiltænkt.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det

På persisk er grammatikken generelt mere smidig end på dansk, forstået på den måde at man kan skrive mange sideordnede ord eller sætningsled uden at hægte læseren af. Man kan føje mange adjektiver til et subjekt eller mange, på hinanden følgende, genitivled til et verbum, uden at forringe sætningens orden og forståelighed. På dansk skal sætninger helst ikke have for mange side- eller underordnede led før vi mister sætningens start af syne. Dansk lægger op til korte, klare sætninger, mens persisk opererer nemmere med lange sætninger med masser af ’fylde’. Således vil en iransk tekst der beskriver en søvnig person, fx foretrække at sige at kvinden var træt, søvnig og udmattet, mens de tre sidestillede adjektiver på dansk ville føles unødvendige. Denne forskel skaber de mest almene problemer der knytter sig specifikt til oversættelse mellem persisk og dansk.

På persisk benyttes de lange sætninger med mange omstændelige led også til at opbygge spænding. Ligesom på tysk placeres verbet på persisk ofte til sidst i sætningen, hvilket giver sætningen et oplagt spændingspunkt til slut, hvor det så at sige afsløres hvilket udsagn eller hvilken handling alle beskrivelserne knytter an til. På dansk er verbet ofte bundet til at stå i starten af sætningen, hvilket bevirker at den oversatte sætning mister energi og bliver tung fordi den bliver frataget et afgørende virkemiddel.

Et kort eksempel er en kapiteloverskrift fra ”Byen jeg elskede” der hedder ”Efterårsdrømmens regn”. Allerede denne dobbelte genitivkobling bringer mig ud på grænsen af hvad der er til at begribe. Hvad er det for en regn? efterårsdrømmens. Den (slags) drøm man drømmer om efteråret, dens regn. Fordi jeg kan begge sprog og fordi sproget i sig selv er perceptionens vigtigste apparat, har jeg utrolig let ved at forstå billedet på persisk men mærker den kognitive modstand det yder på dansk. At oversætte bliver således også en vurdering af hvornår et billede går an, og hvornår det hægter læseren af. Som oversætter vil jeg gerne benytte en strategi hvor jeg får så meget information fra målsprogsteksten med over, samtidig med at jeg ikke mister læserens forståelse. En balancegang der gør at jeg aldrig vil sløjfe fremmede madvarer eller elementer og erstatte dem med velkendte pendanter, men fx til nød kan vurdere at det er bedst at vælge et ud af tre synonyme adjektiver, frem for at oversætte alle tre.

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

De vigtigste forudsætninger er, for mig at se, at man som oversætter har en god forståelse for både kildesprogets og målsprogets kultur. At man forstår hvad der menes, ikke bare på et informativt plan, men hvordan tonen i teksten er, hvilken stemning forfatteren har ramt. Og så skal man være så stærk på målsproget at man er i stand til at ramme noget at det samme. Har forfatteren været optaget af at teksten er fonetisk smuk, må man finde en måde at oversætte den fonetiske virkning på. Desuden er det en afgørende forudsætning at man tager sig god tid, og at man er sig sin oversætterstrategi bevidst. I min optik er den bedste strategi den hvor oversætteren’sætter’ så meget information ’over’ som muligt, samtidig med at hun sikrer sig at teksten fungerer som selvstændig litteratur på sit nye sprog.

Hvad arbejder du med lige nu?

For nyligt har jeg arbejdet intenst på to bøger af den nulevende iranske kunstner Hoda Hadadi. Børnebogen ”Bjerget der ville rejse” og digtsamlingen ”Jeg tænker på et hjem”. Begge er netop udkommet på mit eget forlag Uro. Begge har været en fornøjelse at arbejde med, fordi de tilbyder et sprog der på samme tid føles velkendt og fornyende. Utrolig visuelt og sanseligt men med elementer som er anderledes sammensat end vi er vant til, og derved bliver fremkaldt af ordene på en intens og nærværende måde. At oversætte digtene har været som at læse dem meget meget indgående, hvilket har været en ligefrem livsbekræftende opgave. Det næste skridt er at se hvordan de klarer sig ude blandt nye læsere. Det er første gang jeg helt egenhændigt udvælger, redigerer og former en iransk bog med henblik på et dansk publikum, så det er et afgørende øjeblik for mig som formidler, fordi tiden vil vise om jeg har formået at præsentere den iranske poesi fra sin bedste vinkel, eller ej.

No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.