Talt sprog i oversættelse – om Hieronymusdagen 2018

Af Line Skydsgaard

Hieronymusdagen 2018 handlede om det talte sprog og om alle de forskellige udfordringer, oversætteren møder, når det talte sprog skal oversættes, hvad enten det er til skrift, et andet sprog eller til tegn. Hvordan oversætter man eksempelvis en dialekt, sociolekt eller udtryk, der karakteriserer en bestemt tid og kontekst? Hvor meget kan man tillade sig at korrigere vrøvlende politikeres udtalelser? Og hvad sker der, når oversætteren, udover at bibeholde betydning og budskab, også skal være tro mod versefødder, toner og tryk? Det var nogle af de mange spørgsmål, der blev diskuteret i løbet af dagen.

 

Jens Johansen fra EU-kommissionen med “Den lille prins” på 29 sprog

Til den internationale oversætterdag i København samles hvert år omkring 150 mennesker, der på forskellige måder har med oversættelse at gøre. Her bliver de mindet om, hvor nuanceret, komplekst og levende et fag, de arbejder inden for, hvad enten det er tekstere, litterære oversættere, translatører, tolke, forskere eller studerende. Igen i år fejredes dagen, d. 30. september, med et heldagsseminar på Københavns Universitet, og årets fokus – det talte sprog – var en påmindelse om, hvor levende en størrelse talt sprog er. Dem, der frygter, at robotterne i en nær fremtid kommer til at overtage oversætterens job, kunne drage et lettelsens suk efter dagens oplæg. Det blev tydeligt, at oversættelse kræver opfindsomhed og kreativitet i en sådan grad, at det er svært at forestille sig, at en maskine vil kunne løfte den opgave lige foreløbig.

Dagen blev ikke mindst en hyldest til det talte sprog, som længe har stået i skyggen af det skrevne. Det var først i anden halvdel af det 20. århundrede, at videnskaben begyndte at udforske det talte sprog som en størrelse i sig selv og ikke bare som skriftsprogets uopdragne lillebror. Med nye teknologier, som båndoptagere og senere video med lyd, havde man for første gang i historien mulighed at ”sylte og opbevare sproget”, som Michael Ejstrup, sprogforsker og redaktionssekretær for Folketingstidende, udtrykte det i sit oplæg. Man kunne fange det talte sprog og fik dermed empirisk grundlag for at studere autentisk talesprog.

Man begyndte i højere grad at opfatte talesproget som sit eget, og opfattelsen af det, der førhen blev set som fejl i det talte sprog, ændrede sig. Sprogforskere begyndte at stille det spørgsmål, der også var omdrejningspunkt for dagens første oplæg af Erling Strudsholm, lektor og ph. d. i italiensk, nemlig: Findes der en speciel talesprogsgrammatik?

 

Grammatik for talesprog

I sit oplæg forsøgte Strudsholm at give et svar på dette omdiskuterede spørgsmål. Han nævnte den italienske sprogforsker Carla Bazzanella, hvis forskning i talesprog ikke kun er relevant for det italienske talesprog, men beskriver træk, som gør sig gældende for alt talt sprog. Der er tre kendetegn, der gør talesproget til sit eget: Det er talesprogets lydlige kanal, dets ekstralingvistiske kontekst og det, at talesprog ofte foregår som en dialog. Og selvom disse tre træk måske umiddelbart kan lyde enkle, blev det hurtigt klart, at talesprogets særtræk kan uddybes næsten i det uendelige. Det talte sprog har en umiddelbarhed, der begrænser muligheden for planlægning. I modsætning til i skriftsprog, kan der hverken slettes eller rettes, efter ordene har forladt den talendes mund. Til gengæld kan den talende efterfølgende modificere sine udsagn, rette sig selv og uddybe det, der allerede er blevet sagt. Afbrydelser, tøven og spontane indfald forekommer helt naturligt, for den talende tænker og sætter ord på tanker på én og samme tid.

På trods af teknologi, der gør os i stand til at fange talesproget og opbevare det, forsvinder det meste talesprog ud i den blå luft. Det fordufter uden at efterlade sig fysiske spor, og det eneste sted, det derefter eksisterer, er i hukommelsen. I modsætning til i skriftsprog kan man ikke gå tilbage og genlæse sætninger: Man må forsøge at huske dem.

Det er også langtfra kun valget og sammensætningen af ord, der afgør, hvordan et budskab bliver opfattet i talesprog. At ændre intonation, gestik, kropssprog eller toneleje kan fuldstændig forandre, hvordan den lyttende opfatter budskabet.

Workshop. Artiklens forfatter og Erling Strudsholm i midten.

Talesproget har ikke kun den funktion at overføre viden fra den talende til den lyttende; det har også en social funktion: At sikre kontakt mellem deltagerne i en samtale. I talt sprog er der mulighed for at give feedback, vise enighed eller uenighed, afbryde, komme med tilføjelser og på andre måder påvirke og interagere med den talende og det, der bliver sagt. Det er på den måde et middel til at skabe bånd mellem mennesker.

Set med normative grammatiske briller er talt sprog fyldt med fejl og redundans: ufuldendte sætninger, manglende verber, udeladelser af sætningselementer, sætningskløvninger, mangel på sammenhæng, tøvemekanismer, pauser, gentagelser og andre overflødigheder. Når talesprog bliver transskriberet og omsat til skrift, bliver disse fejl og mangler meget tydelige, men som Strudsholm sagde: ”Det er uretfærdigt over for talesproget. Mange af de ting, man ville kalde redundans og falske begyndelser, er en helt naturlig del af talesproget”. For det er netop redundans som gentagelser og tøven, der hjælper os med at huske det, vi hører.

Findes der så en særlig talesprogsgrammatik? Strudsholm endte med at konkludere, at svaret afhænger af, hvordan man definerer grammatik. Inddrager man, som i traditionel grammatikforståelse, kun morfologi og syntaks, eller ser man også på semantik, pragmatik og diskursanalyse? For at forstå talt sprog og alle dets nuancer er det nødvendigt at have fokus på afsender, modtager og relationen mellem disse, samt inddrage hele kommunikationssituationen og alle de ekstralingvistiske faktorer, for ikke at komme til at opfatte talesprog som ukorrekt og fyldt med fejl.

 

Syltet sprog

Som Strudsholm var inde på, ligner talt sprog set med skriftsprogets briller ofte noget ukorrekt rod. Så hvad sker der, når talesprog skal omsættes til skrift? Michael Ejstrup fra Folketingstidende gav i sit oplæg indblik i, hvor kompleks en opgave oversætteren er blevet sat på, når talt sprog skal skrives ned.

Folketingstidende er Folketingets officielle kanal til at offentliggøre lovforslag, beslutningsforslag og redegørelser – både mundtlige og skriftlige. Det, der sker i folketingssalen, skal således nedskrives af Folketingstidende. Og det er ikke så simpelt som at skrive ned ordret, hvad folketingsmedlemmerne siger. Det fik vi deltagere en smag på senere på dagen, da vi selv fik til opgave at oversætte en uredigeret transskription fra folketingssalen. Nedenfor er et lille udsnit af en af de uredigerede tekster:

Og det, man har gjort i mange, mange år, det er, at man har simpelthen bare skærpet bygningsreglementet stille og roligt, hvor sådan set den her rapport kommer jo faktisk frem til, at man siger, det har været fint nok med en skærpelse, men nu bliver man nødt til at kigge på en anden vej, hvordan man gør det her på, fordi borgerne kommer ud for, at deres følelse er, at hvis de har en eller anden energirådgiver ude, som siger, at vi forventer, at hvis du låner nogle penge og laver en stor renovering, der kan være for eksempel for 100.000 til 200.000 kroner, forventer vi, at du kan få den og den besparelse.”

Det var ikke nogen let opgave at oversætte denne politikers (vi nævner ingen navne) kommentar til et skriftsprog, der er til at forstå for almindelige mennesker.

Opgaven gav anledning til endnu et oversætterdilemma: Hvor meget må man som oversætter ændre på det, der bliver sagt? På Folketingstidende, fortalte Ejstrup, holder de sig så tæt på talesproget som muligt på et syntaktisk korrekt skriftsprog. Politikerne kan dog en gang imellem godt få lidt hjælp, så de ikke ender med at blive ufrivilligt morsomme. Bytter en politiker eksempelvis rundt på ”renovering” og ”renovation”, som jo betyder to forskellige ting, kan de på Folketingstidende godt hjælpe dem lidt på vej og skrive det rigtige ord. Det samme gælder, hvis politikerne glemmer et grundled eller taler i alenlange sætninger; så kan de godt få en hjælpende hånd i form af et grundled eller et punktum. Som en undertekster blandt publikum senere påpegede, forudsætter det dog, at oversætteren kan ræsonnere sig frem til, hvad politikeren ville have sagt. Det kan nemlig være svært i nogle tilfælde, eksempelvis når det gælder en vis amerikansk præsident. I sådanne tilfælde er oversætteren nødt til at skrive det, der bliver sagt, lige meget hvor forvrøvlet det måtte være.

Ejstrup sammenlignede det at omsætte tale til skrift med en sylteproces, hvor oversætteren frasorterer overflødige ord. Det fyldige talesprog komprimeres til skrift, så det kan holde sig. Men en ting er at omsætte talesprog til syntaktisk korrekt skriftsprog, noget andet er at forsøge at fange nogle af de ekstralingvistiske virkemidler, som talesproget indeholder, såsom dialekt og stemmeføring. Selvom de hos Folketingstidende ikke giver sig i kast med at gengive de forskellige politikeres dialekter på skrift, får politikerne lov at beholde visse træk i deres sprog, som er typiske for den egn, de kommer fra.

 

Chokerende dialekter

At en dialekt kan ændre på, hvordan et budskab og den, der leverer det, opfattes, fik vi eksemplificeret da Ejstrup præsenterede sig selv med en perfekt og meget udtalt vestjysk dialekt. Det var der nok flere, der blev overraskede over. I den kontekst, der hed Hieronymusdagen på Københavns Universitet, var det overraskende at høre en vestjysk dialekt, ligesom det ville være overraskende, hvis nyhedsværten i tv-avisen en aften leverede nyhederne med en lollandsk eller sønderjysk dialekt.

En dialekt og andre ekstralingvistiske faktorer kan bære på essentiel information, som går tabt, når tale omsættes til skrift. Derfor forsøger man særligt i skønlitteraturen ikke kun at gengive de ord, men også at fange nogle af de ekstralingvistiske faktorer, der er i talesprog. Det kan for eksempel være, når dialoger skal gengives, og stemninger beskrives. Da forsøger skriftsproget at efterligne det talte. Men hvad så, når skrevet talesprog skal oversættes? Den opgave gav Thomas Harder, litterær oversætter og konferencetolk, os indblik i, da han præsenterede sit arbejde med oversættelsen af første og anden del af den italienske roman Mussolini-Kanalen af Antonio Pennacchi.

I Italien tales der, udover standarditaliensk, regionalt varierende dialekter, som er så forskelligartede, at man ikke nødvendigvis forstår hinanden på tværs af de forskellige dialekter. Desuden, påpegede Harder, er spændet i italiensk mellem tale- og skriftsprog meget større end på dansk, hvor vi i højere grad taler, som vi skriver. Da Antonio Pennacchi skrev Mussolini-Kanalen, udnyttede han det italienske sprogs diversitet til at give sine karakterer personlighed og kant, hvilket gør sproget i romanen nuanceret og ekspressivt.

Har oversætteren en chance for at gengive på dansk skriftsprog, hvordan det talesprog, som blev talt i 1920’erne et sted mellem Rom og Napoli, lød? Og hvordan fanger man, at forskellige måder at tale på giver forskellige konnotationer? Som Harder udtrykte det, måtte han skabe en form for nyt sprog, der kunne markere, at karaktererne taler forskellige former for talesprog. Det gjorde han ved at tilføje apostroffer, bytte rundt på vokaler og finde på udtryk, som kunne kendetegne de forskellige karakterer. Således udbryder Mussolini flere gange i Harders oversættelse af Mussolini-Kanalen: ”Sikke noget kattepis!”. Som Harders oplæg illustrerede, at oversættelse kræver krøllede, kreative hjerner og indeholder ”en høj grad af opfindsomhed med hele og halve løsninger, snyd og bedrag”.   

 

Marcel Lysgaard Lech (øverst) og Thomas Harder

En 2500 år gammel udfordring

Hvor Harder har en god idé om, hvordan en venetiansk eller romersk dialekt lyder, har Marcel Lysgaard Lech, lektor ved Klassiske studier på Syddansk Universitet, ingen mulighed for at finde ud af, hvordan det sprog, han oversætter, lød, da det blev skrevet ned. De tekster, han oversætter, er 2500 år gamle græske dramatekster, som blev opført i friluftsteatre med tre mandlige skuespillere i samtlige af stykkets roller. Det græske drama forsøger ikke, som mange af nutidens romaner, at efterligne det talte sprog. I stedet for at bruge sproglige træk til at vise, hvor i samfundet karakterer befinder sig, bar skuespillerne i de græske dramaer masker, der gav publikum en idé om køn og baggrund. Og i stedet for at forsøge at skabe virkelighedsnære dialoger, bestod dramaerne af kunstdialoger fyldt med spidsfindige ordspil. Det græske drama er i højere grad talt skriftsprog, end det er skrevet talesprog. ”Skriftsprogstaler”, som Lech kaldte de græske dramaer, hvor intet er overflødigt, og intet er overladt til tilfældighederne.

Lech skal ikke som Harder forholde sig til talesprogets små skønhedsfejl og finurligheder, og han har nogle hjælpemidler, som mange andre oversættere nok misunder ham: Han må lave fodnoter, skrive indledninger, og så må han bruge så lang tid på en oversættelse, som han vil. Til gengæld har han nogle andre udfordringer i sit oversættelsesarbejde: Udover at oversætte, hvad karaktererne siger, skal Lech forholde sig til ordspil, metaforer, svulstig retorik og syrede ordstillinger. Når man dertil lægger, at det hele skal passe i de versefødder, de græske dramaer er skrevet på, er der ikke meget frirum tilbage for oversætteren at udfolde sig på. Her må Lech trække på al den viden, han har om det oldgræske samfund og, ligesom Harder og Ejstrup, en god portion opfindsomhed for at få puslespillet til at gå op.

 

Tolkning uden betænkningstid

Simultantolken undgår mange af de dilemmaer, som Ejstrup, Harder og Lech beskrev i deres oplæg. I simultantolkning skal man ikke på samme måde forholde sig til versefødder, accenter eller dialekter. Som dagens næste oplægsholder, konferencetolk og oversætter for Politiken Mette Skodborg, forklarede: ”Jeg skal bare sige det, taleren siger”. Men simultantolkning ikke så ukompliceret, som man umiddelbart kunne komme til at antage, fortalte Skodborg. Bare fordi tolken ser rolig og upåvirket ud, skal man ikke lade sig narre – fint visualiseret med nedenstående illustration:

Simultantolken begynder at oversætte, så snart taleren begynder at tale, og kommer hurtigt på dybt vand. Det kræver en stor sproglig fleksibilitet, en bred paratviden og enormt meget øvelse, før tolken lærer at finde tilbage på lavere vand. Det handler, ifølge Skodborg, om at øve sig så meget, at hjernen skaber naturlige forbindelser, og tolkningen bliver intuitiv. Det muliggør et flow, som forhindrer tolken i at fare vild undervejs og miste overblikket. For er man først faret vild, er det nærmest umuligt at finde tilbage på sporet.

Hvor Lech kan tage sig tid til at veje de forskellige ords betydning og afprøve forskellige sætningskonstruktioner, når han oversætter de græske dramatekster, må Skodborg øjeblikkeligt finde på den bedst mulige oversættelse. Det kan godt være, at der findes en bedre eller mere elegant oversættelse; hvis ikke simultantolken kan komme i tanke om den i løbet af et sekund, kan det dog være ligegyldigt. Skodborg citerede en af sine tidligere undervisere: ”Det bedste er det godes fjende”. En perfektionistisk tolk gør livet meget svært for sig selv, for når oversættelse af talesprog skal ske simultant, handler det mere om at formidle et budskab end om at ramme den mest elegante oversættelse. Som Skodborg sagde: Vi tolker ikke ord; vi tolker meninger.”

Ligesom Harder, der opfandt skrevne dialekter til sine karakterer, må simultantolken nogle gange være ”tro ved at være utro”, som Thomas Bredsdorff formulerede det i sin kommentar til filmatiseringen af Lykke-Per i Politiken. Det kan være nødvendigt at bringe en bestemt dansk dialekt ind i tolkningen for at ramme en bestemt tone og markere, at nu taler den talende på en anderledes måde.

 

Kun se, ikke høre

Riinette Askgaard

Hieronymusdagens næste oplægsholder var, ligesom Skodborg, simultantolk, men i stedet for at tolke fra engelsk til dansk, tolker tegnsprogstolk Riinette Askgaard fra dansk til tegnsprog og omvendt. Hun startede sit oplæg med at opklare nogle misforståelser:

Tegnsprog er ikke et nyt sprog. Sprog opstår ud af behov, så man må antage, at tegnsprog har eksisteret lige så længe, som der har eksisteret døve. Og så er tegnsprog ikke et universelt, internationalt sprog. Ligesom talesprog har tegnsproget udviklet sig forskelligt afhængig af, hvilken kontekst og kultur det er blevet talt i. Var der en bjergkæde, en flod eller et hav, som adskilte folk, udviklede tegnsprogene sig med tiden forskelligt, og forskellige dialekter, accenter og sprog tog form. Det eksemplificerede Askgaard med tegnet for toilet, der har udviklet sig forskelligt afhængig af, hvilken ”toiletkultur” det har eksisteret i. Tegnet for toilet på dansk tegnsprog hænger sammen med et ældre tegn med betydningen ”telefon”, fordi man plejede at sige, at man skulle ”tale i telefon”, når man skulle på toilettet. Hvis du er nysgerrig, kan du her se tegnet for toilet.

Ligesom Skodborg og Harder benytter sig at dialekter og sociolekter som virkemidler, når de tolker og oversætter, benytter Riisgaard sig af det samme i sin tegnsprogstolkning. På tegnsprog kan man komme med flere informationer på én gang blot ved at ændre lidt på tempoet, mimikken eller på måden, man udfører tegnet på. Der er derfor rig mulighed for at fange nuancer og tvetydige budskaber.

 

Mormoner med kristent hår

Med en lille guitar fra 1904 satte komponist, tekstforfatter og oversætter Kenneth Thordal ekstra lyd på Hieronymusdagens sidste oplæg, da han præsenterede sit arbejde med oversættelsen af musicalen The Book of Mormon, som er skrevet af skaberne bag South Park. Med mange års erfaring som undertekster og et hjerte, der banker for musik, endte han med at kombinere disse to og oversætte musicals. Ligesom vi hørte fra Lech, er det en del af Thordals oversættelsesopgave at bibeholde betydning og budskab, mens der samtidig tages højde for versefødder. Til Thordals opgave hører den ekstra dimension, at hans oversættelser skal fungere sunget på en scene, og at de skal godkendes af autorer og instruktører. Her er puslespilsmetaforen igen passende.
[foto]

Allerede ved ordet ”mormon” opstår der problemer, når det skal oversættes fra engelsk til dansk. Trykket ligges nemlig ikke det samme sted på de to sprog, og ”mormon” fungerer ikke sunget på dansk. Når man oversætter sange, må man, som Thordal sagde, nogle gange ”ofre de bedste ord” for at få det til at passe med versefødderne. Andre gange er den bedste løsning at undlade at oversætte det engelske ord, som Thordal eksemplificerede med navnet på musicalen Jesus Christ Superstar; ”Jesus Kristus Superstjerne” fungerer simpelthen bare ikke.

Som det var blevet klart i løbet af dagen, er opfindsomhed fuldstændig uundværligt i oversætterens og tolkens arbejde, og det havde det også været i Thordals arbejde med The Book of Mormon. Han sang os et eksempel på, hvordan han fik et af de mange puslespil til at gå op:

Kenneth Thordal

Two by two

And now it’s time to go

Our shirts are cleaned and pressed

And our haircuts are precise

 

To og to

Nu ta’r vi ud og går

Med skjorter, der er strøget

Og med kristent hår

 

 

I dette eksempel kan man vidst godt argumentere for, at betydningen ikke kun er blevet bibeholdt i den danske oversættelse, men at der også er blevet tilføjet noget, som kun gør verset sjovere.

På årets Hieronymusdag blev det tydeligt, hvordan oversættelse og tolkning har alt at gøre med det talte sprog. Oversættere og tolke må bruge deres fantasi og opfindsomhed for at fange og formidle de nuancer og særpræg, der findes overalt i talesproget. Hieronymusdagen 2018 var en påmindelse om, at selvom det talte sprog længe har stået i skyggen af det skrevne, er det hverken mindre rigtigt, vigtigt eller interessant.

 

Fotos: Jørgen Christian Wind Nielsen


Line Skydsgaard, født 1993, studerer kommunikation og engelsk på Roskilde Universitet. Ved siden af studiet arbejder hun hos fagforeningen Kommunikation og Sprog, hvor hun blandt andet skriver artikler til studentermedlemmerne, som kan findes her.

Arrangørgruppen bag Hieronymusdagen består af Hanne Jansen, Alexandra Emborg og Siri Rønne Christiansen fra Københavns Universitet, Amalie Foss fra Forum for Billedmedieoversættere, Jørgen Christian Wind Nielsen fra Kommunikation & Sprog og Birthe Lundsgaard og Juliane Wammen fra Dansk Oversætterforbund.

 

No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.