Månedens oversætter: Signe Lyng

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Takket være en smule nepotisme, et vist talent og en masse flid. Jeg blev færdig på universitetet i 2007 og ville rasende gerne være oversætter. Det virkede som det perfekte job for mig: selvhjulpent, varieret, hele tiden nye ting at læse og lære. Men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få begyndt og var på en gang for stolt og for usikker på egne evner til at bede nogen om hjælp. Så jeg tog på cykeltur for at udskyde problemet – og midt på Kullen ringede en veninde, som stod med et tekstbaseret mobiltelefonspil, der skulle oversættes til engelsk. Honorar: 40.000. Så måtte jeg jo starte et firma. I årene, der fulgte, oversatte jeg alt, hvad der bød sig, fra kogebøger til akademiske udredninger, til jeg fik en kontorfælle, der var tidligere skønlitterær redaktør og anbefalede mig rundtomkring i sit netværk. Der var med andre ord gode folk, der sang min pris uden ret beset at vide, om det nu var klogt eller ej, men jeg har slidt efterfølgende for at gøre mig fortjent til deres tillid. Og jeg havde ret: Det er det perfekte job.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Litteratur fra Irland. Jeg har fornøjelsen af at oversætte en hel række nyere irske og nordirske forfatterskaber – Donal Ryan, Lisa McInerney, Sara Baume, Mike McCormack, David Park – og der er noget ved landets sjæl, der fascinerer mig, fordi det virker velkendt og så alligevel ikke: et vemod og en humor, der minder mig om Nordjylland, hvor min familie er fra – og en tro, en konflikt og en lidelseshistorie, som er mig helt, helt fremmed.

Jeg vil nu også gerne slå et slag for velskrevne knaldromaner. Der er dage, hvor den store litteratur vejer tungt på ens skuldre (og privatøkonomien vakler), og så er det rart at have noget mere plotdrevet at falde tilbage på, hvor arbejdet i højere grad handler om formidling end om ekvilibrisme, og man mærker, at man rent faktisk får noget fra hånden. Usselt skrevne knaldromaner er derimod rædsomme at have liggende. De kan være lige så genstridige som den fornemme litteratur, men af alle de forkerte årsager.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Sara Baumes Vælde Vokse Vakle Visne, tror jeg, selv om konkurrencen er hård. Man skal ikke lade sig narre af den lidt utilgængelige titel, for romanen er ganske ligetil: Utilpasset mand får utilpasset hund, og sær musik opstår. Det er en grimt smuk og indviklet enkel fortælling, og den styrer omhyggeligt uden om den opbyggelighed og sentimentalitet, man ellers godt kunne frygte. Af og til er jeg så heldig at ramme et helt vidunderligt flow, hvor den danske tekst nærmest tager form af sig selv. Det skete her: Sproget bevægede sig af sted i en sej, sindig vuggen, som hovedpersonens rokkende gang, og jeg fulgte bare henrykt med.

Bedste oversættelse du har læst?

Jeg læser alt for få oversættelser, fordi jeg altid har så travlt med at rage kildesprog til mig, og når jeg endelig gør, er det gerne i et forsøg på at kigge kollegerne i kortene – med en grim tendens til at fokusere på fejl frem for dyder. Men når jeg tænker tilbage, er der én oversætter, der står over dem alle: Per Då, som oversatte Asterix. (I det hele taget hviler store dele af mit kultur- og litteraturhistoriske fundament på en række veloplagte oversættelser fra folkebibliotekernes rummelige tegneseriekrybber i midtfirserne.) Per Då havde det hele, det kunne selv et barn se: dannelse, vid, lune – og tilstrækkeligt med egenrådighed til at få Asterix til at fungere som dansk værk, selv om tegningerne til tider strittede voldsomt imod. Der var meget, jeg ikke fattede – firserbørn blev jo ikke pryglet gennem gallerkrigene eller den latinske grammatik i skolen – men jeg forstod, at der var ting, jeg ikke forstod, og det var lige så vigtigt. Jeg kan huske den åbenbaring, det var at opdage dobbelthederne i teksten en for en. Jeg startede i det små – Barden hedder Trubadurix, haha – og siden blev det mere og mere sofistikeret: Den romerske udpost hedder Superdum, hahaha, og ham centurionen hedder Clemmelus, HAHAHAHA! Og så fremdeles. Asterix er ”spørg din far-litteratur” af bedste skuffe (Hvorfor bliver ham Cæsar ved med at sige ”Også du min søn?” til Brutus? Var goterne rigtige? Kan man så også rigtigt hedde Kukur? Min arme far.) Den dag i dag opdager jeg nye lag i Asterix’ sprog- og kulturverden, hver gang jeg åbner et album. Per Då gennemskuede tilsyneladende dem alle fra starten.

Då var i øvrigt godt gift – Inge Då tog sig bl.a. af Goscinnys sidegesjæft Iznogood (og hans trofaste tjener Al Muliman). De må have haft det sjovt.

Hvor oversætter du?

På det lille, fremragende kontorfællesskab Storm & Trang i Studiestræde. For mig er det vigtigt at komme væk hjemmefra, ikke så meget på grund af snavsetøj, opvask eller klar afgrænsning mellem arbejde og fritid (den har jeg for længst indset er en illusion), men fordi sprog jo først og fremmest er mellemmenneskeligt. Jeg er bange for at sidde derhjemme så længe, at jeg pludselig har opfundet mit eget sammen med internettet. Næh, man må ud, må man, og omgås rigtige mennesker, gerne nogen med noget på hjerte. De er også væsentligt sjovere at spise frokost med.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det

I 2015 oversatte jeg Donal Ryans roman Rust – min første styrkeprøve med vigtig litteratur. En af bogens mange fortællerstemmer tilhører en ung håndværker, Seanie Shaper. Navnet er et tilnavn: To throw shapes er en irsk-engelsk vending, der betyder at vise sig, spille smart, især over for piger. Seanie er altid glad, altid sjov, altid populær blandt damerne – men inde bag facaden går han i selvmordstanker. Så tilnavnet måtte oversættes, og stavrimet selvfølgelig helst bevares. Jeg endte med Seanie Showoff og var ganske stolt af min løsning – lige indtil den dag på Ordkraft i Aalborg, hvor en interviewer begejstret læste uddrag fra netop afsnittet om Seanie, mens både forfatteren og jeg selv var til stede. Dér sad Donal Ryan med en romanfigur, som pludselig havde fået nyt navn, ovenikøbet et der tilsyneladende stadig var engelsk. Jeg forsøgte koldsvedende at forklare mig bagefter (altså, showoff er faktisk et dansk ord, sådan næsten, altså et låneord, men alligevel, og jeg var jo nødt til at forklare det med de shapes og bla bla bla …). Han tog det pænt, men jeg tror aldrig, han helt forstod.

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Ud over de ovenfor nævnte rigtige mennesker: internettet. Læsning og lytning. Evnen til at se den danske tekst i den udenlandske. Og tvivlen – altid tvivlen.

No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.