Solvej Balle på svensk – Et samarbejde om sproglige detaljer

Hvordan er det at oversætte fra dansk? Hvilke særegenheder, specialiteter og spidsfindigheder gemmer det danske sprog, hvilke udfordringer er der ved at overføre danske forfatteres værker til andre sprog og kulturkredse? Babelfisken har spurgt en gruppe dygtige, erfarne og kreative oversættere af dansk litteratur om med egne ord at svare på de spørgsmål. Som den første i rækken får svenske Jonas Rasmussen ordet. Artikelserien har fået støtte af Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg.

 

Af Jonas Rasmussen

Flere af mine dansk-oversættende kollegaer (fra f. eks. Spanien, USA og Ungarn) hæver betænkeligt øjenbrynene, når jeg fortæller, at jeg udelukkende oversætter fra dansk til svensk. Mange uden for Norden opfatter nærmest de skandinaviske sprog som dialekter af ét og samme sprog. Men at sprogene faktisk adskiller sig temmelig meget, viser sig tydeligt i f.eks. det faktum, at kun meget få svenskere kan forestille sig at læse en bog i dansk original. Jeg har en fornemmelse af, at der findes en større interesse for svensk litteratur i Danmark end omvendt. Det er vel igen det der ”storebrorkompleks”, som Sverige har – ”det lillebror render og laver, kan vel ikke være særlig interessant”. Det er så faktisk den vigtigste grund til, at jeg oversætter fra dansk til svensk – fordi det er nødvendigt. Hvis ikke dansk litteratur var blevet oversat til svensk, var den ganske enkelt ikke blevet læst i Sverige, og så havde Sverige været et litterært set fattigere land.

For nogle måneder siden mødte jeg en svensk kollega, som oversætter prosa fra både norsk, dansk, fransk og engelsk. Hun fastholdt, at det er meget nemmere at oversætte fra de skandinaviske sprog. Hun påpegede, at der selvfølgelig findes en del almindelige faldgruber, med f.eks. falske venner osv., men hvis bare man lærte sig disse, var oversættelse mellem de skandinaviske sprog relativt enkelt. Og i visse henseender er det nemmere at oversætte mellem nært beslægtede sprog. Som jeg ser det, ligger udfordringerne på andre niveauer – dels i de sproglige detaljer, men også i de forskelle af kulturel, geografisk og historisk karakter, som faktisk findes landene imellem.

Et eksempel af historisk art er ordet ”besættelse”, som i det fleste tilfælde bør oversættes til ”ockupation”: Et land kan blive ”ockuperat” (da. ”besat”), man kan være ”ockuperad” af tanker (da. ”besat af tanker”), vi taler om ”husockupanter” (da. ”BZ-bevægelsen”), osv. Men jeg vil hævde at ordet ”ockupation” aldrig kan betyde det samme for læsere med svensk som modersmål, som det gør for en med dansk som modersmål. Fordi den tyske besættelse af Danmark kun ligger en til to generationer tilbage i tiden, har jeg en stærk fornemmelse af, at ordet, for den danske læser, bærer på associationer til krig og undertrykkelse på en anden måde, end ordet ”ockupation” gør for den svenske.

Et andet ord, som på et mere geografisk niveau adskiller dansk fra svensk, er ”skov”. I alle situationer ville det ved en korrekt oversættelse blive til ”skog”. Men det er min opfattelse, at for en dansker er ”skov” som regel en løvskov, og den kan godt være relativt lille, mens vi i Sverige – hvor næsten to tredjedel af landets areal er dækket af skov – i det allerfleste tilfælde associerer ”skog” med et stort område med nåleskov. Og der er en væsentlig forskel på oplevelsen af at ”gå en tur i skoven” afhængig af, om det er en sart lysegrøn lund af bøgetræer eller en mørk, fugtig og vidtstrakt granskov.

Endnu en udfordring er alle de betydningsglidninger, der findes i småordene. Et tilsyneladende enkelt ord, som ofte volder mig vanskeligheder, er det danske ”vil”. På svensk er jeg nemlig nødt til at beslutte, om det handler om en vilje (”I want to …”), et ønske (”I wish to …”), eller om det ligefrem er ”ska” eller ”kommer att”, der er den korrekte betydning (”That will never work”).

Fordi jeg for det meste oversætter lyrik og prosa af høj kvalitet, er det vigtigt at lægge stor vægt på sproglige detaljer som rytme, lyd, tone og stil. Og fordi de forfattere og lyrikere, jeg arbejder med, i nogen grad forstår svensk, lader jeg dem altid læse min oversættelse. Så har jeg også mulighed for, i Word-dokumentets margin, at skrive kommentarer og spørgsmål af typen: ”Er dette en neologisme?”, ”Her mister man desværre dobbelttydigheden på svensk, men jeg har forsøgt at løse det ved at …”, ”Jeg har en fornemmelse af, at jeg har overset et eller andet her. Hvad hentyder sætningen til?” eller ”Er det okay med  entalsformen her i stedet, for rytmens skyld?” osv. De allerfleste forfattere bliver glade og taknemmelige for, at de bliver lukket ind i processen, og for at de ud fra mine mange spørgsmål kan se, at jeg er grundig og seriøs. Som regel opstår der en spændende og lærerig dialog, der tillader mig at komme meget tæt på originalteksten. Min arbejdsmetode gør, at den færdige oversættelse altså i virkeligheden snarere er resultatet af et samarbejde end en konventionel oversættelsesopgave.

For at gøre originalen nogenlunde ret er man som oversætter nødt til at få fuldstændig klarhed over visse spørgsmål. I en af mine seneste oversættelser, Solvej Balles ”kvartet” af mikrobøgerne &, Eller, Hvis og – tekster der gnaver betænkeligt, også på originalsproget – har samarbejdet været helt nødvendigt og samtidig mageløst stimulerende. Balle og jeg har været i dialog om disse tekster siden sommeren 2015, og jeg vil her komme med nogle mere specifikke eksempler på vigtige spørgsmål, der er opstået under arbejdet.

Det, jeg mener med, at Balles tekster ”gnaver”, er f.eks., at et sted her kan ”befolkes med langsomme promenader”, altså ikke af mennesker på langsomme spadsereture. Eller at en person ikke ”taler med sig selv,” men derimod ”taler ensomt”, hvilket jo lyder mærkeligt både på svensk og på dansk. Dette er således passager, som jeg har spurgt Balle om, og som jeg – hvis hun ikke havde været villig til at kommunikere om teksterne – formodentlig var blevet lokket til at normalisere til et mere korrekt svensk, hvorved originalen ville være blevet forvansket.

Under vores udvekslinger er jeg ofte blevet slået af Balles ydmyghed over for sproget som sådan – hendes forestilling om, at sproget kan skabe af sig selv. Påfaldende mange af mine spørgsmål har hun nemlig indledningsvis besvaret med lærde udlægninger og personlige overvejelser, men så afslutter hun med ”Det må vel være det, der menes?” eller ”…tror jeg”. Også dette sproglige gehør er noget, jeg gerne vil have til at gennemsyre min oversættelse. Jeg skal lade teksten være helt åben for fortolkningsmuligheder, og selv skal jeg være åben for, at den svenske tekst genererer biprodukter, som ikke engang jeg forstår eller kan forklare og endnu mindre forsvare.

Denne udveksling af tanker og ræsonnementer mellem forfattere og oversættere er som sagt fantastisk stimulerende, og i nogle tilfælde afgørende for, om oversættelsen bliver god eller en ren katastrofe. Hvis man er så heldig at få lov at arbejde med så kloge og belæste forfattere, som jeg har gjort, kommer man også tit ind på rent sprogfilosofiske spørgsmål. Er et træ f.eks. stadig et træ, hvis det ligger ned? Og er træet i så fald højt eller langt?

Et konkret eksempel på noget, Balle og jeg har diskuteret, er de forskellige stilniveauer i de danske ord ”fortælle” og ”berette”. Det fremgik, at Balle i en bestemt passage havde valgt det mere højstemte synonym, dels for at lede associationerne over på sømandshistorier (med stærk virkelighedsforankring, men tvivlsomt sandhedsindhold), men dels også fordi ordet indeholder orddelene ”ret” (sv. ”rätt”) og ”rette” (sv. at ”räta ut eller rätta in sig”) og dermed kan lede tankerne videre til ”retning” (sv. ”riktning”). I netop dette tilfælde kommer de svenske læsere formodentlig ikke til at bemærke noget særligt, eftersom jeg besluttede mig for det dagligdags ord ”berätta”. Hvis jeg havde anvendt et højere stilniveau (”förtälja”) og på den måde henledt læserens opmærksomhed på ordet i netop denne passage, havde læseren sandsynligvis opfattet det som en dårlig oversættelse af det danske ”fortælle”. Desuden var jeg gået glip af bogstavkombinationen ”rätt” og ”rätta”.

Balle lægger altså stor vægt på sproglige detaljer, hvilket udsætter oversætteren for somme tider uoverstigelige forhindringer. Men som man siger på svensk: You win some, you lose some. Og selvom det er umuligt at frembringe en perfekt oversættelse, en som er i fuldstændig overensstemmelse med originalværket, uanset om sprogene er nært beslægtede (som svensk og dansk) eller helt forskellige (som svensk og kinesisk), er vi nødt til at blive ved med at oversætte. Det er en humanistisk beskæftigelse, som muliggør mellemmenneskelig udveksling af følelser, tanker og erfaringer over historiske, kulturelle og nationale grænser.

Oversættelse fra svensk: Juliane Wammen


 

Foto: Lars Gundersen www.lars-g.dk

Jonas Rasmussen (f. 1975) arbejder primært som oversætter af dansk lyrik og skønlitteratur og har bl.a. oversat Morten Søndergaard, Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen. Han har desuden redigeret – og oversat de fleste af digtene i – antologien Nervsystem: ung dansk poesi (ellerströms, 2015). Rasmussen er derudover lyriker og forfatter og har udgivet syv monografier, hvoraf tre er under pseudonym. Den senest udgivne er punktromanen Eftervärlden (Trombone, 2017). Han har en mag.art. i litteraturvidenskab og en i ”litterær skabelse” fra Forfatterskolen på Lunds Universitet og har været ansat som adjunkt i Kreativ skrivning ved Högskolan Kristianstad. Rasmussens egne værker er oversat til dansk, engelsk og ungarsk.

Solvej Balles kvartet udkommer på svensk på Opulens Förlag i efteråret 2018.

No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.