På research i Sierra Leone

Af Birte Hedegaard Christensen

Jeg har for nylig oversat Aminatta Fornas roman fra 2006 Ancestor Stones, som på dansk har fået titlen De der gik forud. Den foregår i Sierra Leone, hvor fire kvinder fortæller om skelsættende episoder i deres liv og dermed indirekte om landet gennem det meste af det 20. århundrede. Jeg ville gerne se de omgivelser bogen foregår i, og i teorien skulle jeg vel bare kunne købe en billet til hovedstaden Freetown og begive mig rundt i landet. I stedet sprang jeg til da jeg fik mulighed for at rejse rundt i landet med en gruppe ornitologer.

Vi mødtes i Amsterdam, og knap syv timer senere blev vi hældt ud i Lungi Airport, hvorfra der går en færge over til Freetown. Vi var ventet – Sierra Leones egen Mr. Birdwatch, Kenneth Gbengba, af sine medarbejdere kaldt Mr. Ken, havde sendt en agent over for at sørge for os og vores bagage, så vi kunne nøjes med at gøre hvad vi fik besked på. Det var egentlig ikke spor kaotisk, det virkede bare sådan i bælgmørke.

Til Loma Mountains

Næste morgen mens det stadig var mørkt, blev vi og alt vores grej – telte, liggeunderlag, gryder og strittende teleskopstativer – fordelt i en hvid og en grøn firhjulstrækker, kørt af henholdsvis Victor og Ibrahim.

Vejen var god da vi kørte mod Makeni, hovedbyen i den landsdel hvor det meste af De der gik forud vistnok foregår – der er meget få geografiske oplysninger i bogen, for eksempel forekommer navnet Sierra Leone overhovedet ikke. Men næste morgen var det slut med den gode asfaltvej, og jordvejene vidnede om et skrabet anlægsbudget. Jeg kiggede nysgerrigt på de landsbyer vi kom igennem, og kunne genkende bogens beskrivelser af landsbyens bygninger. Hver landsby havde virkelig en barrie til at afholde møder, og de var alle sammen bygget efter samme mønster, som en overdækket veranda uden tilhørende hus.

Det lykkedes at nå til byen Koidu i dagslys. Koidu er en mineby, ligesom den by en af romanens personer på et tidspunkt tager til med sine to børn i et desperat forsøg på at tjene nok til at betale sin brudepris tilbage og blive løst fra sit ægteskab. Det lykkes ikke, og hun må efterlade børnene og forsvinder simpelthen. Byen ser ud præcis som den er beskrevet: hektisk og beskidt. Vi lagde dens larm bag os på et venligt hotel – indtil klokken fem næste morgen.

Det var dagen hvor de mest motiverede begav sig ud på en 3-dages bjergvandring til et område hvor den truede art Sierra Leone-prinia og den næsten truede sorthættede rustsanger var blevet set for nylig; jeg foretrak at blive i bærernes landsby sammen med bl.a. Victor og Ibrahim, Kenneth, vores kok Massira og den ged hun havde købt til senere brug. Det blev et par fredelige dage i landsbyen.

I romanens kapitel 16 fortæller en af bogens hovedpersoner, Asana, om hvor saligt det er at snyde når man vågner om natten og skal tisse, og man under dække af mørket kan sætte sig på hug lige uden for huset i stedet for at traske hele vejen hen til latrinet. Jeg fulgte hendes eksempel og sendte hende en venlig tanke.

På tredjedagen kom de motiverede tilbage, temmelig nedslidte, men glade, for de havde set begge de sjældne arter samt 45 andre. Vi spiste en del af min bofælle, geden, og begav os på vej tilbage mod Koidu.

Det viste sig at den grønne bil skulle skubbes i gang. Efter mange forgæves forsøg lykkedes det, og den fungerede et par kilometer, til vi umiddelbart efter en mose skulle op ad en stejl skråning. Halvvejs oppe kunne bilen ikke mere. Vi stod ud og begyndte at gå det sidste stykke op, og i teorien skulle bilen nu, når den var lettet for et par hundrede kilo ornitologer med tilhørende isenkram, trille baglæns ned, tage tilløb og klare bakken i fin stil.

Sådan kom det ikke til at gå. For enden af bakken vendte jeg mig om og så at bilen havde lagt sig til hvile ved siden af vejen med de tre af hjulene i mosen.

Det tog en del timer inden nogen fik fremskaffet en landrover der kunne trække den havarerede bil op på fast grund og op ad bakken i en sky af mudder og jord. Endelig var vi på vej, men nu var det også snart mørkt, og vi havde fem timers kørsel foran os. Efter en halv time stod den grønne bil stille igen, og denne gang blev den stående. De fleste af os klemte os sammen i den hvide bil, mens de to største samt Kenneth blev tilbage i vejkanten og håbede at blive hentet en gang i løbet af natten. Kenneth havde i mellemtiden chartret to motorcykler til sig selv og Massira, og han tog nu af sted på rekognoscering med motorcyklen. Det lykkedes ham at finde en mekaniker der kunne vække den døende bil til live. Den kunne køre igen og blev ved med det til den var fremme ved hotellet i Koidu.

Kragedrosler

Efter den nat sov vi længe, og mens vi andre for en gangs skyld havde tid til at nyde Massiras lækre mad og den forholdsvis kølige morgen, var Kenneth rundt i byen for at finde en mere pålidelig bil. Kl. 11 kom han tilbage med én han nærede store forhåbninger til. Da vi nærmede os den lysning i skoven hvor vi skulle sætte telte op for natten, kunne den ikke mere. Igen blev så mange som muligt klemt ind i den hvide bil, men den nåede ikke ret langt før vejen var blokeret af en enorm lastbil, der desværre var brudt sammen på et sted hvor det var umuligt for andre biler at liste sig udenom. Altså var der ikke andet at gøre end at gå resten af vejen, mens Victor kørte tilbage for at hente de tilbageblevne, der havde benyttet lejligheden til at vaske tøj i det nærmeste vandløb.

I løbet af aftenen blev den havarerede lastbil fjernet, og vi blev genforenet med både den hvide og den grønne bil; sidstnævnte var igen mirakuløst blevet repareret, og den kofanger der havde tendens til at falde af, var blevet bundet forsvarligt fast.

Med to funktionsdygtige biler startede vi næste formiddag mod Sierra Leones næststørste by Kenema i landets sydøstlige hjørne. Den dag var vi kun en halv times kørsel fra byen da den hvide bil gik i stå. Så igen var det i to hold vi nåede frem til det efteruddannelsescenter for katolske præster hvor Kenneth havde bestilt værelser til os, og hvor vi kunne se frem til at sove på samme sted hele to nætter.

I Kenema skulle vi besøge kendissen over alle kendisser blandt Sierra Leones avifauna. Gulhovedet kragedrossel holder til i kolonier på klipper der for det meste er svært tilgængelige, og arten er klassificeret som ‘sårbar’. Desuden har den et ret specielt udseende, og den er blevet filmet af David Attenborough, netop på denne lokalitet. Desværre så vi ikke en eneste kragedrossel. Vi måtte nøjes med at glæde os over at den hvide bil var blevet repareret mens vi var af sted med lokal taxa, og håbe på bedre held næste dag, hvor Kenneth mente at det umuligt kunne slå fejl når vi skulle besøge en koloni i Gola Rainforest Nationalpark ind mod grænsen til Liberia.

Til Gola Rainforest

Begge biler nåede i god behold frem til Gola. Her havde turlederen Nik et følelsesladet gensyn med den ranger han havde arbejdet sammen med på tidligere ture. Nik havde ikke vidst hvem af dem han kendte fra tidligere besøg, der havde mistet livet under ebola-epidemien, kun at den især havde kostet mange menneskeliv her omkring Gola.

Om eftermiddagen gjorde vi et nyt forsøg på at få kragedroslen at se. Det var ikke yngletid, men i teorien skulle de indfinde sig i kolonien ved 5-tiden om eftermiddagen, så vi var på plads klokken 4 – og ventede mens dagslyset svandt. Til sidst opgav vi, tændte pandelamperne og traskede, klatrede og gled samme vej vi var kommet, og jeg fik bekræftet at jeg ikke er af det stof rigtige ornitologer er gjort af. Når man to gange er blevet brændt af af en kragedrossel, skal man ikke udtale sig upassende muntert om situationen.

Heldigvis blev humøret meget bedre næste dag. Golapragtvæveren blev først officielt beskrevet i 1974, og den er ikke kun ”sårbar”, men ”truet”. Men den lod sig villigt fotografere. Teleobjektiverne, der så trist havde hængt nedad aftenen før, blev vakt til live igen.

Til Tiwai Island

Vi fortsatte til Tiwai Island, sidste ophold inden hjemrejsen. Tiwai er en indlandsø, der er dannet ved at floden Moa på sin vej til Atlanterhavet har delt sig i to grene der finder sammen igen nogle kilometer længere fremme, og hele øen er nu naturreservat. Tiwai Island indgår i andre firmaers tilbud om grupperejser, og der er god vej tilbage til Freetown, så udsendte eksperter og andre expats tager dertil på forlænget weekend. Derfor lænede vi os trygt tilbage i bilerne i tillid til at resten af turen ville forløbe uden yderligere tekniske problemer.

Vi passerede Moa på en trækfærge og købte kokosnødder fulde af saft, mens vi ventede på at komme over. Jeg fandt endelig ud af meningen med romanens underligste udtryk. Når man køber friske kokosnødder langs vejen, og man siger “Half-half” til sælgeren, er det fordi man vil have meget frugtkød og ikke kun saft. Elementært måske, men ingen havde kunnet forklare mig det før jeg spurgte en kender af kokosnødder i Sierra Leone.

I den landsby hvor færgen går over til øen – færgen var en jolle med påhængsmotor – var der ikke mere benzin, men i løbet af eftermiddagen udvirkede Kenneth endnu et af sine små mirakler og fandt en mand der ville sælge benzin – masser af benzin, nok til at tage op ad floden og spejde efter krokodillevogter, rødbrun fiskeugle og afrikansk svømmerikse. Desværre var det meste af dagen nu gået, og vi skulle kun have en enkelt overnatning på øen, for vi skulle snart hjem. Der blev fremsat forslag om at tage tidligt af sted efter to nætter og køre hele vejen til lufthavnen på vores sidste dag i landet. Jeg syntes det lød risikabelt; men jeg er jo heller ikke af det stof rigtige ornitologer er gjort af. Jeg blev nedstemt; under alle omstændigheder var det meste af den strækning vi skulle køre, en god, asfalteret hovedvej, så der kunne umuligt opstå flere forsinkelser. Der var i øvrigt dejligt på Tiwai Island.

Hjem igen

På vores sidste morgen var vi oppe før daggry for at nå vores fly. Begge biler stod klar i landsbyen på den anden side, og så var det speederen i bund og mod lufthavnen. Sierra Leone har samme fartbegrænsninger som Danmark; men Kenneth havde indskærpet Victor og Ibrahim at situationen var alvorlig – ledsaget af en sigende gestus hen over halsen. Omkring halvanden times kørsel fra lufthavnen opdagede Victor at den grønne bil ikke var med. Han bandede og kørte tilbage. Bilen kunne ikke mere. Desperate forsøg på at få fat i en taxa lykkedes, og så var vi på vej igen. Vi skulle i forskellige retninger, men vi nåede vores respektive fly.

Udbytte?

Undervejs havde jeg fået stor respekt for skiftende mekanikeres evne til at lokke endnu en dags arbejde ud af biler der befandt sig på gravens rand, og i det hele taget for vores ukuelige værter og deres kreative løsninger på de mange udfordringer turisterhvervet står over for i et land der for ikke så længe siden har været igennem både en borgerkrig dobbelt så lang som 2. verdenskrig og et ødelæggende epidemiudbrud.

Og hvad har jeg så, helt konkret, fået ud af det? Øh, ja, bortset fra det med kokosnødderne er det svært at pege på noget konkret udbytte. Forfatteren bruger nogle lokale udtryk, som hun stoler på at læseren forstår eller kan gætte sig til ud fra sammenhængen. Dem har jeg ikke pillet ved – de er jo lige så eksotiske for engelsksprogede læsere uden for Vestafrika som de er for danske læsere. Meget kan man simpelthen google sig til hvis man vil vide mere om hvad en mori-mand, en barrie eller en karanthe er, og det er heller ikke strengt nødvendigt at oversætteren har spist plasass. Men jeg er glad for vekselvirkningen mellem på den ene side oversættelsesprocessen og informationssøgningen ved skrivebordet og på den anden side at tage ud og snuse til de steder det hele foregår.

Det lyder måske mere nørdet end professionelt; jeg indrømmer gerne at det er nørdet, og de færreste oversættere der ikke er så heldige at have nået pensionsalderen, vil have tid til at rejse i kølvandet på alle de tekster de oversætter. Det er først og fremmest fascinerende at dykke ned i den verden et litterært værk foregår i, og jeg vil blive ved med at tillade mig den luksus at opsøge de lande, byer og i det hele taget de steder hvor de værker foregår som jeg giver mig til at oversætte, såfremt det er praktisk muligt og ikke indebærer overdreven fare for liv og lemmer.

Fotos ved forfatteren. De der gik forud af Aminatta Forna udkom d. 23. august 2018 på Skriveforlaget.

No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.