Vinder af Man Booker International Prize 2018

 

D. 22. maj blev det offentliggjort, at vinderen af dette års Man Booker International Prize blev den polske forfatter Olga Tokarczuk for hendes roman Flights (originaltitel Bieguni, udgivet i 2007), der er oversat til engelsk af Jennifer Croft i 2017 og udgivet på Fitzcarraldo Editions.

Romanen er en samling af kortere eller længere fragmenter, der overordnet set er én lang undersøgelse af det at rejse – fysisk såvel som mentalt. Romanens mange små historier væves på uforudsigelig vis sammen og præsenterer læseren for en række mangfoldige mennesker og miljøer.

Olga Tokarczuks roman udkom i 2016 på dansk under titlen Rejsende på Tiderne Skifter og er oversat af Hanne Lone Tønnesen.

Olga Tokarczuk (f. 1962) er en af de mest læste og anmelderroste forfattere i sit hjemland – og den første polske forfatter, der modtager Man Booker International-prisen. Med sine gribende personskildringer og fortællinger om kærlighed, angst og fortvivlelse over tilværelsen samt filosofiske betragtninger og diskussioner appellerer hendes romaner både til læserens hjerte og intellekt. Tokarczuk er uddannet psykolog, venstreorienteret og medlem af det polske parti De Grønne. I hjemlandet er hun desuden blevet en kontroversiel politisk stemme og har bl.a. tidligere på nationalt tv kritiseret den voksende xenofobi og højrenationalisme i Polen.

Jennifer Croft (f. 1981) er fra Oklahoma og oversætter fra polsk, spansk og ukrainsk. Hun har en kandidatgrad i litterær oversættelse fra Universitetet i Iowa og har boet i Argentina og Polen. I dag bor hun i Los Angeles og arbejder som forfatter og oversætter. Hun er desuden medstifter af The Buenos Aires Review. 

Man Booker International-prisen gives til forfatter og oversætter i fællesskab for et værk oversat til engelsk og udgivet det foregående år. Prisen skal sætte fokus på oversat litteratur på et engelsksproget marked, hvor der bliver udgivet relativt lidt oversat litteratur.

Blandt de øvrige nominerede til 2018-prisen var også irakiske Ahmed Saadawis Frankenstein in Baghdad (Oneworld), oversat af Jonathan Wright, franske Virginie Despentes’ Vernon Subutex 1 (MacLehose Press), oversat af Frank Wynne, sydkoreanske Han Kangs The White Book (Portobello Books), oversat af Deborah Smith, spanske Antonio Muñoz Molinas Like a Fading Shadow (Tuskar Rock Press), oversat af Camilo A. Ramirez og ungarske László Krasznahorkais The World Goes On (Tuskar Rock Press), oversat af John Batki, Ottilie Mulzet & George Szirtes.

 

 

No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.