Af Ane Løvetofte

Det er næppe gået læseren forbi, at 2017 var 100-året for Oktoberrevolutionen eller Oktoberkuppet, som det efterhånden også er blevet populært at kalde den store magtomvæltning, der fandt sted i Rusland d. 7. november 1917 (at en oktoberrevolution pudsigt nok kan finde sted i november, skyldes, at Rusland først overgik fra den julianske til den gregorianske kalender efter magtskiftet). Mange Ruslandsinteresserede har bemærket, at dette mærkeår er gået underligt stille for sig i Rusland – ingen stort opslåede markeringer eller fejringer – hvilket delvist bør læses ind i debatten om, hvorvidt der overhovedet er noget at fejre. Sovjettiden er som bekendt et emne, der til stadighed deler vandene i Rusland, og Oktoberrevolutionen er derfor ikke overraskende et ømt punkt.

I Danmark er hundredåret ikke desto mindre blevet markeret i diverse sammenhænge, bl.a. af Forlaget Slagmark, der i november udgav antologien ”Den Russiske Revolution” – en historiefagbog, der består af en række historiske kilder, som knytter sig til begivenhederne i 1917, med korte introduktioner til hver kilde. Bogen er oplagt at bruge til historieundervisning, men kan også være interessant for den alment historieinteresserede, da udvalget af meget forskelligartede kilder giver et indblik i tidens politiske spil, folkestemning samt de kunstneriske reaktioner og præsenterer læseren for mange forskellige perspektiver på de omdiskuterede omvæltninger.

Som én af de tre oversættere på udgivelsen har jeg skullet forholde mig til dette væld af forskellige genrer, fra politiske dekreter, telegrammer og avisartikler til ideologiske essays og poesi. Sidstnævnte genre var for mig den mest interessante – de fleste oversættere vil nok kunne følge mig i, at oversættelse for alvor bliver spændende, når man skal have sine egne kreative evner i spil. Og da to ud af tre digte er rimdigte, fordrede denne oversætteropgave endnu højere grad af nytænkning, ifald man ønskede at bevare rimene – og det gjorde jeg naturligvis.

Mytologisering af revolutionen (Majakovskij)

To af de digte, jeg oversatte, er skrevet af den famøse futurist Vladimir Majakovskij (1893-1930), og mens der endnu diskuteres, hvor stor den folkelige opbakning til Oktoberrevolutionen egentlig var, er der ingen tvivl om, at Majakovskijs tro på Lenins projekt var fast som en klippe (at hans tro på kommunismen senere falmede, er en anden historie). Futuristernes projekt gik ud på at præsentere russerne for ’fremtidens kultur’ og dermed gøre op med al fortidig og nutidig kultur. Således beordrede futuristerne i deres manifest ”En lussing til den offentlige smag”, at Pusjkin, Dostojevskij og Tolstoj skulle ”kastes overbord fra modernitetens skib”.

Futurismen passede nærmest som fod i hose til revolutionens projekt, der ligeledes ville gøre op med det fortidige og indføre et helt nyt samfund. Majakovskij indså hurtigt, at han som poet kunne styrke revolutionens sag gennem sin poesi. Hans digte afspejler dels hans egen ildhu og tro på, at Lenin og bolsjevikkerne i sandhed kunne ændre verden til det bedre, og dels skaber Majakovskij i sine digte en nærmest mytologisk historiefortælling om hændelserne i 1917. Majakovskijs historiefortælling hæver sig over det politiske fnidderfnadder og fortæller i stedet om folkets oprør mod magthaverne og om nemesis, der omsider rammer udbytterne:

Tramp på pladsen med revoltens slag!

Højere, de stolte hoveders kæde!

Vi vil med den anden syndflod

verdens byer gennemvæde.

Digtet, som dette vers er taget fra, ”Vores march”, viser Majakovskijs opfattelse af revolutionen som en fuldstændig og altomfattende ændring af verden og samtidig som noget fantastisk og vitalt:

Drik af glæden! Syng!

Våren i blodet flyder over.

Hjerte, slå dit slag!

Vort bryst er paukens kobber.

Som nutidig læser – på trods af vores vidende om det totalitære og undertrykkende regime, der efterfulgte Oktoberrevolutionen – er det svært ikke at blive grebet af en oprørsk stemning, når man læser Majakovskijs revolutionære digte. Der er en styrke og vitalitet i dem, der gør, at man næsten hører blodet bruse i hans årer, mens han med rungende stemme brøler digtene ud over folkemængden. Som oversætter er én af de væsentligste opgaver her at gengive digtets energi.

Det samme gælder det andet Majakovskij-digt, der indgår i Slagmarks antologi, nemlig ”Ode til Revolutionen”. Som titlen røber, er digtet én lang hyldest til revolutionen – men dog en hyldest, der rummer revolutionens lyse såvel som mørke sider. Revolutionen sender, som Majakovskij formulerer det, ”sømænd derud, hvor glemte kattekillinger mjaver”. Revolutionens ”sekstommers stumpnæsede rør sprænger Kremls årtusinde i luften”. Majakovskij indfanger i sin ode den tumult, den vold og den altomfattende omvæltning, som også var en del af revolutionen. Men kritiserer den ikke. Han hylder den og elsker den, som man elsker et andet menneske med alle dets fejl og mangler.

På trods af, at begge disse digte er hyldester til noget andet end Majakovskij selv (Majakovskij har skrevet adskillige hyldester til sig selv, eksempelvis digtet ”Til sit elskede selv dedikerer digteren disse linjer”), er Majakovskijs enorme ego tydeligt til stede i digtene, som det er i alle hans øvrige værker. Rollen som poeten, der kan forsyne de revolutionære med verbale våben og kampånd, er tydelig, og Majakovskij tager den på sig med stolthed:

Til dig sender jeg det småborgerlige

”Jeg forbander dig tredobbelt”

Og mit eget,

poetens,

”Jeg lovpriser dig firdobbelt, du velsignede!”

Udover digtenes energi, der for enhver læser fremstår åbenlys, stødte jeg under processen på mere implicitte oversættelsesmæssige udfordringer, der nødvendiggør et vist kendskab til digtenes temporale og litterære kontekst. Majakovskij sender eksempelvis lyriske hilsener ud til sine medfuturister, Velimir Khlebnikov og Aleksej Krutjonykh, når han i ”Vores march” har formuleringer, der vækker associationer til det futuristiske kunstsprog ’zaum’ – det transrationelle sprog, der søger at finde tilbage til ’urlydene’. Ordene ”Dnej byk peg” og ”Nasj bog beg” minder tilnærmelsesvist om det mest berømte eksempel på zaum, Krutjonykhs digt ”Dyr bul sjtjyl”. Disse urlyde fremstår som klare, bastante, ofte lidt gutturale énstavelsesord, og jeg har forsøgt at gengive det med ordene ”Vor gud er hast” på dansk for dermed også at bevare semantikken fra originalteksten.

Forandringens vinde (Blok)

Stemningen skifter straks, når læseren møder tredje digt i antologien. Hvor Majakovskij var ung og idealistisk under begivenhederne i 1917, var Aleksandr Blok (1880-1921) ved at være midaldrende, og han bevidnede omvæltningerne med langt større bekymring og uro. Litterater diskuterer stadig Bloks egentlige ideologiske tilhørsforhold, som netop også har skiftet en del gennem hans tilværelse. Et strålende eksempel herpå ser vi i digtet ”Tolv” (eller ”De tolv”), der er blevet et af hans allermest berømte, og hvoraf jeg oversatte første vers (af tolv) til heromtalte antologi. Digtet er kanal for den ambivalens, som Blok opfattede revolutionen med. Man møder en gammel foroverbøjet dame, der fortvivlet og forvirret kigger på de store bannere med revolutionære slogans og tænker:

Hvorfor så mange stykker klæder

Til sådan en underlig plakat?

Hvor mange fodklude kunne man ikke få til de små drenge,

Men så mange er uden tøj, uden sko, uden penge.

Alligevel ender digtet med, at der i spidsen for de marcherende revolutionære skimtes en Kristusfigur gennem sneen. Dermed formåede Blok med én enkelt linje at distancere sig fra symbolisterne, der generelt ikke var så deltagende i revolutionen, og fra bolsjevikkerne, der ikke just var begejstrede for den religiøse reference.

Sproget her er anderledes underspillet og beskrivende sammenlignet med Majakovskijs bombastiske formuleringer og farverige billeder og lyde, men dog tilsvarende kollokvialt. Digtet begynder:

Den sorte aften

Den hvide sne

Vinden, vinden!

Umuligt at styre sin færden

Vinden, vinden –

Over hele den vide verden

Her i første vers er det ”ветер”, vinden, der er hovedperson. Vi følger vinden på dens færden gennem gaderne, hvor den snart hvirvler sneen op fra fortovene, snart blæser fodgængerne omkuld. Bloks gavmilde brug af verber som завивает, скользит, убивается, плачет, раздет, разут, перемотнулась, свищет – som i min oversættelse er blevet til verber som hvirvler, vakler, vikler, bider, slider, grædt, glider, falder, mejer ned og river – underbygger en stemning af opbrud. Men der er tale om et andet slags opbrud end Majakovskijs. I Bloks opbrud vandrer folk forvirrede omkring, bliver væk fra hinanden, falder omkuld, fryser og forstår generelt ikke, hvad der sker omkring dem. Opbruddet kommer ikke fra folket, som i Majakovskijs digte – det kommer med vinden som en slags naturkraft, der rammer alle, høj som lav.

Kernen er i konteksten

Da jeg satte mig ned for at skrive dette indlæg, tænkte jeg meget over, hvad der gør, at vi har lyst til at oversætte – og hvorfor oversættelse i gode stunder føles som berigelse. Når man kigger de mangeartede indlæg, der ligger her på Babelfisken, igennem, møder man et væld af gode fortællinger om, hvad der netop har gjort denne og hin oversættelse speciel. Ofte dvæles der ved sproglige finurligheder og æstetiske træk, der fordrer af oversætteren at være nærmest ligeså original og nytænkende på sit modersmål, som forfatteren har været i originalteksten. Andre gange er det historien, der fængsler os – fængsler os så meget, at vi under resten af de danske læsere samme oplevelse. Ofte er det en fantastisk kombination af begge dele.

Jeg har længe elsket både Majakovskijs og Bloks digte. Elsket Majakovskij for hans fantastiske billedsprog, for hans (tilsyneladende) uudslukkelige ild og for hans mod til at kaste sig ind i sager – om det er litterære ismer, politiske bevægelser eller kærlighedsforhold – med krop og sjæl. Jeg har elsket Blok for hans underspillede poesi, for den mystik og ambivalens, der præger mange af hans digte, og for hans insisteren på ikke at tilpasse sig tidens strømninger.

Men i denne oversættelsesproces har det været noget helt andet, der har fyldt mit hoved: levendegørelsen af revolutionen. Jeg oversatte digtene som de sidste af de mange kildetekster (man gemmer som bekendt det bedste til sidst). Det var på et tidspunkt i processen, hvor jeg havde været igennem adskillige telegrammer, avisartikler, deklarationer, politiske taler m.m. – alle sammen tekster, der på sin vis er langt mere informative om historiens gang, end digtene er. Alligevel var det først, da jeg gav mig i kast med Majakovskijs og Bloks værker, at kuldegysningerne begyndte at manifestere sig. Først dér kunne jeg for alvor mærke revolutionens folk – også de folk, der ufrivilligt måtte leve med den. Netop denne følelse har været den centrale drivkraft i min oversættelse af digtene, hvilket siger lidt om, hvor vigtig den udgivelsesmæssige kontekst er for oversætterens oplevelse af en oversættelsesproces. Mit fokuspunkt havde givetvis været et andet, hvis digtene var indgået i en digtsamling eller en antologi med et andet tema.

Nu, i Slagmarks revolutionsantologi, glimrer de ved at være det eneste poesi blandt en masse historiske kilder og indgå i et spektakulært samspil med disse. Forhåbentlig kan de give den danske læser en flig af indblik i, hvad det russiske folk gennemgik for 100 år siden, og ligeledes i, hvorfor man i Rusland stadig ikke ved, om man skal fejre eller begræde begivenhederne i 1917.

 

Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.