Under huden på det fremmede

Af Juliane Wammen, litterær oversætter og medlem af Statens Kunstfonds legatudvalg for litteratur

Det særligt afrikanske – sprog og kultur

Som litterær oversætter skal man besidde kompetencer inden for mindst tre områder for at kunne oversætte godt. Den første, og måske mest indlysende kompetence, er et indgående kendskab til det sprog, man oversætter fra: ordforråd, syntaks, slang- og dialektforståelse, tegnsætning osv. Derudover er det næsten endnu mere afgørende – men måske knap så indlysende – at man skal besidde overordentligt gode kompetencer på det sprog, man oversætter til. Det er jo det sprog, man formulerer sig på, skriver på, og hvor hver eneste nuance og ordvalg skal stå så skarpt som overhovedet muligt. Den tredje kompetence, man skal besidde, er viden om og forståelse af de(n) kultur, man oversætter fra – altså det miljø, den tid, den geografi, det sociale lag osv. hvor ens originaltekst udspiller sig.

Det engelske sprog er det mest udbredte sprog i verden: Det bruges utrolig mange forskellige steder og gennem mange tider på ufattelig mange forskellige måder. Den afropolitanske litteratur på engelsk er en ud af mange typer og er i princippet lige så mangfoldig som litteratur generelt. Men hvis man ser på, hvad der bliver udgivet inden for denne genre i Danmark, tegner der sig et billede af noget, som vel i grove træk kan kaldes eksillitteratur: Det er romaner, der handler om at komme fra et andet sted (Afrika) og være fremmed i Vesten, som regel en storby, og som regel i en middelklassekontekst. Konflikterne i disse romaner tager som regel afsæt i det at være fremmed, at befinde sig mellem kulturer, og i et eller andet omfang forsøge at finde sig til rette i en fremmed verden – den som den vestlige læser har rødder i. I litteratur med afrikanske rødder forventer læseren samtidig, at det afrikanske er til stede som noget fremmed, og det afrikanske har mindre at gøre med virkeligheden, som den er i de over 50 forskellige lande, kontinentet Afrika består af, end med en fælles generaliseret forståelse af, hvad ”Afrika” er.

Den kenyanske forfatter Binyawanga Wainaina skriver i et berømt essay satirisk om de elementer, man som forfatter skal huske at medtage i sine ”afrikanske” værker, hvis de vestlige læsere og forlag skal kunne genkende dem:

”Brug altid ordene ’Afrika’ eller ’Mørke’ eller ’Safari’ i titlen […] Andre nyttige ord er ’Guerillaer’, ’Tidløs’, ’Oprindelig’ og ’Stamme’. […] Hav aldrig et billede af en veltilpasset afrikaner på bogens forside, eller inden i den, bortset fra hvis denne afrikaner har vundet Nobelprisen. En AK-47, fremstående ribben, bare bryster: Det skal du bruge. Hvis du absolut skal have en afrikaner med, så sørg for, at det er en, som er iført traditionel masai-, dogon- eller zulubeklædning. I teksten skal du omtale Afrika, som om det var ét land. Det er varmt og støvet med bølgede græssletter, enorme dyreflokke og høje tynde mennesker, der sulter. Eller også er det varmt og fugtigt med meget små mennesker, som spiser aber. Du behøver ikke gå op i præcise beskrivelser: Afrika er stort: fireoghalvtreds lande og 900 millioner mennesker, som har alt for travlt med at sulte og dø og gå i krig til at læse din bog.” (http://granta.com/how-to-write-about-africa/)

Det, der kendetegner den afropolitanske litteratur, i forhold til den litteratur der skrives i Afrika for et afrikansk publikum, er altså groft sagt, at den er henvendt til vestlige læsere. Der skal være eksotiske elementer, som giver romanerne en anden farve og stemning, end hvis forfatteren var amerikaner eller europæer flere generationer tilbage, men der skal også være en genkendelighed i miljø og stil, som ikke fremmedgør læseren fuldstændig.

I en klassisk forståelse er afrikansk litteratur på engelsk præget af en stærk didaktisk og politisk tilgang til, hvad litteratur er. Litteraturen skal kunne bruges til at forstå samfundet, til at lære noget, skal være engageret og have holdninger til verden. Formen er underordnet indholdet, kunne man sige. Den litterære tradition bærer i mange afrikanske lande præg af, at kunsten har været brugt i redskab i kampen for uafhængighed op gennem det tyvende århundrede, som en måde at forstå og gøre oprør mod et undertrykkende system. Den ”autentisk afrikanske” litteratur er den, som engagerer sig i samfundet, skrevet af forfattere, som på en meget reel måde betaler prisen for at være politiske, bl.a. gennem censur, forfølgelse og fængslinger.

Derfor bliver der også stadig set med en vis mistro på de forfattere, som har deres rødder i Afrika, men som rejser væk som unge, ofte for at gå på universitetet i et vestligt land, og dér begynder at skrive. Somme tider kommer de hjem til Afrika igen, men er blevet fremmedgjort over for det hjemlige efter mødet med en anden livsmåde og især måske også gennem uddannelse. Eller de bliver i en slags ”eksil” i Vesten og skaber deres karrierer, finder en ægtefælle, slår sig ned. Og alt dette skriver de om, og de vestlige læsere vil gerne høre om det – måske bl.a. fordi det altid er spændende at høre om mennesker, der befinder sig i en form for identitetskrise.

Det fremmede gjort tilgængeligt

Hvad er så det særligt afrikanske, altså det som en vestlig læser forventer at få i en afropolitansk roman? Det er nok først og fremmest indblik i og beskrivelser af en anderledes kultur, et anderledes miljø, end det man kender: Forfatteren formidler en viden om steder og skikke, som ikke er kendt for læseren, som ikke optræder i film og tv-serier, som ikke ligner læserens egen hverdag. Og historierne foregår i en anden historisk kontekst, hvor dramatiske begivenheder som krig, sult, migration, folkemord, fattigdom og aids, racisme og kolonihistorie, tørke og vilde dyr, er en del af hverdagen. Dét er selvfølgelig det anderledes element, og i den afropolitanske litteratur er disse afrikanske indholdselementer sat i spil over for en vestlig kultur, der hvor fortælleren befinder sig nu. Måske er det også det, der er tiltrækningen ved denne type litteratur: Forfatteren sætter den fremmedhed i spil, som vi som vestlige læsere oplever i mødet med det ”afrikanske”, vi kan på en måde identificere os med fortællerens oplevelse af at befinde sig mellem to steder. Og der er al mulig grund til at glæde sig over, at forlagene vælger at udgive afropolitanske forfattere, fordi vi som læsere måske ad den vej kan få et mere nuanceret syn på det fremmede og få afmonteret nogle at vores automatiserede forestillinger ved at have den også fremmedgjorte, men alligevel indsigtsfulde fortæller som identifikationspunkt.

På den anden side kan man sige, at litteraturen jo altid pr. definition præsenterer os for en verden, vi ikke kender, men som vi via fortællingen får en mere inderlig adgang til, end man fx gør gennem journalistiske reportager – netop fordi vi får mulighed for at forestille os, hvordan det er at være i den verden, set indefra. Vi kan gennem en romans hovedpersoner pludselig befinde os i en anden tid, et andet sted, et andet køn, alder, en anden etnicitet eller seksuel orientering, og opleve helt andre ting, end vi ellers har mulighed for.

Derfor er det i princippet heller ikke anderledes at oversætte en afropolitansk roman end en hvilken som helst anden roman – der er som regel altid elementer af fremmedhed og genkendelighed i større eller mindre omfang. Og sproget kan være mere eller mindre vanskeligt at forstå, afhængig af forfatterens stilleje og evne til at skrive forskellige stemmer frem i litteraturen. Nuancerne er mangfoldige, og hver eneste gang man skal til at oversætte en roman, må man i et vist omfang gå ind i romanens verden, solidarisk og helhjertet, for at kunne gengive den ordentligt på sit eget sprog. Som oversætter hjælper det selvfølgelig i researchfasen at have været de steder, der er beskrevet i en roman, at vide, hvad personerne i bogen mener, også mellem linjerne, når de taler om bestemte ting, som man ikke umiddelbart kan slå op i en ordbog. Og for mig, der har rejst og boet i forskellige afrikanske lande og skrevet speciale på universitetet om afrikansk litteratur, er der selvfølgelig mange ting, jeg ikke behøver undre mig over, men som jeg bare ved uden at undersøge det.

Mangfoldigheden i det afropolitanske på dansk

For de afropolitanske forfattere kan der også være et dilemma – på den ene side er de jo ”bare” forfattere, der skriver om det, de nu føler trang til at skrive om, ligesom vestlige forfattere gør: familieproblemer, identitetskriser, krimigåder, romantiske forviklinger, krigstraumer, parforhold, religion, forholdet til forældre og børn, ungdomsliv osv. osv. På den anden side gør deres rødder også, at læserne måske forventer noget ”afrikansk” af deres bøger – og ikke mindst, at forlagene ser en mulighed for branding og salg i deres eksotiske baggrund. Som den amerikansk-nigerianske forfatter Teju Cole for et par år siden udtalte i et interview med Politiken, så er det et dilemma, man står i som kunstner. ”Som kunstner foretrækker jeg også at tænke, at gennembruddet [for afropolitansk litteratur] handler om, at det, der bliver skrevet, har en høj litterær kvalitet. Som forfatter skriver jeg ikke bare noget ned, som jeg har hørt. Jeg giver også stoffet en litterær form.” (https://politiken.dk/kultur/boger/art5530544/Tendens-Afrikanere-er-brandvarme-p%C3%A5-bogscenen)

Hans roman Åben by (Batzer & Co. 2014, overs. af Juliane Wammen) handler om en ung mand, der vandrer rundt i New York og funderer over byen og verden efter 11. september og samtidig begræder et forlist parforhold. I dét er der ikke mange ”afrikanske” elementer. I Taiye Selasis Gå væk, Ghana (Gyldendal 2013, overs. af Juliane Wammen) foregår store dele af romanen i USA, hvor en flok søskende på hver deres måde lever deres liv og skal forholde sig til tabet af deres fraværende far. Der er elementer af ghanesisk og nigeriansk historie, men romanen er i høj grad en klassisk litterær familiesaga, om hvordan generationer glider fra hinanden og finder sammen igen.

Inden for de senere år er ikke så få romaner af såkaldt afropolitanske forfattere blevet oversat til dansk. De er skrevet af forfattere med afrikanske rødder, der bor i Vesten, og som ofte beskriver denne tilstand af at befinde sig mellem to kulturer, den vestlige og den afrikanske, i deres romaner. Det er i hvert fald sådan de tit bliver solgt, disse bøger. Men som altid er sandheden langt mere broget. En del af romanerne har ganske rigtigt elementer af migrations- og identitetshistorie og sort-hvid-problematikker. Men mange handler i lige så høj grad om alt muligt andet. I løbet af det seneste år er der således udkommet romanen Spor 83 af Fiston Mwanza Mujila (Jensen & Dalgaard 2017, overs. af Rikke Mai Pohl), som centrerer sig om en natklub og dens gæster i en fiktiv bystat i Congo, eller Imbolo Mbues Drømmemestrene (Hr. Ferdinand 2017, overs. af Birgitte Steffen Nielsen) om ægteskaber i opløsning og den amerikanske drøm. Yaa Gyasis Hjemfærd (Lindhardt & Ringhof 2016, overs. af Louise Ardenfelt Ravnild) og Taiye Selasis Gå væk, Ghana er begge klassiske familiesagaer bredt ud over flere generationer og over flere kontinenter, ligesom Chigozie Obiomas Vi var fiskere (Klim 2016, overs. af Ninna Brenøe), der dog primært foregår i Nigeria. Chimamanda Ngozie Adichies En halv gul sol (Gyldendal 2007, overs. af Susanne Staun) var den første og kendteste af disse stort opslående familiesagaer; siden har forfatteren skrevet både noveller, essays og andre romaner og er på det seneste især blevet kendt for sine holdninger til moderskab og feministiske spørgsmål med bøgerne Det du har om halsen, 2010, Americanah 2014, Vi burde alle være feminister, 2014, og Brev til en nybagt forælder, 2017 (alle Gyldendal og overs. af Susanne Staun).

I 2014 udkom NoViolet Bulawayos Vi skal have nye navne (Forlaget Republik 2014, overs. af François-Eric Grodin), der følger en ung zimbabwisk kvindes liv og rejse ud i verden, og Joseph Anyurus En storm kom fra paradiset (Gyldendal 2013, overs. af Mette Moestrup) om forfatterens fars liv og lignende rejse fra der til her.

At oversætte afropolitansk litteratur

Hver gang jeg går i gang med en ny oversættelse, åbner jeg bogen med en blanding af fascination og let angst over den kommende opgave. Jeg oversætter romaner, for det meste fra engelsk, så de bøger, jeg får lov at beskæftige mig med, er som regel relativt lange. Derfor kommer jeg til at spendere en god del af min tid i selskab med den verden, forfatteren har valgt at præsentere mig for. Jeg kan derfor kun håbe, at jeg kommer til at befinde mig godt i den verden – men uanset hvad har jeg ikke noget valg, når først kontrakten er underskrevet, og bogen slået op på første side: Jeg skal igennem, og det skal gøres så godt som muligt i loyalitet over for den, der har skrevet ordene til at begynde med. Og af respekt for læserne, som ikke skal snydes for hverken grundighed, stil eller skævheder, blot fordi de ikke lige behersker det sprog, romanen oprindeligt blev skrevet på. Det ville også være for meget forlangt – der findes trods alt flere tusinde forskellige skriftsprog i verden – og selvom jeg oversætter fra det mest udbredte af disse, er det ganske anderledes at læse sit modersmåls sprog end et sprog, man formodentlig nok behersker ringere, end man selv tror.

Som oversætter kommer man således ekstremt tæt på teksten, dybt ind i den, og det er uendeligt fascinerende at arbejde med noget, som både er meget fremmed og meget genkendeligt, at befinde sig i den dobbelthed og være med til at formidle den til andre læsere. Det er mit håb, at mine oversættelser kan være med til at give den danske læser en fornemmelse af denne dobbelthed, en indgang til det fremmede i et medium, som gør det tilgængeligt. Der er en mangfoldighed af verdner at få adgang til gennem litteraturen, og de afropolitanske forfatteres værker et interessant felt at gå i gang med som læser.

Find den oprindelige artikel på Litteratursiden her. Og læs mere om Litteratursidens tema om afropolitansk litteratur her.

No Comments

Post a Comment