I oversætterkunstens tegn – fortsat

Af Nanna Kalkar og Lilian Kingo

Anden halvdel af Babelfiskens reportage fra Århus-arrangementet I oversætterkunstens tegn, på Godsbanen den 20. september (se første del på Babelfisken fra den 6. november): Lilian Kingo og Nanna Kalkar deler her deres oplæg og interview henholdsvis – først Lilian Kingo om Faldgruber i oversættelse fra svensk til dansk, derefter Nanna Kalkars Samtale mellem oversætter Nanna Kalkar og forfatter Felicia Welander.

Af Lilian Kingo

I anledning af vores Århus-arrangement ”I oversætterkunstens tegn” den 21. september fortalte jeg om mine erfaringer med faldgruber i oversættelse fra svensk til dansk. Det her er, hvad jeg kom ind på:

Faldgruber i oversættelse fra svensk til dansk

Hvis to mennesker møder hinanden første gang – den ene en dansker og den anden en svensker – og svenskeren spørger danskeren: ”Vill du bolla med mig?” så vil danskeren nok mene, det er et temmelig nærgående og grænseoverskridende spørgsmål. Men det er det overhovedet ikke for svenskeren, for han eller hun har sådan set bare spurgt danskeren, om de to skal udveksle idéer. ”Att bolla” på svensk betyder at ”spille bold” med idéer.

Man kan komme så gruelig galt af sted, hvis man regner med, at ord, der lyder og staves nogenlunde ens på svensk og dansk, så også betyder det samme. Det gør de nogle gange, andre gange ikke. De fleste kender de mest almindelige: glasögon (briller), frukost (morgenmad) og korv (pølse). Men der er langt flere, og her kommer et par af de knap så kendte, alle sammen adjektiver:

Försmädlig betyder ikke forsmædelig, men spydig/hånlig.

Tillgiven har ikke noget med tilgivelse at gøre, men betyder hengiven.

Olustig betyder ikke, at noget ikke er morsomt, det betyder utilfreds eller ubehagelig.

Tillfällig kan både betyde tilfældig og midlertidig, og det gør jo en vis forskel i en sætning, om ordet har den ene eller den anden betydning.

Nogle gange tror vi som oversættere, at vi ved, hvad et ord betyder, også selvom vi ikke har slået det op. En god oversætter vil altid studse, hvis der er noget i en tekst, der lyder underligt, eller som ikke giver mening – det siger sig selv. Men det farlige er, når en forkert oversættelse af et ord eller en vending giver mening i teksten, for så studser oversætteren jo ikke. Det skete for mig to gange i starten af min karriere som oversætter fra svensk, og heldigvis havde jeg i begge tilfælde en vågen og svenskkyndig redaktør.

Det ene af ordene var ”Vintergatan”, som betyder ”Mælkevejen”. Ordet optrådte i en bog, hvor vinteren var iskold og hård, og hvor der lå sne og is overalt. Hovedpersonen var lige steget ud af sin bil, og hun kiggede ud på et islandskab i en by. Beskrivelsen af al den is og frost blev afsluttet med: ”Vintergatan blänkade,” og jeg så for mig, hvordan gadelygterne fik isen på den vinterlige gade til at glimte, så jeg studsede ikke. Hurra for gode redaktører. I øvrigt har Anne Marie Bjerg skrevet en bog om oversættelse fra svensk, hvor hun også begår en bommert med ”Vintergatan”.

et andet ord var ”Ormbunka”, som betyder bregne. Også her var det iskold vinter, og hovedpersonen sad og kiggede på nogle iskrystaller på ruden. En af dem sammenlignede hun med en ormbunka. Jeg så en masse slanger for mig (”orm” på svensk betyder jo ”slange”), som viklede sig ind og ud af hinanden, altså ikke slanger med bløde former, som de ser ud i virkeligheden, men sådan nogle stiliserede slanger som i vikingesmykker eller keltiske smykker, hvor de snor sig ind og ud af hinanden i geometriske former. Endnu et eksempel på et sted, hvor jeg ikke studsede, fordi min fejloversættelse gav mening. Endnu en gang hurra for gode redaktører, så jeg slap for røde ører.

Et eksempel på en oversættelse, hvor jeg helt klart selv ville have studset, hvis det havde været mig, der oversatte den pågældende bog, er denne: To børn ligger bundet og kneblet i deres senge, og tre skurke har tænkt sig at stikke ild til den hytte, de befinder sig i. Men vores heltinde er rykket ud og har allerede uskadeliggjort den ene af skurkene, og nu venter hun inde i hytten sammen med børnene på, at de to andre skal komme ind. Hun fortæller børnene, at det snart er overstået, hvorefter hun siger: ”Blunda!” Og det blev oversat til: ”Læg jer til at sove”. Men ”att blunda” betyder ikke at tage sig en blund eller at sove, det betyder ”at lukke øjnene”. De færreste lægger sig vel til at sove, hvis de er i livsfare.

Så ja, som oversætter skal man studse, hvis noget lyder sært, og man skal være vågen. Men hånden på hjertet: Nogle gange er man mere vågen end andre gange. Og hvis man sidder og småsover, kan der snige sig direkte oversættelser ind i teksten, f.eks. af disse meget almindelige svenske ord:

Att le – at smile (og ikke le)

Tak – loft (og ikke tag, i hvert fald ikke altid)

Undra – spørge (og ikke undre sig)

Samtal – telefonopkald (og ikke samtale, i hvert fald ikke altid)

By – landsby (og ikke by)

Skjul – udhus/skur (og ikke skjul)

Söt – køn (og ikke sød, i hvert fald ikke altid)

Jeg har mere end én gang opdaget, når jeg gennemlæser det, jeg har råoversat, at jeg har oversat ordene ”lige over”. Og her er et par lidt mere underholdende af slagsen, som også kan optræde, hvis man sidder og kører lidt for meget på automatpilot:

Legosoldat – lejesoldat (og ikke Legosoldat)

Ruska på huvudet – ryste på hovedet (og ikke ruske på hovedet)

Byta kläder – skifte tøj (og ikke bytte tøj)

Hvis det er så som så med vågenheden, kan det også gå galt ved sammensatte ord. Her er et par stykker:

Svensk: krigsföring – dansk: krigsførelse

Svensk: hälla upp – dansk: skænke op

Svensk: blåsa röken ut – dansk: puste røgen ud (altså når man ryger)

Svensk: tvåspråkig – dansk: tosproget

Svensk: utbredning – dansk: udbredelse

Svensk: avtjäna – dansk: afsone (en fængselsstraf)

Svensk: avguda – dansk: forgude

Svensk: skrupelfri – dansk: skruppelløs

Svensk: förvränga – dansk: fordreje (sandheden)

Svensk: halstablett – dansk: halspastil

Svensk: räddande ängel – dansk: frelsende engel

Det er sket mere end én gang, at jeg har fundet nogle af de ovenstående i en råoversættelse, selvom jeg jo udmærket godt ved, at det ikke hedder ”skruppelfri” eller ”reddende engel” på dansk.

De ord, der er så tæt på hinanden på svensk og dansk, er efter min mening de største faldgruber, når man oversætter fra svensk. Når jeg læser korrektur på mine oversættelser fra svensk, finder jeg helt andre fejl, end når jeg læser korrektur på mine oversættelser fra engelsk. Fra engelsk handler det tit om hele sætninger, der lyder lidt ”off”, mens det fra svensk tit handler om (dumme) fejl i enslydende/næsten-enslydende ord og vendinger.

Jeg holdt dette foredrag for et par år siden, og dengang havde jeg et stykke papir liggende ved siden af min computer i flere måneder, så jeg kunne skrive de tricky faldgrube-ord ned, efterhånden som jeg stødte på dem. Mange af dem er havnet i dette foredrag. Da jeg blev bedt om at fortælle om faldgruber fra svensk til dansk en gang til i anledning af ”I oversætterkunstens tegn”, lagde jeg endnu en gang et stykke papir ved siden af computeren, og her er et par af de nye:

Det svenske ord ”sur” kan både betyde ”sur”, ”våd”, ”forarget” og ”irriteret”.

Chokladkaka betyder en plade chokolade (og ikke chokoladekage, i hvert fald ikke altid).

Vita gäss på havet betyder hvide bølgetoppe (og ikke hvide gæs, i hvert fald ikke når man står og ser ud over havet i blæsevejr og beskriver, hvordan det ser ud).

Af Nanna Kalkar

Samtale mellem oversætter Nanna Kalkar og forfatter Felicia Welander. 

I samtalen med svenske Felicia Welander, som debuterede med sin bog Kanske imorgon i 2015, der nu er udkommet på dansk med titlen Måske i morgen, talte vi blandt andet om, hvad der havde inspireret hende til at skrive bogen. Den tager afsæt i nogle meget alvorlige emner – at miste et barn og at være dødeligt syg – hvordan fik du inspirationen til, at den netop skulle handle om det?

Felicia: Jag konfronterades tidigt i livet med en stor sorg när min bästa vän dog i en bilolycka. Sedan dess har jag funderat mycket kring vad sorg gör med människor, hur olika vi sörjer, men också vad det är som gör att nästan vad vi än upplever – så kan vi människor ta oss vidare och hitta någon form av mening. Det som var avgörande för mig i den situationen var vänskap. Därav temat på den här trilogin.

Bogen bærer undertitlen ”en venskabsroman”, og det er også det spirende venskab mellem Eva og Mona, som driver handlingen frem, selvom Eva til at begynde med er meget modvillig og helst vil være alene med sin sorg, mens Mona umiddelbart virker meget påtrængende og overdrevet entusiastisk. De har det til fælles, at de begge har taget en stor beslutning: Eva vil begå selvmord, fordi hun ikke kan leve med savnet efter sin datter, og Mona vil nyde livet nu og her, fordi hun ved, at hun er syg og måske ikke får lov til at leve ret længe.

Jeg spurgte Felicia, hvilken betydning hun tror, at venskab har for mennesker generelt – for vores måde at være sammen på? For vores overlevelse som mennesker i en verden, hvor individualismen vinder mere og mere frem? Og hvad er det for en styrke, de to kvinder giver hinanden?

Felicia: Jag tror att vänskap är alldeles livsavgörande för oss människor. Att vi finns för varandra, lyfter varandra. Men jag tror också att den vänskapen kan komma i mycket oväntade former. Jag valde en stark kvinnlig vänskap eftersom det är vad jag själv har upplevt, men den kan komma från oväntat håll. Personligen tror jag att vi mer och mer bliver individualister, men att det inte nödväntdigtvis behöver vara negativt, så länge vi är öppna för andras olikheter. Det som blir farligt är när vi stänger in våra känslor och bliver rädda. Det är också något jag försökt illustrera med den här boken. Att vi kan vara extremt olika, men ändå berika varandras liv. Vi människor behöver varandra.

De to hovedkarakterer i Felicias bog kan som typer virke ret ekstreme og ganske stædige. Hvorfor vil Monika for eksempel ikke fortælle Erik, at hun er syg? Hun har tidligere fået kemoterapi i et helt år, hvor hun bildte ham ind, at hun var ude at rejse, og nu er svulsten vendt tilbage, og hun vil ikke sige noget om det – hvad er det, hun er bange for?

Eva ’tackler’ sin sorg ved at være indadvendt og trist, mens Monika forsøger at være (overdrevet) positiv over for livet; det interessante er, at man umiddelbart kan leve sig mere ind i Eva, mens man synes, at Monika er ’for ekstrem’ i sin livsglæde. – Evas ekstreme beslutning om at tage livet af sig er på mange måder lettere at forstå, og det siger måske også noget om, at man bag Monikas glæde fornemmer sorgen, som hun forsøger at skjule, så derfor virker hun uægte. Eva er derimod ikke i stand til at opbygge en facade på samme gennemgribende måde, selvom hun dog har undladt at fortælle på sit arbejde, at hun har mistet sin lille datter. Hvem af de to kvinder føler du dig mentalt tættest på, hvis man kan sige noget om det?

Felicia: Ja, Monika kan verka modig men hon är också rädd. För att överleva har hon skapat sig en roll av den glada, spontana, roliga, äventyrliga. Därför blir hennes egen sjukdom svår att hantera. Den person hon är när hon är sjuk känner hon sig så långt ifrån. Det är inte den hon vill vara. Hon vägrar helt enkelt vara den personen för Erik och fortsätter istället upprätthålla bilden om den hon är i hans ögon. Jag tror ofta det är så, även om det inte är så extremt som i det här fallet – men att vi döljer våra sorger och istället skapar oss fasader. Det kan bli farligt i längden. Jag skulle säga att både Eva och Monikas syn på världen båda är orealistiska eftersom de är två ytterligheter.

När jag skapade Kanske imorgon ville jag använda mina egna känslor men skapa en berättelse om två karaktärer som var så långt ifrån mig som möjligt. Så olika mig som det bara gick. När jag skrivit klart insåg jag att det inte alls blev så. Jag känner igen mig i båda. När jag mår dåligt är jag mer som Eva och när jag mår bra mer som Monika, fast inte alls så extremt förstås.

Naturen spiller ofte en central rolle i bogen, ikke bare som kulisse, men som et sted, hvor især Monika henter energi og føler sig fri og hjemme og forelsket. Jeg spurgte Felicia, om hun selv har et lidt romantisk eller måske nostalgisk forhold til naturen, og om det også virker livgivende på hende at være midt i den?

Felicia: Ja, naturen är extremt viktig för mig. Jag tillbringar mycket tid – både ledighet och skrivande – i ett litet hus vid en sjö i Södra Hälsingland – i mitten av Sverige – och har gjort sedan jag var liten. Även Stockholm, där jag har min vardag, är full av vatten och natur och det är väldigt viktigt för mig att hela tiden få några pauser i den, den är ett stöd för mig och en slags vän den också. En stor del av mina berättelser börjar som en tanke på en promenad i naturen.

Til slut samlede jeg op på bogen og dens budskab om vigtigheden af et venskab, og jeg spurgte Felicia, om hun kunne sige et par ord om den næste bog i den planlagte trilogi:

Selvom Monika og Eva er vidt forskellige i deres tilgang til livet, finder de altså alligevel hinanden, fordi de begge bærer rundt på en sorg, som er svær at håndtere alene. Og jeg fornemmer også tydeligt, at du med denne bog fortæller det, som du var inde på tidligere: at det at betro sig til andre mennesker, at have en ven, man kan dele sorger og glæder med, er livsnødvendigt for vores overlevelse.

Jeg læser bogen som en bekræftelse af, at det er bedre at kaste sig ud i venskabet og dermed risikere at miste det igen, end det er at beskytte sig selv ved aldrig at lade andre komme tæt på. Man er nødt til at turde løbe risikoen og lukke andre mennesker ind, fordi vi er stærkere sammen end alene – ikke sandt?

I løbet af bogen kommer både Eva og Monika til at skulle træffe nogle store beslutninger, og det er tydeligt, at venskabet har forandret livet for dem begge – kan du løfte sløret for bog nummer to i trilogien; får Eva en ny veninde, og hvordan går det med hende og Patrik?

Felicia: Ja, utan att avslöja för mycket om slutet på Kanske imorgon eller nästa bok, Bara idag, kan jag avslöja att Evas och Monikas vänskap fortsätter genom hela trilogin, men kanske inte på det sätt som man förväntar sig. Jag har också velat undersöka hur det är att gå vidare utan att någonsin glömma. Hur lever de vi förlorat vidare i våra liv? Hur påverkar de oss? Hur påverkar en vän oss och våra val? Är vänskap något som kan avslutas? Det är något jag kommer undersöka i de andra två böckerna. I nästa bok som på svenska heter ”Bara i dag” kommer Patrik och Eva ge sig ut på en resa, men Monika finns också med på ett hörn – och det får konsekvenser.

No Comments

Post a Comment