Orhan Pamuk: Hr. Cevdet og hans sønner

Månedens oversættelse

Af Nanna Lund

I morgen, fredag den 20. oktober, udkommer Orhan Pamuks debutroman fra 1982, Hr. Cevdet og hans sønner, på Gyldendal i min oversættelse. Jeg kender ikke modtagelsen i skrivende stund, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg er noget nervøs. Dels fordi det er Pamuk, for pokker, men især, fordi det er en relæoversættelse af Hanser Verlags tyske version v. Gerhard Meier – altså en oversættelse af en oversættelse. For jeg kan nemlig ikke tyrkisk, kan jeg afsløre.

Pamuk var kun 22, da han begyndte at skrive Hr. Cevdet og hans sønner, og 30, da den udkom. Han skriver i efterordet: ”Der gik en del år, efter at jeg havde skrevet Hr. Cevdet og hans sønner, hvor jeg skammede mig lidt over den, fordi den lagde sig så tæt op ad den europæiske ‘slægtsroman’ og desuden var min første roman”, og så vidt jeg har forstået, ønskede han den til at begynde med ikke oversat. Så skiftede han mening, og nu findes den efterhånden på alle de sprog, han i øvrigt er oversat til – eller også er den på vej. Og man kan da også godt mærke, at det er en debut: Sproget er enkelt, pointerne måske lidt overtydelige. Men historien er der ikke noget i vejen med – en fabelagtigt farverig, morsom, dramatisk og rørende skildring af tre generationer af en købmandsfamilie i Istanbul fra 1905 til begyndelsen af 1970’erne.

Så jeg er overhovedet ikke nervøs på Pamuks vegne – Hr. Cevdet er en god bog og vil kun skabe mere sympati for hans forfatterskab. Men som oversætter, nej, relæoversætter, er jeg bestemt nervøs.

Oversættere lever ofte en upåagtet tilværelse, det kan vi alle sammen skrive under på. Mange læsere af oversat litteratur gør sig ingen (som i: overhovedet ingen) overvejelser om oversættelsens kvalitet, ja, måske tænker de ikke engang på, at der faktisk har siddet et menneske og brugt måneder på at forvandle Folletts A Column of Fire til Den Evige Ild. Anmelderne ved det godt, men nævner det sjældent, undtagen i oplagte tilfælde, fx nyoversættelser af klassikere. Vi må ofte henvende os til medierne for overhovedet at få dem til at huske at nævne os, når de omtaler en nyudgiven oversat bog. Det er et vilkår ved vores metier.

Men indimellem kan det ske, at ”de derude” får øje på os. Det skete for eksempel sidste år, da netop Pamuks seneste roman, Dette fremmede i os, udkom på dansk. Først var anmelderne begejstrede, ikke mindst for sproget, men så var der en af dem, der bemærkede, at der var tale om en relæoversættelse. Fra engelsk, i øvrigt fremragende gjort af en af vores bedste, Claus Bech. Og så var det pludselig … ”en tvivlsom affære”, som der stod. Ja, ligefrem noget ”luskeri”. Så kørte Facebookdebatten, og den var ikke køn.

Man kan sige meget om problemerne med at relæoversætte. Juliane Wammen har sagt det meste i et udmærket interview, hun gav til Bogmarkedet i anledning af sin relæoversættelse af den koreanske roman Vegetaren af Han Kang. Her fortæller hun klogt om den grundlæggende usikkerhed, der er forbundet med at relæoversætte på grund af det ekstra led mellem oversætter og originaltekst, og jeg kan fuldstændig tilslutte mig. Men det vil være for meget at bede en oversætter om at fravælge visse opgaver udelukkende af idealistiske årsager (fordi relæoversættelser er noget ”luskeri”, som nogen mener), eller fordi de ikke er behagelige. Vi er jo alle sammen freelancere. (Desuden var jeg beroliget af det faktum, at manden bag den tyske version, som jeg oversatte fra, Gerhard Meier, har oversat en masse Pamuk for Hanser og derfor måtte formodes at have godt styr på forfatterskabet).

Ansvaret for at vælge en relæoversættelse ligger hos forlaget, og i tilfældet med Hr. Cevdet er jeg overbevist om, at forlaget har haft gode grunde til at vælge den løsning.

Når alt det er sagt, er der nok ingen tvivl om, at Hr. Cevdet ville have set anderledes ud, hvis den var blevet oversat direkte fra tyrkisk, som naturligvis havde været ideelt; for selvfølgelig smitter den tyske syntaks og sprogtone af på oversættelsen. Men forhåbentlig ville den kun have været lillebitte smule anderledes? Det kan jeg håbe.

No Comments

Post a Comment