Af Alexander Rode

Oversættelsesbranchen er inde i en drastisk overgangsperiode. Måden, man oversætter på, ændres radikalt. Hvor man før oversatte på ”traditionel vis”, dvs. i tekstbehandlingsprogrammer og med hjælp fra basale oversættelsesværktøjer, er maskinoversættelse nu så godt, at det skal benyttes af professionelle oversættere. Oversættere skal redigere maskinoversættelsen, indtil kvaliteten er lige så høj, som hvis de selv oversatte teksten fra bunden. Denne fremgangsmåde kaldes efterredigering (eller post-editing), og denne nye oversættelsesmåde er mildest talt ikke populær blandt de professionelle oversættere. Det blev understreget på den årlige danske oversætterdag i 2014, også kaldet Hieronymusdagen, hvor maskinoversættelse og efterredigering var på dagsordenen. Her blev der luftet en masse frustrationer over, at det nu var knap så sjovt og kreativt at oversætte, at lønningerne bliver ringere, og at kvaliteten bliver forværret, uden at oversætterne kan påvirke det. Jeg var til stede den dag, og jeg var ærlig talt overrasket over, at argumenterne oftest var baseret på følelser og formodninger. Det overraskende var ikke, at de deltagende sagde, hvad de mente, men at der ikke var nogen former for videnskabelige undersøgelser eller empiri, der kunne give et realistisk billede af, om maskinoversættelse og efterredigering rent faktisk ville styrke eller svække oversættelsesbranchen og oversætternes arbejdsvilkår.

Det er ikke kun danske oversættere, der stiller store spørgsmål ved efterredigering. I forbindelse med en større international undersøgelse blev 24 professionelle oversættere med betydelig erfaring inden for efterredigering stillet en række spørgsmål. Ifølge dem var ikke nogen tvivl om, at efterredigering øgede produktiviteten, og der var samtidig bred enighed om, at kvaliteten ikke blev forværret, så længe oversætterne var tilstrækkeligt trænede i at efterredigere. Hvad var problemet så? Det var, at oversætterne ikke længere følte, at deres indsats blev anerkendt, og det var på den baggrund, de mente, at efterredigering overordnet set havde sat et dårligt præg på branchen. Efter at have researchet en masse om emnet har jeg fået indtryk af, at efterredigering isoleret set ikke nødvendigvis behøver at true kvaliteten af oversættelser, men derimod mere lysten til at oversætte. Det er bundærgerligt og noget, der kan svække branchen markant, om end på en anden måde, end vi måske startede ud med at tro. Heldigvis går jeg med den følelse, at det er et problem, som vi i fællesskab kan arbejde os ud af.

Hvordan påvirker efterredigering egentlig oversættelsesbranchen?
Det spørgsmål er noget nær umuligt at svare på, fordi efterredigering stadig befinder sig i teststadiet. Dog kan min egen historie om, hvordan jeg begyndte at interessere mig for maskinoversættelse og efterredigering, måske hjælpe med illustrere den problematik, vi i oversættelsesbranchen står over for i dag. Historien er hverken særlig inspirerende eller romantisk, men den er til gengæld ret pudsig og ironisk, og så har den nogle bemærkelsesværdige ligheder med nogle af de ting, der i øjeblikket sker i oversættelsesbranchen.

Jeg havde netop bestået 10. klasse med et karaktergennemsnit, som jeg for længst har valgt at fortrænge. Jeg blev af min tidligere klasselærer – helt berettiget – indstillet til en optagelsesprøve for at komme ind på gymnasiet, og den fik jeg lige akkurat charmeret mig igennem. Det var ganske vist ikke den start på mit voksenliv, jeg havde forestillet mig, og man skulle tro, at jeg lærte noget af den. Det gjorde jeg også, men traditionen tro for os drenge, der på notorisk vis udvikler os meget sent, skulle jeg lige have et sidste wakeupcall, der samtidig viste sig at være toneangivende for mit videre liv. Her henviser jeg til min skriftlige spanskeksamen på gymnasiet i 2005. Jeg havde jo vigtigere ting at foretage mig end at læse op, og det er som bekendt temmelig svært at charmere sig ud af en skriftlig eksamen. Men livet er rigt på muligheder, og derfor fandt nogle af de andre gutter og jeg frem til et program, som kunne installeres og bruges direkte i Microsoft Word, så man ikke behøvede en internetforbindelse for at få det til at fungere, da det nemlig ikke var tilladt at være forbundet til internettet under eksamen. Programmet kunne i bund og grund automatoversætte en tekst, men slet ikke i samme kvalitet, som de mest benyttede maskinoversættelsesprogrammer kan i dag. Faktisk kunne det slet ikke bruges til andet end at slå et ord op ad gangen, og hvis man brugte det anderledes, ville man aldrig nogensinde bestå. Vi syntes alligevel, det var smart, fordi vi kunne slå ord op meget hurtigere end i en fysisk ordbog, som alle de andre studerende sad og fedtede med, og så slap vi også for at købe en ordbog. Vi formåede at øge vores produktivitet og samtidig spare nogle penge.

Lyder det bekendt?

Skoleledelsen opdagede vores smarte foretagende og dumpede os alle sammen uden at blinke. De købte ikke vores forklaring om, at programmet kun kunne bruges til at slå ord op ligesom en helt ordinær ordbog. Det var i deres øjne eksamenssnyd, fordi hvordan kunne det være andet? Jeg har gennem mit liv oplevet mange episoder, hvor moderne teknologi er blevet mødt med en stor portion skepsis, som er baseret på en blanding af uvidenhed og en form for frygt for det, man ikke kender til. Det er bare en skam, at vi ikke forsøger at erstatte en følelsesbaseret og doven tilgang med en videnskabelig og nysgerrig en af slagsen. I dag har jeg ironisk nok en kandidatgrad i oversættelse og formidling fra Københavns Universitet og arbejder som projektleder for verdens førende virksomhed inden for oversættelse og lokalisering, Lionbridge, som i allerhøjeste grad bruger oversættelsesteknologi på daglig basis til stor glæde for både virksomhedens kunder og virksomheden selv. Her blev jeg efter knap en måneds tid indstillet til at være den interne superbruger af maskinoversættelse. Det er lidt sjovt, hvordan tingene af og til flasker sig.

Ny teknologi vil altid skræmme nogle mennesker væk fra at se de positive sider, som den også kan medbringe. I stedet for at vi sætter os ned med armene over kors og lukkede øjne, er det vigtigt, at vi bruger energien på at finde på løsning, hvor vi kan bruge efterredigering på en ansvarlig måde, og hvor det hverken går ud over oversætternes arbejdsvilkår eller kvaliteten af vores arbejde. Det økonomiske potentiale, som maskinoversættelse og efterredigering har, gør, at de kommer til at spille en altoverskyggende rolle i vores branche fremadrettet, og det forsvinder ikke, hvis vi bare kigger den anden vej. Derfor vil jeg gerne lægge ud med at trække hele diskussionen omkring maskinoversættelse og efterredigering i den rigtige retning.

Jeg besluttede mig for, at mit speciale skulle være et helt grundlæggende komparativt studie af traditionel oversættelse og efterredigering, som forhåbentligt kunne bidrage med noget empiri og indbyde til en lidt mere nuanceret dialog om den nye teknologi, som mange føler bliver trukket ned over hovedet på os. Eftersom der i oversættelsesbranchen altid har været meget fokus på produktivitet og kvalitet, var det oplagt at indsnævre mit speciale til de to parametre, så det ikke blev uoverskueligt, men derimod meget mere håndgribeligt og nemmere at forholde sig til.

Øges produktiviteten overhovedet?
Jeg startede med at måle produktivitet ved at bede seks professionelle fuldtidsoversættere om at oversætte to sammenlignelige avisartikler fra engelsk til dansk, mens det blev optaget, så jeg kunne aflæse, hvor lang tid de var om det. Først dannede jeg mig et overblik over, hvor lang tid det tog dem at oversætte teksterne.

• Traditionel oversættelse: 1 time, 2 minutter og 27 sekunder
• Efterredigering: 45 minutter og 25 sekunder

Det giver en forskel på 17 minutter og 2 sekunder, som svarer til 27,4 %. Det siges, at en professionel fuldtidsoversætter gennemsnitligt oversætter 2000 ord om dagen. Derfor kan oversætteren ud fra disse resultater spare 51 minutter om dagen på at efterredigere. Så sparer man 4 timer og 15 minutter om ugen, 17 timer om måneden og 8 dage og 12 timer om året, som man fx kan bruge på at oversætte endnu mere og tjene flere penge, eller på at holde fri, hvis man har brug for det. Da jeg skulle finde ud af, hvorfor oversætterne sparede tid på at efterredigere, undersøgte jeg de problemer, oversætterne stødte på i løbet af oversættelsen. Jeg fandt ud af, at oversætterne skulle håndtere markant færre problemer, når de efterredigerede, og at det tog dem kortere tid at løse dem. De forskellige problemtyper blev inddelt i semantiske (ord- og frasevalg), tekstlingvistiske og morfosyntaktiske (retstavning, sætningskonstruktioner, grammatik og usammenhængende tekst), idiomatiske (grammatisk korrekte ord og fraser, som lyder forkert) og stilistiske problemer (stil i.f.t. kildetekst og målgruppe) og fakta (egennavne, nummerkonverteringer og forkortelser etc.).

Det viste sig, at oversætterne skulle løse langt flere semantiske problemer ved traditionel oversættelse, og at oversætternes foretrukne måde at løse dem på var ved at slå ordet op i en ordbog på nettet. Det tog dem fem sekunder færre ved efterredigering, fordi når oversætterne efterredigerede en tekst, sikrede maskinoversættelsen, at de havde en direkte oversættelse af ordet uden forbehold for kontekst som udgangspunkt. Det sparede en masse tid i forhold til at skulle finde en direkte oversættelse først og dermed et synonym, der passede perfekt ind i oversættelsen.

Går den øgede produktivitet så ud over kvaliteten?
Når man finder en metode, hvor produktiviteten øges, er der altid en risiko for, at det er på bekostning af kvaliteten. Derfor blev jeg nødt til at undersøge, om kvaliteten stadig var god nok ved efterredigering, og i den forbindelse fik jeg yderligere 10 professionelle oversættere til at vurdere oversættelserne. De evaluerende oversættere fik ikke at vide, at halvdelen af oversættelserne var efterredigerede, således at deres personlige holdninger til efterredigering ikke påvirkede deres feedback. De spørgsmål, de blev stillet under evalueringen, blev udformet på den måde, at der var plads til både intuitive og objektive bedømmelseskriterier, fordi man ikke altid kan tælle sig frem til, hvorfor én oversættelse føles bedre end en anden. Det blev modtaget med kyshånd af de evaluerende oversættere, og en af dem forklarede hvorfor:

“Det er også interessant at notere sig, at nogle oversættelser instinktivt føltes ‘rigtigere’, selv om antallet af fejl var temmelig ens. Det understreger for mig at se, at oversættelse er en ret fantastisk blanding af hård videnskab (fejl, der kan tælles og kvantificeres) og blød humanisme (man føler helt klart, at én oversættelse er bedre end en anden).”

Jeg troede faktisk, at efterredigeringerne ville blive bedømt hårdest pga. oversætternes mangel på erfaring med efterredigering. Det modsatte viste sig at være tilfældet, for resultaterne afslørede, at der ikke var nogen kvalitetsforskel. Både de traditionelt oversatte og efterredigerede oversættelser scorede i alt 3,4 ud af 5. Jeg tænkte, at jeg måske kunne finde ud af noget mere, hvis jeg delte evalueringen op i tre dele: pragmatiske (fejltolkning af retningslinjerne, steder, hvor teksten ikke tilpasses målgruppen, og brud på genrens normaler og konventioner), tekstlingvistiske (stavefejl, grammatisk fejl, forkert ordstilling, usammenhængende tekst) og idiomatiske fejl (ord og fraser, der er korrekte rent grammatisk, men normalt ikke bliver benyttet på målsproget).

Her viste resultaterne, at der var markant færre pragmatiske fejl ved efterredigering. De evaluerende oversættere gav udtryk for, at de traditionelle oversættelser generelt havde sværere ved at ramme den formelle tone, som man normalt finder i en avisartikel. Det betyder formentligt også, at maskinoversættelser på nuværende tidspunkt egner sig bedst til oversættelse af faglitteratur, hvor det er oplagt at være tekstnær og kildetekstorienteret, og ikke til oversættelse af skønlitteratur, hvor det oftest er bedst at have en kreativ tilgang. Der var kun en minimal forskel på bedømmelserne af tekstlingvistiske og idiomatiske fejl (i efterredigeringens favør), men den var ikke markant nok til at drage nogle overordnede konklusioner ud fra. Dermed kunne jeg med god samvittighed konkludere, at der i mit forsøg ikke var nogen kvalitetsforskel ved traditionel oversættelse og efterredigering, uanset om de evaluerende oversættere tog en subjektiv eller objektiv tilgang til evalueringen.

Bør vi frygte efterredigering?
Nej, det synes jeg bestemt ikke. Der var ikke noget i mine undersøgelser, der tydede på, at efterredigering med garanti kommer til at påvirke oversættelsesbranchen negativt. Men vi kan heller ikke tillade os at læne os tilbage og tro, at en hel ny oversættelsesmetode kommer til overfladen uden at skabe nye problemstillinger.

Jeg tror, at skepsissen over for efterredigering stammer fra noget meget menneskeligt, nemlig frygten for dét, vi ikke kender til, og hvad det mon kan betyde for en selv. Som min egen fortælling forhåbentligt illustrerede, kan mødet med ny teknologi sagtens ende lykkeligt, selvom det i starten ikke ser sådan ud. Jo hurtigere vi kollektivt indser det og begynder at arbejde konstruktivt frem mod en løsning, desto før kommer vi tilbage på sporet og kan levere et godt stykke arbejde. Vigtigst af alt kan vi give gode udsigter til de aspirerende oversættere, som må føle sig mindre motiverede, sådan som branchen ser ud lige nu. Hvis de studerende ikke længere har lyst til at uddanne sig som oversættere, risikerer vi på et tidspunkt at stå i en situation, hvor vi ikke har nok kvalificerede oversættere til at imødekomme den store efterspørgsel efter professionelle oversættelser, som ifølge Europa-Kommissionen kun stiger med årene. Jeg synes, at vi i oversættelsesbranchen har udsigt til at have bedre vilkår end nogensinde før, men vi lader os begrænse af den måde, vi betragter oversættelsesteknologi på. Uanset om man er enig eller uenig i det synspunkt, må vi i det mindste have en fornuftig og åben dialog omkring det, der er baseret på empiri frem for formodninger. Ellers kommer historien med garanti ikke til at ende lykkeligt.

Til sidst vil jeg gerne sige mange tak til alle de oversættere, der ofrede en masse fritid for at hjælpe mig med specialet, og en særlig tak til min vejleder, Kristian Hvelplund, for at få det absolut bedste ud af mig.

Specialet kan downloades her.

Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.