Af Allan Hilton Andersen
For nogle år siden forærede jeg temmelig mange bøger væk for at gøre plads til en kvinde, der aldrig flyttede ind alligevel. Det gav både stof til eftertanke, en del luft, mindre støv og en lyst til at gentage processen (med bøgerne, forstås), da bunkerne igen begyndte at fylde på både borde og gulvareal i min store lejlighed. Denne gang blev kasserne båret ned til min foretrukne antikvarboghandler i Dannebrogsgade, som så helt ulykkelig ud, fordi han troede, jeg led af den vildfarelse, at man kunne få penge for brugte bøger. Nu har han haft indtil flere temaudstillinger i sit vindue fra mine gemmer, og salget går nogenlunde.
Det har været min lod at tømme et par dødsboer i min tid, og jeg har derfor aldrig opmagasineret noget på lofter eller i kældre. Der må være grænser for, hvad man kan byde sine efterladte – også selv om de skal arve en. Men på den anden side er der også visse ting, man bare ikke kan skille sig af med, og en lille håndfuld af dem fra boghylderne skal beskrives nærmere her.
Shakespeares sonetter er en kilde til dyb fascination og idelig undren. Jeg har læst dem igen og igen, og de har det med at skifte betydning med årene. I mange år kendte jeg dem kun på engelsk, men fandt så i en antikvarboghandlers kasse Østerbergs oversættelse fra 1944 med forord af Paul V. Rubow. Jeg købte den straks og læste på vejen hjem nr. 61, for hvad havde Østerberg gjort ved det her?
Is it thy will, thy image should keep open
My heavy eyelids to the weary night?
Dost thou desire my slumbers should be broken,
While shadows like to thee do mock my sight?
Og det blev til disse linjer:
Er det din Vilje, naar dit Billed tvinger
Nattetunge Øjne op af Søvnens Mag?
Dit ønske, at min brudte Slummer bringer
Skygger, som ligner dig, til Synsbedrag.
Den version har jeg så gået og hygget mig med, indtil der i 2004 kom en ny svensk oversættelse, som jeg måtte have, idet den var illustreret af Ulf Lundell, der også er kendt som forfatter og rockmusiker. I 2007 og 2010 kom der endnu to oversættelser til svensk, så de har vist ganske mange af slagsen, men også herhjemme fik vi en ny i form af Line Kroghs oversættelse fra 2006, illustreret af Hans Ovesen. Jeg har erhvervet mig både en af Lundells illustrationer og en af de tre billedsuiter, der udgør Ovesens illustrationer, så nu har jeg også Shakespeare på væggen, oven i købet hans “dark lady”, som også jeg er fascineret af. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, kan vi snart glæde os over endnu en sonetoversættelse – denne gang fra Niels Brunse.
Line Kroghs version af indledningen til nr. 61 lyder i øvrigt sådan her:
Er det bevidst, dit billede ikke under
de tunge øjne nattesøvnens ro?
Dit ønske, jeg forstyrres, når jeg blunder,
af skygger så lig dig, som øjet tro?
I 1999 hørte jeg i Edinburgh en skotte læse op af en ny roman, Way to Go. Det var en særdeles morsom aften, så jeg fik forfatteren Alan Spence til at sende bogen til et dansk forlag og oversatte selv bogen i 2000: Godt gået. I bogen citerer forfatteren først en amerikansk digter ved navn Robert Service, og senere bruger han flere strofer fra Shelleys ”Adonaïs”. Der er jo ingen grund til at halte i mestrenes fodspor, hvis der allerede foreligger en oversættelse, så jeg satte min gode ven antikvarboghandleren i gang med at finde de to bøger, som jeg hurtigt fandt ud af indeholdt det ønskede: Robert W. Service: ”Guldgraversange”, oversat af Johs. V. Kirk og med forord af Julius Bomholt (Kbh. 1937), og Shelleys ”Adonaïs”, oversat af Kai Friis Møller og udgivet i begrænset oplag af Fischers Forlag i 1951.
Oversætteren af Service, Johs. Kirk, var en talentfuld digter og oversætter, som var ved at afslutte sin magisterkonferens i litteratur, da han døde, 26 år gammel. Bomholts forord giver indtryk af, hvilket tab det var for dansk litteratur, men i dag er Kirk glemt. Jeg er meget glad for at have bogen stående – ikke, fordi jeg synes Service er exceptionelt god, men fordi oversættelsen er rigtig fin.
Et af de vers, jeg “stjal”, lød sådan her:
Jeg tog planker og Plyds fra Kahyt og Kabyds,
under Kedlen tændte jeg op,
jeg fandt kul i et Trug og Brænde til Brug – jeg
fik Fyrrummet fyldt til dets top.
Der blev flammer og Røg, og Gnisterne fløj, hvilket
vældigt Baal, oh, dear me!
Og jeg graved et Hul i de glødende Kul, og ind
stopped jeg Sam McGhee.
Et andet sted i Godt gået beskriver Spence den mindekoncert, som Rolling Stones afholdt i 1969 i Hyde Park for den afdøde guitarist Brian Jones. Her læste Jagger op fra Shelleys sørgedigt om kollegaen Keats:
FRED, FRED! Han er ikke død, han sover ikke:
Nej, han er vaagnet op af livets drøm –
Det er os, der, fortabt i stormende syner, fører
Imod fantomer krig til ingen nytte …
Godt for mig og ikke mindst læserne, at Kai Friis Møller havde oversat hele det lange digt, og jeg har stadig glæden ved at kunne blade i bogen, der er eksemplar nr. 79 af 200 trykte.
Det er ikke altid, man er så heldig, og i samme bog måtte jeg flere gange lege digter til lejligheden. Bogen handler om døden og et bedemandsfirma, men den er ikke desto mindre særdeles morsom, så inspirationen til ateistens oversættelse af denne begravelsessalme kommer meget passende fra et Anders And-digt, som mange vil kende: “O skænk mig en grav ved det isgrønne Hav, hvor kun bølgerne hører min gråd …”:
Vil dit anker holde i livets blæst,
Når bølgerne rokker din båd?
Når vindene suser fra øst og fra vest?
O, lyt til mit enkle råd:
Vi har et anker, der holder din sjæl
Urokkeligt, sikkert, fast.
Med det kan du sidde i ro på din fjæl,
For Herren beskytter din last.
Hvor fint 🙂 Jeg har også Lundells illustrerede sonetter. Skøn bog.