Anmeldelser af oversættelser

Et bud på nogle kriterier for en litterær oversættelseskritik

Af Miriam Vestergaard Kobbersmed, Aarhus Universitet

Oversat litteratur spiller en afgørende rolle i det litterære landskab. Således består næsten halvdelen af alle skønlitterære udgivelser i Danmark af oversættelser. (1) Det er imidlertid et anerkendt faktum, at hvor oversættelse er væsentlig både for litteraturens læsere, der præsenteres for et originalværk gennem oversættelsen, for forfatterne, hvis arbejde fremstilles gennem oversættelser samt for oversætterne, der udfører oversættelsesarbejdet, synes den ofte underprioriteret: For forlagene er oversættelsesarbejdet et fordyrende led, mens det for anmelderne kan være et svært håndterbart emne. Sidstnævnte afspejler sig i dagbladenes anmeldelser, hvor selve oversættelsen ofte kun anmeldes kort, hvis den overhovedet nævnes: Erik Skyum-Nielsen skriver således i 1994, at der generelt i dagspressen er tale om “skråsikre domme fældet på grundlag af tilfældige enkeltiagttagelser, intetsigende lovord baseret på løse fornemmelser, samt dovne rygmarvsreaktioner, hvor oversætterens blotte navn udløser vilde begejstringshyl, uden at anmelderen har gjort sig den ulejlighed at sammenligne oversættelse og original.” (2) Sådanne typer af anmeldelser, hvor man er i tvivl om baggrunden for vurderingen, findes der stadig en række eksempler på. Her fra anmeldelsen af Daniel Kehlmanns roman F. af Per Krogh Hansen: ”Niels Brunse har med vanlig sikker hånd sikret en god og flydende oversættelse til dansk.” (3) Her fremstår det, hvordan anmelderen på baggrund af sit kendskab til Brunes andre oversættelser, hurtigt kommer frem til at også denne oversættelse er ”god”. Et eksempel på intetsigende kommentarer om oversættelser ses bl.a. i følgende tre citater (mine fremhævelser):

”Bogen er kongenialt oversat af Charlotte Jørgensen, så man ikke savner illustrationer.” (Anmeldelse af Fluefælden af Fredrik Sjöberg, skrevet af Per Pilekjær i Nordjyske d. 08.10.2013)
”Herta Müller har udgivet 22 bøger. Hendes forfatterskab […] er godt repræsenteret på det danske bogmarked, kongenialt oversat af Karsten Sand Iversen.” (Anmeldelse af Herta Müllers forfatterskab af Sven Hakon Rossel, Berlingske d. 17.08.2013)
”Ejgil Søholm [har] lavet en glimrende og mundret oversættelse….” (Klumme om Lewis Carrols Alice in Wonderland af Lars Handesten i Kristeligt Dagblad d. 29.10.2010.

I disse tre eksempler bliver man som læser ikke bliver meget klogere på, hvad der gør denne oversættelse ”god”, eller hvordan ”mundret” defineres, eller hvori det ”kongeniale” består. En af årsagerne til brugen af disse floskelagtige termer er ifølge Skyum-Nielsen, at der på dansk ikke findes ”et fælles sprog til at beskrive, karakterisere og vurdere konkret foreliggende oversættelser.” (4)

En anden årsag må findes i de genremæssige begrænsninger, som anmeldelser er underlagt. Først og fremmest er der i dagbladene en pladsbegrænsning, hvor anmelderen sjældent kan brede sig over et større areal. Indenfor den begrænsede mængde af ord, der stilles til rådighed, skal han både anmelde selve værket og oversættelsen. Dette sætter selvsagt en grænse for, hvor grundig hver del kan være. Her synes værket ofte betonet på bekostning af den nok så afgørende oversættelsesproces. (5) Udover pladsbegrænsningen må det tilføjes, at anmelderen ofte er under et vist tidspres op til en deadline, og at det selvsagt er tidskrævende at sammenligne oversættelse og original. Samtidig er det langt fra givet at anmelderen har adgang til det sprog, originalværket er skrevet på, eller at han mestrer det så godt, at han er i stand til at vurdere nuancerne i en litterær oversættelse, som stiller store krav til både oversætterens og anmelderens kendskab til de mange facetter i såvel afsender- og modtagersprog- og kultur.

Hvorfor oversættelseskritik?
Men hvorfor er det så vigtigt at oversættelser anmeldes? Først og fremmest tjener oversættelsesanmeldelsen som alle andre anmeldelser det formål at være en serviceoplysning til læseren: her informeres man om det værk man læser, dets æstetiske særtræk og dets indhold, hvorefter følger en anmelderens vurdering på baggrund af en argumenteret læsning. I anmeldelser af oversættelser burde herudover således følge en tilsvarende vurdering af oversættelsen på baggrund af en kortlægning af den strategi, oversætteren har anvendt, således at læseren informeres om, hvilke prioriteringer der er gjort samt ud fra hvilket standpunkt kritikeren bedømmer oversætteren som mere eller mindre vellykket. Den type af serviceoplysning vil tjene det formål at belyse de valg og fravalg oversætteren har gjort for læseren, idet det i et pragmatisk perspektiv vil være aspekter som udgår på bekostning af, at andre bevares. Særligt er dette aktuelt i tilfælde, hvor form og indhold er nært forbundne via ordspil, rim, rytme, allitterationer, idiomatiske udtryk mv., som ikke uden videre lader sig gengive ordret på det andet sprog. Dermed vil anmeldelsen også tjene det formål at modvirke tendensen til, at oversættelser læses som var det originalværker ved at sætte fokus på, at der er tale om en særlig form for litteratur, hvor værket allerede én gang har været læst og fortolket. En oversættelse er aldrig absolut og har – i modsætning til originalversionen – en begrænset levetid, inden den erstattes af en ny. Dette er åbenlyst ved genoversættelser, hvor den nyeste version svært kan undgå at blive sammenlignet med den tidligere. Samtidig vil bevidstgørelsen hos læseren via anmeldelsen også gøre det synligt for ham, hvordan oversætteren spiller en central rolle som en slags medforfatter til værket. Denne synliggørelse kan være en fordel for oversætterne selv, når de står i forhandlinger om deres arbejdsvilkår i forhold til forlagene: hvis oversætternes arbejde på denne måde anerkendes, og hvis det betyder noget for læseren hvordan kvaliteten af oversættelserne er, vil de stå i en bedre forhandlingsposition. Derudover adskiller oversættelser sig fra originalversioner ved at være blevet til i en anden sproglig og kulturel kontekst, som er forskellig fra den, der oversættes til. Ved at pointere oversættelsesprocessen i anmeldelsen, bevidstgøres læseren om disse forskelle. Herved opstår muligheden for et berigende møde med det fremmede, i det øjeblik det modtages som noget fremmed, (6) og ikke som var værket oprindeligt skrevet på flydende dansk. Netop i mødet med det fremmede kan man rykke sig selv ved at udvide bevidstheden og holde det kulturelt særegne op imod det udefrakommende. Samtidig kan netop disse synlige inputs fra en fremmed litteratur berige den hjemlige ved at udvide dets rådeområde hvad angår litterære og sproglige udtryksformer.

Sidst, men ikke mindst, er oversættelseskritik nødvendig for at give oversættelserne det modspil, som litteraturen og andre kunstformer længe har haft. Ved at sprogliggøre de kvaliteter og eventuelle mangler, som måtte være i en oversættelse, styrkes oversættelse som litterær form, idet det kun er gennem en grundig og fagligt velunderbygget respons, at oversættelserne kan blive endnu bedre. Det er derfor katastrofalt, når en erfaren oversætter som Anne Marie Bjerg så sent som i 2013 på baggrund af sine egne oplevelser må udtale til radioprogrammet Sproglaboratoriet på P1 at hendes arbejde ”altid har manglet et kvalificeret modspil, fordi der ikke findes oversættelseskritik i Danmark.” (7) En seriøs evaluering af de udgivne oversættelser er et nødvendigt led i en kvalitetssikring.

Hvor kan oversættelseskritikken finde sted?
Men hvor kan denne nødvendige oversættelseskritik finde sted, hvem skal udføre den og hvordan skal den udføres? Det er de spørgsmål, som stadig synes at stå ubesvarede hen. Jeg vil her forsøge at komme med et par bud, og selvom der ikke er nogen enkel løsning, kan de forhåbentlig bidrage til at åbne en debat herom.

Spørgsmålet om, hvor kritikken skal finde sted, kræver en aktiv stillingtagen til dagbladsanmeldelsernes muligheder og begrænsninger. Problemet med spaltepladsen er her en af de største udfordringer: Her kan man med Niels Brunses ord retteligt hævde, at ”anmeldelser af oversættelser burde være dobbelt så lange.” (8) Det ville imødegå den dobbelte opgave, det er at anmelde oversættelser, hvor både selve værket og oversættelsen burde få plads. Denne tanke vil nok næppe få opbakning blandt landets dagblade, hvor sympatisk den end er. En anden måde at løse dette på, kunne være at udstyre anmeldelserne med henvisninger til en længere anmeldelse på nettet fx, hvor en grundigere begrundelse for vurderingen af oversættelsens kvaliteter kan udfoldes. Dermed ville man også imødegå den forskel i interesse, der måtte være blandt læserne, hvor nogen finder oplysninger om oversættelsen mere relevant end andre. Derudover er netop et webtidsskrift som Babelfisken selvsagt et godt eksempel på et forum, hvor der både er plads, kompetence og interesse for anmeldelser af oversættelser, og derfor et godt igangværende initiativ. Tilsvarende kan af akutelle tiltag nævnes Dansk Oversætterleksikon, hvis formål dels er at fungere som en oversættelseshistorisk referenceramme, og dels at udgøre et grundlag ud fra hvilket man kan bedrive oversættelseskritik, (9) idet man ved at kunne sammenligne med, hvordan man tidligere har oversat, kan sætte den aktuelle oversættelse i relation hertil.

Dertil må tilføjes, at den akademiske verden i højere grad må tage på sig at bidrage med grundige, teoretisk baserede læsninger, som netop også giver et solidt grundlag at holde den konkrete oversættelse op imod. Systematisk oversættelseskritik har her traditionelt ikke haft den store plads, og Beatriz Rodríguez Rodríguez påpeger visse problemer, som ligner dem fra anmeldelserne:

”Most studies have only analysed the so-called mistakes of a translated text; the other aspects of the process have not frequently been regarded in the assessment. […] In fact, intuitive assessment has been commonly applied to most published translations.” (Rodríguez Rodríguez, 2007, s. 6.)

Til trods herfor ses dog de senere år en stigende interesse for denne del af oversættelsesforskningen. Udover Rodríguez Rodríguez eget bidrag under titlen Literary Translation Quality Assessment (2007) ses amerikaneren Lance Hewsons An Approach to Translation Criticism (2011), og allerede tilbage i år 2000 var et særnummer af tidsskriftet The Translator dedikeret emnet for blot at nævne et par stykker. I skandinavisk sammenhæng så Christina Heldners Översättningskritik och estetisk form dagens lys i 2008, ligesom jeg selv bidrog til emnet med min ph.d.-afhandling Mod en litterær oversættelseskritik i april 2015 ved Aarhus Universitet. Således foreligger der allerede en del forskning på området, som beskæftiger sig med både analyse og bedømmelse af oversættelser, ligesom flere af de nævnte værker bedriver og eksemplificerer oversættelseskritik undervejs. Det er klart, at den akademiske sfære her fortsat må tage sin del af ansvaret for, at en saglig oversættelseskritik finder sted, samtidig med at den må gøre sit for at formidle denne viden til en bredere læserskare. Omvendt er det dog også oplagt, at man fra den almene reception selv opsøger denne specialviden, som er udkommet i akademisk sammenhæng.

Således er spørgsmålet om, hvem der skal udføre oversættelseskritikken, delvist besvaret: en del skal udføres af forskere, som både har det teoretiske og det sproglige fundament for en vurdering af oversættelser, ligesom litteratur- og kunstkritik også udøves af forskere ved siden af anmeldelserne i dagspressen. Tilbage står spørgsmålet så om, hvem der skal udføre oversættelseskritikken i dagspressen. Dette synes sværere at besvare, idet det er utopisk at kræve, at det faste anmelderkorps på de enkelte dagblade skal kunne dække over nuancerne i de forskellige sprog, oversættelserne kommer fra. Her må der om muligt hentes hjælp ind fra fagfolk, som har adgang til det aktuelle sprog, og som dermed har et bedre udgangspunkt for at sammenligne original og oversættelse. Derudover kan oversætterne selv også være af hjælp til netop at afdække den første del af anmeldelsesarbejdet, som går ud på at kortlægge den strategi og de principielle valg, oversætteren har truffet, og som hun har arbejdet ud fra. Bedømmelsen må dog selvsagt være anmelderens ansvar alene. Men hvordan og ud fra hvilke parametre kan en sådan finde sted?

Hvordan? Anvisninger til en oversættelseskritik
Jeg vil herunder komme med nogle konkrete anvisninger til en mulig litterær oversættelseskritik på baggrund af min afhandling Mod en litterær oversættelseskritik. I afhandlingen har jeg forsøgt at udarbejde en quickguide til en oversættelseskritik på baggrund af dens vigtigste resultater og pointer til brug for anmeldere, studerende, forskere etc.

Quickguiden er delt i tre trin:
1) Etablering af en analytisk-kritisk ramme
2) Næranalyse af udvalgte passager
3) Samlet vurdering

1) Etablering af en analytisk-kritisk ramme
– Præsentation af værket: basisinformationer om værket, herunder forfatterinformation, udgivelsesår og udgivelseshistorie (ved flere udgaver).
– Litteraturhistorisk relevans: er der tale om en klassiker, et relativt nyt og ukendt værk? Hvis det er kendt, beskrives kort, dets betydning og placering i en litteraturhistorisk sammenhæng. Dette er væsentlig information i forhold til, hvilken tradition oversættelsen skriver sig ind i eller væk fra. Samtidig kan det spille ind på, hvilke dele af værket der prioriteres i oversættelsen, i tilfælde hvor ikke alle parametre lader sig gengive.
– Dansk udgivelseshistorie: er værket tidligere oversat og af hvem? Hvordan er disse tidligere oversættelser blevet modtaget? Hvad motiverer en nyoversættelse? Fejl i den tidligere, rekonstruering af en ny originaludgave, almindelige ændringer i sprogbrugen eller andre forhold? Dette er en væsentligt for at vurdere, hvordan den imødekommer behovet for en ny oversættelse.
– Den immanente litterære analyse: Via en litterær næranalyse påpeges det hvilke formmæssige og indholdsmæssige træk, som er kendetegnende for værket og som dermed definerer dets såkaldte tekstsprog. (10) Fx kan brugen af adjektiver være hentet fra et bestemt område, anvendelsen af en gennemgående grammatisk form være karakteristisk. Sætningslængde og tegnsætning er af betydning for rytmen, og kan samtidig vise sig interessant for den verdensopfattelse, det litterære værk udtrykker. (11) Troper og billedsprog kan være karakteristisk ved at være præget af metaforer, metonymier, simili, allegorier eller symboler, som henter deres sammenligninger fra bestemte geografiske eller sociokulturelle områder. Værket kan være præget af abstrakte billedsproglige betydninger eller af konkrete beskrivelser. Retoriske figurer kan skabe karakteristiske mønstre og gennemgående rytmer via gentagelsesfigurer, modsætningsfigurer og dramatiske figurer. Ved at fremanalysere disse karakteristiske sprogtræk opstilles et parameter for den vellykkede oversættelse, som rammer det væsentligste, da det i et pragmatisk sigte ikke altid kan lade sig gøre at opnå fuld overensstemmelse mellem form og indhold i oversættelsen, som det ellers fordres i den ”ideelle” oversættelse.
– Udvælgelse af passager til næranalyse: I erkendelse af, at en oversættelseskritik aldrig kan blive fuldstændig fyldestgørende og dækkende, foretages der her et kvalificeret valg om hvilke passager, der udgør udgangspunktet for kritikken. To typer af udvælgelsesprincipper anbefales. Man kan tage udgangspunkt i: 1) kernepassager, der viser et centralt, repræsentativt udsnit af værket som helhed. Ved at udpege nogle litterære knudepunkter gives et centralt indblik i det litterære værks særegne problemstillinger. Dog vil disse kernepassager i en vis grad variere fra læser til læser. 2) udfordrende passager, som giver særlige problemer i oversættelsesøjemed. Ud fra disse nedslag kan der perspektiveres til andre dele af værket for et generelt udblik.

2) Næranalyse af udvalgte passager

Ud fra de data, som er fremhævet under den analytisk-kritiske ramme samt tre overordnede kategorier: ordret/gendigtning, fremmedholdelse/naturalisering samt kontekstualisering analyseres oversættelsen nu:

Ordret/gendigtning:
Hvordan og på hvilken måde er tekstens delelementer prioriteret i forhold til hinanden i oversættelsen? Dette søges kortlagt ved hjælp af registreringer på de følgende niveauer. De behøver ikke alle være i spil, men kan prioriteres i forhold til, hvad analytikeren vurderer som relevant.
– Syntaks: Her påpeges det, hvordan ordenes rækkefølge følger og afviger fra originalværkets syntaks. Afvigelser forholdes til, hvorvidt de skyldes lingvistiske forskelle mellem de to sprog, eller om der er tale om valg, der indikerer en prioritering af nogle forhold i teksten frem for andre, eller hensyn til udefrakommende faktorer, eksempelvis kontekst og læser.
– Stilistiske og semantiske forhold: På baggrund af den immanente litterære analyse sammenlignes originalversionen og oversættelsen ud fra de fremhævede karakteristika, som blev påpeget her. Besidder oversættelsen relativt de samme stilistiske kendetegn, som er kendetegnende for originalværket, hvad angår rytme, rim, billeder, figurer, visuel/grafisk opsætning, etc.? Besidder teksten relativt (dvs. i det videst mulige omfang) et tilsvarende semantisk indhold som originalteksten vedrørende motiv, tema, handling, univers, karakterer, tid- og rum? Hvilke betydningsforskydninger har fundet sted såvel på et overordnet plan som på detaljeplan?
– Vurdering: Gengives form og betydning i samme (tætte) relation, som det sås i originalværket? Hvis ikke, hvilke deleelementer eller ekstratekstuelle hensyn er opprioriteret og på bekostning af hvad og med hvilke konsekvenser? Kompenseres der andetsteds i oversættelsen, når de formmæssige og indholdsmæssige karakteristika ikke lader sig forene tilsvarende originalværket og med hvilket resultat? Hvilke nye aspekter har oversættelsen tilføjet originaludgaven på baggrund af disse prioriteringer? Er det særlige tekstsprog genkendeligt og i samme grad virkningsfuldt og iøjnefaldende som i originaludgaven?

Naturalisering/fremmedholdelse
Er teksten primært fremmedholdt eller naturaliseret? (13) På hvilket niveau i teksten ses dette? Hvilke konsekvenser har det for oversættelsen? Analysen tager udgangspunkt i følgende fænomener i det omfang, de er repræsenterede i værket:
– Kulturemer: hvorledes gengives de lokalt forankrede fænomener, som i udgangspunktet vurderes som fremmede for den nye læser? Er de fuldstændig tilpasset danske forhold, er noget af dem bevaret, eller står de frem som fuldt ud fremmede?
– Idiomatiske udtryk: er disse gengivet ordret eller erstattet af tilsvarende danske udtryk?
– Dialekter, flersproglighed: Er disse tilpasset danske dialekter og sprogforhold, eller er elementer af de fremmede dialekter eller sprog synlige?
– Eksplicitering og simplificering: Er oversættelsen ofte, og på afgørende punkter simplificerende eller over-ekspliciterende i forhold til originalen ved at være markant længere eller kortere end originalen (uden at dette har rod i de lingvistiske forskelle sprogene imellem)? Erstattes konkrete fænomener med generelle betegnelser, hvorved oversættelsen flyttes fra sin eksakte betydning til mere generelle og upræcise udsagn? Forenkles kompleksiteter i værket, hvorved betydningsnuancer og fortolkningsmuligheder udgår?
– Vurdering: På baggrund af observationer knyttet til naturalisering/fremmedholdelse-kategorien sammenholdt med observationerne fra ordret/gendigtning-kategorien bedømmes det, hvorvidt oversættelsen tilpasser sig dansk sprog og kontekst, eller hvorvidt den gengiver de fremmede elementer, lingvistisk såvel som kulturelt og litterært. Hvis der er tale om en fremmedholdende oversættelse: Fremstår oversættelsen sværere tilgængelig end originalen i kraft af en (overdreven) fremmedholdelse? Eller bærer den snarere præg af en mere nedtonet signalering af den fremmede oprindelseskontekst?
Ved naturalisering: synes oversættelsen at være tilpasset i en sådan grad, at den risikerer at tale ned til sin læser?

Kontekstualisering:
På baggrund af resultaterne i de foregående kategorier perspektiveres oversættelsen her til kontekstuelle faktorer:
– Ideologisk prægning: Ses der her tegn på en gennemgående identificerbar ideologisk prægning, som ændrer teksten? Fra hvad til hvad? Med hvilke konsekvenser?
– Litterære og kontekstuelle tilhørsforhold: Hvor placerer oversættelsen sig i modtagerkontekstens litteraturhistorie? Falder oversættelsen ind i en lignende litterær strømning, eller adskiller værket sig væsentligt fra det, der kendes i målsprogets kontekst? Hvordan bygger oversættelsen bro mellem afsenderkonteksten og modtagerkonteksten?
– Placering i forhold til tidligere oversættelser: På baggrund af den danske udgivelseshistorie, som blev skitseret i rammesætningen, påpeges følgende: Hvordan forholder oversættelsen sig til tidligere oversættelser, hvis der findes nogen? Hvilke behov i konteksten betragtes den som et svar på, og lever den op til dette?

3) Samlet vurdering

Vurderingsparametre på baggrund af analysen:
En samlet vurdering foretages afslutningsvis på baggrund af den foretagne analyse. En række positive og negative vurderingsparametre være sig følgende:

– Positive vurderingsparametre:
+ oversættelsen balancerer mellem gengivelse af værkets former og dets semantiske indhold ved at gengive det væsentligste: tekstsproget.
+ oversættelsen giver sin læser et indblik i den fremmede kultur, det fremmede sprog og den fremmede litterære form.
+ oversættelsen åbner og lukker for fortolkningsmuligheder tilsvarende originalværket, og er ikke blot selv en fortolkning af et originalværk.
+ oversættelsen er ikke determineret af udefrakommende ideologiske strømninger.
+ oversættelsen balancerer mellem at være et primærværks forlængelse; dets efterliv, og fungerer samtidig som et selvstændigt værk.

– Negative vurderingsparametre:
÷ oversættelsen er overordnet set naturaliseret og tilpasset danske forhold så meget, at den foregiver at være skrevet i en dansk sammenhæng, hvorved udblikket til de fremmede elementer svækkes eller helt forsvinder.
÷ oversættelsen gengiver kun betydning og ikke det litterære formsprog.
÷ oversættelsen gengiver det litterære formsprog, men ikke det betydningsdannende indhold.
÷ oversættelsen er blevet ”censureret”, idet passager er udeladt, eller kraftigt omskrevet.
÷ oversættelsen lider under genkommende fejl, eller er inkonsistent i sit valg af vokabular etc.

Vurderingsparametrene består således i en kvalificeret stillingtagen på baggrund af de forudgående analyser, som kortlægger de valg, oversætteren har truffet og de konsekvenser, de har for oversættelsen. Der er ikke tale om faste målestokke fx for hvornår ”balance” er opnået eller hvornår ”tekstsproget” er tilstrækkeligt gengivet. Det er netop her, kritikeren træder i karakter ved at sammendrage konsekvenserne af iagttagelserne og derudfra foretage bedømmelsen på et oplyst og ekspliciteret grundlag. Man kan med rette indvende, at guiden er for lang og for krævende, hvis man skal igennem alle punkterne. Ideen her er dog heller ikke, at en slavisk gennemgang af alle punkter er nødvendig, men at man som kritiker selv udvælger sit fokus – fx fremmedholdelse eller spørgsmålet om tekstsprog, og herudfra foretager sin analyse og vurdering. Guiden skal således ses som et idékatelog og inspirator til, hvilke elementer man kan tage i betragtning i en akademisk funderet, litterær oversættelseskritik. På den måde kan guiden hjælpe til at synliggøre, hvilke parametre kritikeren har fældet sin dom udfra og dermed klargøre hans eget standpunkt og således være et værn mod klichéfyldte og overfladiske vurderinger.

Noter
1. http://www.dbc.dk/filer/bogstatistik/bogstatistik-ar-2012 (20.01.2015).
2. Skyum-Nielsen, Erik: ”Oversættelseskritik. Principper og praksis” in Bogens Verden, nr. 2, 1994, s. 2.
3. ”Tilfældighedernes spil” i Berlingske, d. 16.08.2014
4. Skyum-Nielsen, 1994, s. 2.
5. Undtaget herfra er klassikeroversættelser, hvor der netop er en tidligere udgave, anmelderen kan forholde den nye version til. Dette sås for nyligt da Karsten Sand Iversens nyoversættelse af James Joyces Ulysses udkom i efteråret 2014, fik stor opmærksomhed og plads på avisernes forside. Bl.a. i Politiken d. 07.11.2014, Kristeligt Dagblad d. 07.11.2014 og Weekendavisen d. 07.11.2014.
6. Den franske oversættelsesteoretiker Antoine Berman betegner dette som ”Accueiller l’étranger comme étranger” i ”La traduction et la lettre — ou l’auberge du lointain”, i Antoine Berman et al. (éds), Les tours de Babel, Mauvezin, Éditions trans-Euro-Repress, 1991, s. 68.
7. http://www.dr.dk/arkivP1/Sproglaboratoriet/Udsendelser/2013/03/14091233.html (26.01.2015).
8. Nielsen, Peter: ”Oversat litteratur er træning i medmenneskelighed” – interview med Niels Brunse in Information d. 11.04.14.
9. http://danskoversaetterleksikon.dk/om-leksikonet-2/ (24.09.15).
10. Tekstsprog er et begreb udarbejdet af Hans Peter Lund, som en betegnelse for værkets særlige sprogbrug.
11. Dette ses eksempelvis hos Proust, hvor de lange sætninger formidler en sansende tilgang til verden.
12. ”Fremmedholdelse” er min term for det, teoretikeren Lawrence Venuti kalder ”foreignization” og dækker over 1) at det fremmede holdes frem, er synligt i oversættelsen 2) at det fremmede beholdes i den danske tekst. I modsætning hertil står naturalisering, som dækker over, at oversættelsen er tilpasset i en sådan grad, at den fremstår som var den oprindeligt skrevet på dansk.

Henvisninger
Antoine Berman et al. (éds): Les tours de Babel, Mauvezin, Éditions trans-Euro-Repress, 1991
Berman, Antoine: “La traduction comme epreuve de l’etranger,” in Texte 4, 1985
Berman, Antoine: L’épreuve de l’étranger, Gallimard, Paris, 1984
Brunette, Louise: ”Towards a Terminology for Translation Quality Assessment” in The Translator, vol. 6, nr. 2, 2000
Heldner, Christina: Översättningskritik och estetisk form, Nya Doxa, Nora, 2008
Hewson, Lance: An Approach to Translation Criticism, John Benjamins Publishing Company, Amsterdam/Philadelphia, 2011
Kobbersmed, Miriam Vestergaard: Mod en litterær oversættelseskritik, Aarhus Universitet, 2015
Lund, Hans Peter: ”Tekstsprog”, 2014 (upubliceret essay)
Maier, Carol: “Introduction” in The Translator, vol. 6, no. 2, 2000
Rodríguez Rodríguez, Beatriz M.: Literary Translation Quality Assessment, Lincom, München, 2007
Skyum-Nielsen, Erik: ”Oversættelseskritik. Principper og praksis” in Bogens Verden, nr. 2, 1994
Venuti, Lawrence (red.): Rethinking Translation, Routledge, London/New York, 1992
Venuti, Lawrence: The Translator’s Invisibility, Routledge, London/New York, 1995