Af Barbara Dragsted, Copenhagen Business School, og Kristian Tangsgaard Hvelplund, Københavns Universitet
I vinteren 2014 udførte vi en række oversættelsesforsøg med i alt 23 fagsproglige og litterære oversættere. Vi bad dem oversætte fire korte engelske tekster på mellem 150 og 200 ord: to romanuddrag fra henholdsvis le Carrés Single & Single og Couplands All families are psychotic, og to fagsproglige tekstuddrag, et fra en teknisk manual og et fra en økonomisk årsrapport. Formålet med forsøget var at få bedre indsigt i fagsproglige og skønlitterære oversætteres forskellige måder at arbejde på, og i hvordan oversættere reagerer når de udsættes for en genre de ikke er vant til. Mere konkret søgte vi at få svar på følgende spørgsmål:
Hvilke fællestræk og hvilke forskelle kan man observere, når man sammenligner fagsprogsoversætteres og litterære oversætteres oversættelsesprocesser og -strategier?
Hvad sker der når man udsætter oversætterne for at skulle oversætte inden for en uvant genre – altså hvordan reagerer og agerer litterære oversættere når de skal oversætte fagsprog, og hvordan har fagsprogsoversættere det med skønlitteratur?
For at få et grundigt indblik i oversætternes adfærd, strategier og overvejelser brugte vi en metode, hvor vi først overvågede oversætternes læse- og skriveadfærd i løbet af oversættelsesprocessen, og bagefter stillede vi oversætterne en række spørgsmål om deres egen oplevelse af processen. Kombinationen af de forskellige metoder giver os omfattende og nuancerede kvantitative og kvalitative data og et godt grundlag for at drage konklusioner om oversætternes adfærd og tanker.
Til at overvåge selve oversættelsesprocessen brugte vi tre forskellige værktøjer, som tilsammen gav os detaljerede data om oversætternes læse-, skrive-, og søgemønstre. Vi brugte en screen recorder til løbende at monitorere skærmbilledet, så vi f.eks. kunne se, hvornår i processen oversætteren var i færd med at oversætte, og hvornår oversætteren lavede ordbogsopslag og google-søgninger. Derudover indsamlede vi data om oversætternes øjenbevægelser på skærmen ved hjælp af en eye-tracker, som løbende registrerer, hvor på skærmen en person kigger, og hvor længe. Disse data brugte vi dels til at få et generelt indtryk af den kognitive belastning ved de forskellige oversættelsesopgaver, eftersom den gennemsnitlige fikseringslængde (altså hvor længe man gennemsnitligt kigger på ord i en tekst), siger noget om sværhedsgraden; og dels til at få mere specifik viden om hvor på et givent skærmbillede, oversætteren retter sin opmærksomhed. Endelig brugte vi en keylogger, som registrerer alle tasteanslag og musebevægelser. Denne type data kan f.eks. give et indblik i rette- og revisionsadfærd og i det samlede omfang af slettet tekst i forhold til den endelige oversættelse.
Fællestræk
Fælles for de to grupper oversættere var, at de alle fandt de fagsproglige tekster vanskeligere end de skønlitterære tekster, og at de fagsproglige tekster tog længst tid at oversætte. Dette var ikke overraskende for så vidt angår de skønlitterære oversættere, men man kunne have forestillet sig, at fagsprogsoversætterne ville arbejde hurtigere inden for deres vante genre, og at det ville føles som en større udfordring for dem at oversætte skønlitterære tekster, eftersom de aldrig havde prøvet det før. Men fagteksterne rummede så store terminologiske udfordringer, at også fagsprogsoversætterne kæmpede mere med dem end med de skønlitterære tekster, og tidsforbruget for fagteksterne var stort set det samme i de to grupper.
Et andet fællestræk for de to grupper var en altovervejende tendens til, at de skønlitterære oversættelser var længere end kildeteksterne (7 procent længere for de fagsproglige oversættere og 4 procent for de skønlitterære oversættere), mens de fagsproglige oversættelser generelt var lidt kortere end kildeteksterne (5 procent kortere for de fagsproglige oversættere og 6 procent for de skønlitterære oversættere). Tendensen til at forkorte fagteksterne i oversættelsen kan bl.a. forklares ved, at begge fagtekster indeholdt mange termer udtrykt som komposita, der som bekendt deles op på engelsk, men skrives sammen på dansk (f.eks. exchange rate movement -> kursudsving). Derudover syntes fagsprogoversættelserne generelt at være præget af at kommunikere budskabet så kort og præcist som muligt, også hvis dette var på bekostning af sproglig variation og elegance. Eksempelvis blev udtryk som ’was slightly up to’ og ’was higher by’ kort og godt oversat med ’steg til’ og ’steg med’.
Den generelle tilbøjelighed til at tilføje ord i de skønlitterære tekster sås som nævnt også i begge grupper, men var mest udtalt hos fagsprogsoversætterne. Lidt populært sagt så de ud til at ’nyde friheden’, måske fordi de er vant til at arbejde med strenge forventninger til præcision og kortfattethed. Mange tilføjelser er ret ’uskyldige’, f.eks. når ’I can’t believe you chose to stay there’ bliver til ’Jeg kan ikke forstå, at du overhovedet vælger at bo der’; andre gange tog oversætterne sig større friheder, som når: ’… and listened in vain for the knocking of the water pipes’ oversættes til ’ …og lyttede forgæves efter at det ville begynde at banke i vandrørene, når han tændte for vandhanen.’
Særlige karakteristika for de to grupper
Vi havde en forventning om, at en væsentlig forskel mellem de to grupper af oversættere ville ligge i deres brug af eksterne informationskilder. Mere konkret forventede vi, at fagsprogsoversætterne ville bruge mere avancerede søgestrategier, fordi de er vant til at skulle sætte sig ind i nye fagområder og finde frem til de rigtige termer, mens de skønlitterære oversættere ville trække mere på deres egen sproglige fornemmelse. Vi afprøvede denne hypotese ved at sammenligne og analysere 1) fordelingen af skrive- og søgefaser, 2) informationssøgningsstrategier, samt 3) øjenbevægelser.
Fordeling af skrive- og søgefaser
For at kunne undersøge oversætternes brug af ordbøger mv. blev oversætternes arbejdsprocesser inddelt efter hvilken aktivitet, vi kunne registrere i vores data. Disse aktiviteter var: oversættelse (herunder kildetekstlæsning, måltekstproduktion og måltekstlæsning), informationssøgning, hvor oversætteren orienterer sig i ordbøger, på google eller andre steder på internettet, samt tekstrevision, hvor oversætteren er færdig med råoversættelsen, og arbejder med at redigere denne.
I oversættelsen af de skønlitterære tekster kunne vi observere en forskel mellem de to grupper: De skønlitterære oversættere havde færre skift mellem oversættelse og informationssøgning, hvilket vil sige, at de var i stand til at producere måltekst i længere ’stræk’ end fagsprogsoversætterne uden at lade sig afbryde af ordsprogsopslag. Dette gjorde sig ikke mindst gældende i le Carré-teksten, som indeholdt en meget lang, tankestrømslignende sætning. De skønlitterære oversættere lavede således blot 2,4 informationssøgninger pr. skønlitterær tekst, mens de fagsproglige oversættere lavede 3,8 søgninger. Oversættelsen af fagteksterne var derimod for mange af de skønlitterære oversættere en langt mere ujævn proces, som oftere blev afbrudt af informationssøgninger. De skønlitterære oversættere foretog i gennemsnit 9,9 informationssøgninger i hver fagtekst, mens det tilsvarende tal for fagsprogsoversætterne var 8,1. For de skønlitterære oversættere var fagsprogsoversættelserne således en markant anderledes proces, end de var vant til, hvilket mange også gav udtryk for i de efterfølgende interviews.
Hos fagsprogsoversætterne var der mindre forskel i arbejdsprocessen på deres oversættelse af de skønlitterære tekster og særligt den økonomiske fagtekst (som for de flestes vedkommende var den mest velkendte fagsprogsgenre). Med andre ord så det ud til, at fagsprogsoversætterne i højere grad ’genbrugte’ deres sædvanlige strategier fra fagsprogsoversættelse, når de oversatte skønlitteratur, dvs. de tjekkede hyppigt ord i ordbøger eller andre steder, i stedet for, som de skønlitterære oversættere, at forlade sig på deres egen sproglige fornemmelse. De er vant til at søge efter den helt rigtige term, ’den perfekte ækvivalent’, og den vane lægger de tilsyneladende ikke fra sig, når de oversætter skønlitteratur.
Typer af informationssøgning
For at undersøge spørgsmålet om de to gruppers forskellige brug af eksterne kilder nærmere kiggede vi på, hvilken type informationssøgning, de to grupper foretog. Også her arbejdede vi med en kategorisering for at kunne kvantificere vores data. Vi inddelte oversætternes informationssøgningsstrategier i fire kategorier fordelt efter informationskilde: 1) kun ordbøger; 2) ordbøger og google; 3) ordbøger, google og specifikke hjemmesider; 4) ordbøger, google, specifikke hjemmesider og billeder. Denne kategorisering kan opfattes som en skala, hvor 1 er den mindst og 4 den mest avancerede søgestrategi. Resultaterne viste en tendens til, at de skønlitterære oversættere i lidt højere grad end fagsprogsoversætterne forlod sig på ordbøger: seks ud af elleve skønlitterære oversættere var i kategori 1, både når de oversatte skønlitteratur, og når de oversatte fagsprog.
Hos fagsprogsoversætterene fandt vi derimod kun fire oversættere i den mindst avancerede kategori, mens over halvdelen brugte mere sofistikerede søgestrategier. Igen gjaldt dette for begge tekstgenrer, men det var, ikke overraskende, særligt i de fagsproglige oversættelser, at fagsprogsoversætterene gjorde brug af deres veludviklede søgestrategier. Eksempler på sofistikerede søgestrategier kunne være en billedsøgning på et bestemt teknisk instrument, hvor oversætteren søgte på henholdsvis den engelske term og den (formodede) danske term og sammenlignede de billeder, der kom frem; eller et besøg på et revisionsfirmas hjemmeside for at se, hvilken terminologi de bruger (på dansk), når de taler om amerikansk regnskabspraksis. Som man kan forestille sig, er denne type søgninger ofte ret tidskrævende, hvilket forklarer, hvorfor fagsprogsoversættere var ligeså længe som de skønlitterære oversættere om at oversætte fagteksterne, selvom de havde bedre forudsætninger og mere rutine.
Selvom avancerede søgninger, særligt kategori 3 og 4, er mest relevante, når der er tale om specialiseret terminologi, så havde fagsprogsoversætterne også i oversættelsen af de skønlitterære tekster en tilbøjelighed til at foretage informationssøgninger, der ofte gik længere end simple ordbogsopslag. For eksempel søgte en fagsprogsoversætter efter et billede af en ’coffee maker’ for at sikre sig, at sådan én nu også svarer til det, vi på dansk forstår ved en ’kaffemaskine’. Søgeadfærd ser således ud til at være knyttet til den enkelte oversætters arbejdsmetode snarere end til genre.
Øjenbevægelser
Som nævnt i starten brugte vi en eye-tracker til at registrere, hvor og hvor længe oversætterne kiggede på skærmen i løbet af oversættelsesprocessen. Disse data indgik i vores analyse af søgestrategier (ovenfor), men eye-tracking data kan også bruges til at sige noget om kognitiv belastning. I vores undersøgelse af kognitiv belastning brugte vi målinger af såkaldte fikseringer som basis for vores analyser. En (visuel) fiksering er, når øjet kigger (dvs. er fikseret) på ét bestemt objekt, f.eks. et ord eller et billede, i en længere eller kortere periode. Længere fikseringer antages generelt at være udtryk for, at noget er vanskeligt og kræver en større kognitiv indsats. F.eks. viser studier af læseprocesser, at man typisk har længere fikseringer på lavfrekvente og tvetydige ord, og studier inden for oversættelse har bl.a. vist, at ord, som kan oversættes på mange forskellige måder, typisk tiltrækker længere fikseringer end ord, hvor der kun er én oplagt oversættelsesmulighed.
I vores undersøgelse kunne vi observere en gennemgående forskel mellem de to grupper, som vi ikke havde forventet at finde, nemlig at de fagsproglige oversættere konsekvent, dvs. i begge tekstgenrer, har længere fikseringer på ord i kildeteksten end de skønlitterære oversættere. De fagsproglige oversætteres fikseringer var i gennemsnit 242 millisekunder, mens de for de skønlitterære oversættere var 221 millisekunder. Vi tolker denne forskel som et udtryk for, at fagsprogsoversætterne umiddelbart arbejder mere intensivt med enkeltord på kildesproget, fordi de, som det også er fremgået ovenfor, er mere fokuserede på at finde frem til den helt rigtige oversættelse – ’den perfekte ækvivalent’ (en vane de har tillagt sig i oversættelse af fagsprog).
Eftersom længere fikseringer regnes for at signalere større kognitiv belastning, havde vi en formodning om, at oversættelse inden for de uvante tekstgenrer ville resultere i længere fikseringer end inden for de vante genrer. Denne antagelse holdt stik for fagsprogsoversætterne, men ikke for de litterære oversættere; i sidstnævnte gruppe så vi stort set samme fikseringslænge for alle fire tekster, altså inden for begge genrer. Dette overraskende resultat må tolkes sådan, at de skønlitterære oversættere ikke ændrer læsestrategi ved mødet med nye genrer, men bibeholder deres tilsyneladende mere helhedsorienterede tilgang til kildeteksten, selvom de fleste gav udtryk for, at netop oversættelsen af de mange fagtermer i de fagsproglige tekster gjorde teksterne svære.
På uvant grund
Selvom vores målinger af øjenbevægelser antyder, at de fagsproglige oversættere var mere udfordret i oversættelsen af den uvante skønlitterære genre end under de mere velkendte fagsprogsgenrer, så tyder vores resultater overordnet på, at skønlitteræroversætterne følte sig mere på udebane i fagsprogsdisciplinen, end fagsprogsoversættere når de oversatte skønlitterær tekst. Dette er næppe overraskende, eftersom de fleste fagsprogsoversættere må formodes jævnligt at være i berøring med skønlitterære tekster. Selvom de ikke før har prøvet at oversætte skønlitteratur, er genren altså som sådan ikke ukendt for dem. Det samme kan dårligt siges at være tilfældet for skønlitteræroversætterne. Her må det antages, at det er de færreste, som jævnligt sætter sig og læser en gennemgang af regnskabsoplysningerne i en årsrapport, for slet ikke at tale om en beskrivelse af proceduren for lækagetest af et ventilationssystem.
Mens fagsprogsoversætterene lidt firkantet sagt kunne gøre ’som de plejede’, bare uden at skulle sætte sig ind i specialiseret fagterminologi, var litteræroversætternes arbejdsproces markant anderledes i fagsprogsteksterne, end de var vant til. De kunne ikke længere forlade sig (mest) på deres egen sproglige intuition og arbejde i lange sammenhængende tekstsekvenser, men måtte hele tiden standse op for at slå ord efter.
Derfor er det ikke så overraskende, at vi fik vidt forskellige svar fra de to grupper på spørgsmålet om, hvorvidt de kunne tænke sig at kaste sig over ’den anden’ genre: Mens flere af fagsprogsoversættere var positivt stemt og gav udtryk for, at de godt kunne tænke sig at oversætte skønlitteratur, hvis de ellers kunne komme ind på markedet, gik svaret fra størstedelen af litteræroversætterne mere i retning af ’ikke hvis jeg overhovedet kan blive fri’.