Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2014 tildeles oversætteren Mich Vraa. Prisen er på 75.000 kr. og bevilges af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur.

Prisen overrækkes fredag den 20. februar kl. 15–17 i Kulturstyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, København V. Arrangementet er åbent for alle.

Forfatter Susanne Staun og forlægger Charlotte Jørgensen motiverer, og prisen overrækkes af formanden for Dansk Oversætterforbund, Morten Visby.

Mich Vraa er ikke en overset oversætter. Alene i kraft af det blotte omfang af sin produktion (ca. 500 titler) har han haft betydelig indflydelse på især moderne engelsk og amerikansk litteratur i dansk version. Mich Vraa er utvivlsomt en af Danmarks mest produktive litterære oversættere, og værklisten omfatter en perlerække af de seneste årtiers allerstørste bestsellers. Så nej, overset har Mich Vraa ikke været. Men som flere af indstillingerne til prisen pointerer, har det måske været overset, at han ikke blot er en ekstremt produktiv, men også en uhyre dygtig oversætter med høje litterære og faglige standarder. Ja, han er oversætteren, der tonsede Dan Brown på rekordtid, men han har også oversat et væld af kunstnerisk krævende og udfordrende forfatterskaber som Jonathan Franzen, Annie Proulx, Hanif Kureishi, Nick Cave, Tom Wolfe … og et par hundrede andre. Mich Vraa tildeles Dansk Oversætterforbunds Ærespris for sin evne til at modulere et hav af litterære stemmer på tværs af et ekstremt omfattende livsværk uden at gå på kompromis med kvaliteten, tonen og nerven.

Baggrund
Oversætterforbundets Ærespris blev indstiftet i 1945 og tildeles “en oversætter, som ved
fremragende gengivelse af et eller flere betydende, udenlandske værker har beriget dansk litteratur”.
Prisen uddeles hvert år. Tidligere prismodtagere er, Ellen Wulff i 2014, Aino Roscher i 2013 og Jytte Lollesgaard i 2012.

Babelfisken ønsker tillykke!

Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.