Af Ida Klitgård
Anmeldelse af Lawrence Norfolk John Saturnalls gæstebud (John Saturnall’s Feast), oversat af Thomas Harder, Rosinante, 2013.
I Den store danske encyklopædi beskrives den britiske forfatter Lawrence Norfolks (f. 1963) romaner som ”massive, fabulerende og drilsk lærde Umberto Eco-agtige romaner.” Der er tale om Lemprière’s Dictionary (1991), The Pope’s Rhinoceros (1996) og In the Shape of a Boar (2001), og de udkom da også alle på dansk ret hurtigt efter. Efter Eco har interessen for postmoderne, intertekstuelle, halvhistoriske og fantastiske romaner været stor, og nu er der føjet et nyt eksemplar til samlingen i form af denne bog om en kok i det 17. århundrede med den Babettes gæstebud-klingende titel.
Men inden vi tager hul på oversættelsen af dette nye bidrag til samlingen, er det på sin plads at nævne, at Norfolk interessant nok er en af de få forfattere, der rent faktisk har en markant mening om det at blive oversat. I essayet Being Translated, or the Virgin Mary’s Hair (http://www.lawrencenorfolk.com/archive/essays/on-being-translated-or-the-virgin-marys-hair/) sammenligner han moderne romanoversættelse med tidlige tiders spredning af Kristi og diverse helgeners legemsdele, hår, negle, m.m. rundt om i verden – således at fx hele ni katolske kirker mener at kunne bryste sig af at ligge inde med Kristi forhud! Ifølge Norfolk er den teologiske term for dette (u)væsen ’translation’, og der var en stærk tro på, at den lille del stod for helheden, og at man fx ved at bære sådan et relikvie samtidig bar styrken og kraften i helheden. Her trækker Norfolk så tråden til moderne oversættelse:
Charlemagne believed it and wore the relic around his neck enclosed in a hemisphere of polished crystal. To expect the readers of today to make such a leap of faith reveals an optimism bordering on lunacy, and yet that is the presumption every time a literary translation is published. But, by and large, that optimism is justified. Readers believe in translation. For writers, however, the process is more fraught.
Ja, svarer jeg så, vi tror på den almægtige oversættelse, for hvad andet kan vi gøre? Men noget brysk tilføjer han så:
The implicit promise of a translation is that it carries within it the original text, that the original writer’s expressed intent is present in the new version just as surely as the Virgin Mary’s salvific goodness is present in a lock of her hair. In translation, however, there is no doctrine of grace. In fact, as far as I can see, there is no coherent doctrine or theory at all, and the existence of Chairs of Translation Theory within universities the world over no more guarantees the possibility of a perfect translation than the Pope’s throne ensures virtue within the Church of Rome.
Norfolk klager fx over, at en oversættelse er som en lemlæstelse. O’er bliver til ø’er, oversættelserne bliver ca. 20 % længere end originalen – ja, ens opus bliver til et korpus, sukker han. Faktisk ”a dead corpus at that.” Dertil kommer, at det er enhver forfatters drøm at modtage et brev fra deres oversættere, hvor de bliver sønderlemmende rost. Men det sker ikke. I stedet modtager de lange lister med kritiske spørgsmål, fordi oversætterne har dissekeret diverse passager og fundet grumme fejl. Fx som her i Norfolks eget tilfælde:
So: ‘How many legs, if any, does Captain Roy have? On page 170 he is described as the amputee and it says that he has lost one leg; whereas on pages 389 and 478 he appears to have no legs at all.’
Or: ‘The coach turned left before the Marché des Innocents as though to cross the river by the Pont … are you sure you mean left and not right?’
‘And by the way (page 284) how can Caltanisetta (Sicily) sulfur come from Cagliare (the “Cagliare”, I suppose, on Sardinia)?’
Lastly: ‘He had not realized before – REALIZED WHAT??? Can you just realize like that, without an object?’
Alle oversættelser afstedkommer paranoia hos forfatteren, siger Norfolk, og de fremmedsprogede udgaver bliver i den grad ’fremmede’ andre bøger, der fjerner sig fra forfatterens indre forestillingsverden og skaber nye verdener, forfatteren ikke rigtig kan blive en del af – og alligevel er noget af forfatteren til stede i disse andre fremmede verdener. Og det er så disse ’relikvier’, vi læsere skal fæstne vores lid til. Det vil vi så forsøge at gøre her med Thomas Harders oversættelse.
Ganske kort befinder vi os i 1600-tallets England, hvor John Saturnall som barn mister sin mor, landsbyens såkaldte heks, og han bliver sendt til herresædet Buckland, hvor han får job som køkkendreng, men med tiden avancerer han til fabelagtig og eminent kløgtig kok for herskaberne, hvor han selvfølgelig taber sit hjerte til den unge adelsfrøken Lucretia. Bogen er et festfyrværkeri af historiske detaljer, bl.a. om den engelske borgerkrig, men det er de mange poetiske og sansemættede beskrivelser af kogekunstens verden, der gør indtryk på læseren her. Især er det drømmen om at holde en helt unik saturnaliefest, der binder de mange tråde sammen, deraf bogens titel, og vi bliver da også præsenteret for en lang række historiske opskrifter, der skal indgå i sådan en fest.
Men er ’fest’ nu den rigtige betegnelse? Bogens gennemførte brug af ordet ’feast’ afløses på dansk af de mange forskellige betydninger, ordet dækker over, som fx ’fest’, ’gæstebud’ og ’festmåltid’, alt efter hvordan det flyder, og hvordan det lægger sig til den relevante situation. Og man er taknemmelig for, at ordet ’gilde’ ikke bliver brugt, da det i denne anmelders ører klinger lidt af 70’ernes sangriaduftende ’gildestuer’. Der ville også have været helt forkerte konnotationer over ’bal’ og ’kalas’. Men egentlig kunne man sige, at Harders valg af ord fungerer lidt som separate relikvier for det store hele – nemlig ’feast’ – og vi må sætte vores lid til, at Harder gennem disse små spredte legemsdele fører os til den store helhedsforløsning til sidst, så det ikke viser sig, at vi er gået i alle mulige retninger.
Og på det plan er der ingen grund til bekymring. Harders oversættelse er lige så smuk og samlende og poetisk som Norfolks forlæg. Lyt fx til denne passage med de mange saftige s’er, p’er, læbe-b’er og smagende m’er:
Together they pulled peppery watercress from the edges of marshy puddles and grubbed up tiny sweet water carrots, dark purple under the dusty earth. Clover petals yielded honey-beads and jellylike mallow seeds savoured of nuts. Tiny strawberries sheltered under ragged leaves and sweet blackberries swelled behind palisades of finger-pricking thorns. John licked the blood-red juice off his hands, his demon savouring the taste.
Sammen plukkede de pebersmagende brøndkarse i randen af sumpede pytter og rykkede små søde, mørklilla gulerødder op af den støvede jord. Kløverens blade afgav honningdråber, og de geleagtige katostfrø smagte af nødder. Under forrevne blade skjulte der sig bittesmå jordbær, og bag palisader af fingerstikkende tornebuske svulmede de mørke brombær. John slikkede den blodrøde saft af hænderne, mens hans dæmon nød smagen i fulde drag (p. 45).
Men man kunne måske godt have ønsket sig en lidt større nuttethedsfaktor i personificeringen i oversættelsen af ’Tiny strawberries sheltered’ i retning af noget med at søge læ eller putte sig.
Som en cadeau til læseren – eller de pernittengrynede oversættere verden over – har Norfolk leveret en ordliste på sin hjemmeside over bogens mad- og køkkenudtryk, som nok er den moderne gourmand ubekendt. Desværre har Harder vist ikke haft fat i den. Det første udtryk, ’Ale’, ud af en lang række herlige ord som fx ’bigaroon’, ’bukkenade’, ’chafing dish’, ’corselet’, ’egerdouce’, ’Hippocras’ og ’subtlety’ (http://www.lawrencenorfolk.com/my-books/john-saturnalls-feast/short-glossary-of-terms-used-in-john-saturnalls-feast/), er desværre oversat til ’øllet’ men ifølge Norfolks ordliste står der:
Ale. Church-ales were celebrations held once a year (usually on the day of the saint to whom the parish church was consecrated) and took many forms. Dancing, games, prodigious eating and drinking seem to have been common features.
Man må dog tilgive Harder, idet passagen lyder: “’It’s just the Ale’, his mother said. She looked down into his worried face. ‘When they’ve drained the barrel they look for their sport’.” Drengen John er bekymret for en masse sang og larm om natten, og ‘Ale’ er stavet med stort ’A’, mens ordet længere henne i romanen optræder med lille begyndelsesbogstav og her henviser til rigtig øl. Men i denne passage kan man jo godt lade sig forføre af det med øltønden. Så Thomas Harder skriver: ”’Det er bare øllet’, sagde hans mor. Hun så ned på hans bekymrede ansigt. ’Når de har tømt tønden, søger de deres morskab’.”
I sit efterord skriver Harder, at han har fået hjælp fra Bi Skaarup på www.historiskmad.dk, der dog kun omhandler gamle danske retter. Ikke desto mindre er det rigtig heldigt faldet ud, men hvor der ikke findes tilsvarende danske oversættelser, vælger Harder til tider at lade de aparte ord stå uoversat, som fx ”Scovell’s pans boiled with ancient sauces: black chawdron and bukkenade, sweet and sour egredouce, camelade and peppery gauncil.” Harder skriver: ”Scovells gryder dampede af ældgamle saucer: sort chaudon og bukkenade, sød-sur egredouce, camelade og pebret gauncil.” Jeg skal ikke kunne sige, om disse saucer har disse navne på dansk, men vi føler os i hvert fald inviteret ind i en historisk verden af fremmede dufte og sanseoplevelser. Det er i hvert fald godt, at Harder ikke falder for fristelsen til at skrive ’sur-sød’, der for os giver associationer i retning af kinesisk kogekunst. Så her må vi berolige Norfolk med, at det er læseren, der skal opleve det fremmede, ikke ham som forfatteren.
Alt i alt er der tale om en gennemført smuk og indbydende oversættelse, som både Norfolk og den danske læser kan være særdeles tjent med. Jeg tror skam på den almægtige oversættelse. Og så er der serveret!
Det glæder mig, at oversættelsen ikke giver grund til bekymring (det ville også have undret mig, når Thomas Harder er oversætteren). Men det mest interessante – og irriterende – er Norfolks egne overvejelser og påstande. Den “perfekte” oversættelse er en kimære, den findes ikke, men ikke desto mindre tror mange læsere og forfattere på den. Når den ikke findes, skyldes det ikke oversætternes udygtighed, men slet og ret det iøjnefaldende faktum, at sprogene ikke er ens. I tusinder af tilfælde i en enkelt gennemsnitlig roman må oversætteren vælge mellem flere muligheder for oversættelse af enkeltord eller vendinger, hvor den kongruente oversættelse ikke findes. Valgene – og den konsekvens, de gennemføres med – kan være mere eller mindre heldige og vellykkede, men inkongruenserne er et grundvilkår.
Hvis Norfolk er sur på sine oversættere over at blive korrigeret, bør han måske først og fremmest være sur på sin forlagsredaktør. Jeg har selv prøvet både at påpege fejl i forfatteres bøger og at få påpeget fejl i mine egne romaner, alt efter om jeg var oversætter eller blev oversat; og både originalværker og oversættelser er som håndknyttede tæpper, de er yderst sjældent helt maskinelt fejlfri.
Og så lige det med oversættelsernes længde – det afhænger sandelig også af sprogenes forskellighed. Enhver dansk oversætter fra tysk vil have bemærket, at de danske oversættelser som regel fylder mindre end de tyske originaler. Hvilket ikke behøver at betyde, at oversættelserne er bedre end originalerne … men det modsatte er altså heller ikke nødvendigvis tilfældet.