Hvad Sara Koch læste og ikke læste sommeren 2013
I kufferten havde jeg pakket følgende:
Kjersti Annesdatter Skomsvold: Monstermenneske, Colm Tóibín: Brooklyn, Viking 2009 Herman Melville: Billy Budd og Veranda-fortællinger og Tomas Espedal: Biografi Dagbog Brev.
Første feriedag stod det ned i stænger ved vores lille norske hytte. I reolen stod Dan Browns: Inferno i Sverre Knudsens norske oversættelse. Så den læste jeg første feriedag. Den var hurtigt læst.
Derefter var det norske Kjersti Annesdatter Skomsvold: Monstermenneske. En ordentlig moppedreng om en ung kvinde der har ME, men alt til trods springer ud som forfatter. En vidunderlig roman om sygdom og kunst som jeg varmt kan anbefale. (Kommer på dansk i løbet af efteråret på forlaget Republik, oversat af Francois-Eric Grodin)
Nu havde ferien ført mig til Stavanger hvor forfatteren Tore Renbergs romaner foregår. Jeg var rejst dertil fordi jeg var i gang med at oversætte hans nyeste roman Vi ses i morgen, som udkommer i Norge den 25. september.
Tore Renberg har bygget et helt univers op omkring bydelen Madla hvor hovedpersonerne i en roman bliver bipersoner i en anden, og bipersonerne i den ene får en egen børnebogsserie. Begejstret for Stavanger og ikke mindst den roman jeg oversatte, gik jeg i gang med forfatterskabet og læste:
Mannen som elsket Yngve (på dansk Mig og Yngve)
Kompani Orheim
Charlotte Isabel Hansen
Pixley Mapogo
Videogutten
(De tre første fås på dansk ved Jannie Jensen og Arild Batzer, Batzer og co)
Jeg vil særligt anbefale Videogutten samt Mannen som elsket Yngve og Kompani Orheim. De to sidste er de to første bind i den såkaldte Jarle Klepp-serie, som har fået meget ros og et enormt og trofast publikum i Norge. (Og de fås altså på dansk som Mig og Yngve og Kompagni Orheim). Tore Renberg skriver med en enorm kraft og energi som driver læseren ind i hans brede univers og får det til at føles mere virkeligt end virkeligheden.
Hjemme igen pakkede jeg Colm Tóibín: Brooklyn ud af tasken og er nu i gang med den. Vidunderlig bog, men det går lidt langsommere med læseriet når hverdagen er i gang. Herman Melville og Tomas Espedal har jeg til gode til en anden god gang.
Hvad Mette Olesen (ikke) læste i sommerferien
Tre kapitler blev det kun til i Bel-Ami… Ikke fordi den er kedelig! Tredje kapitel slutter med at dandyen Duroy forlader avisredaktionen “le coeur joyeux et l’esprit allègre”, og han har allerede mødt Madame de Marelle og Madame Forestier, så herfra kan det kun gå galt.
Men så fik jeg Freedom af Jonathan Franzen i fødselsdagsgave. På engelsk, som giver mig lyst til at se hvordan bogens danske oversætter Mich Vraa har tacklet tempoet i både fortællerens og hans personers tale, og i hele fortællingen – der er fart på, gennem 700 sider, noget af en opgave! Jeg er kun kommet til s. 100, så der kan ske rigtig meget endnu.
Ligesom hos Maupassant. En sjov parallel mellem to romaner der ellers kunne synes at være så forskellige som de overhovedet kan blive det: Læseren fornemmer fra begyndelsen at en katastrofe lurer på hovedpersonen, men læser glad derudad, rigtig godt underholdt af tidsbilledet og mylderet af personer og historier undervejs mod sammenbruddet. Romanerne ligner også hinanden ved hovedpersonens udvikling gennem møder med det andet køn. Med mindre det er mig der læser køn ind i alt…
Marie Darrieussecqs nye roman er nu udkommet, den hedder Il faut beaucoup aimer les hommes, hvilket er et citat fra Marguerite Duras, og handler ifølge forlaget om et forhold mellem en hvid kvinde og en sort mand, og en filmoptagelse i Congo, og Conrads Heart of darkness, og som altid hos Darriessecq om hvordan stereotyper kan vendes og drejes og blive til noget helt andet. Hovedpersonen er i øvrigt Solange fra Darrieussecqs foregående roman, som jeg oversatte. Jeg glæder mig til at læse den nye, og til at oversætte den!
Hvad Marie Andersen især ikke læste i sommeren 2013 …
Ja, Børnenes bog og Pesten røg næsten ulæste tilbage på biblioteket, men et par italienske manuskripter blev det da til. Der er nogle nyere interessante forfattere, for eksempel Fabio Stassi der har skrevet en bog om Charlie Chaplin, L’ultimo ballo di Charlot. Ellers handler mange romaner om 2. Verdenskrig, men der er godt nok også en del krimier; de forsøger gerne at lægge sig op ad Umberto Ecos I rosens navn, de er bare ringere. Til gengæld er min mand i gang med Umberto Ecos skønlitterære romaner og er især begejstret for Kirkegården i Prag der er udkommet på Rosinante i 2012 i Lorens Juul Madsens oversættelse. Den må jeg have læst. Og så vil jeg glæde mig til at Kim Leines næste roman udkommer, jeg hørte ham læse op i Litteraturhaus under Møllegades Litteraturfestival 2013. Romanen handler om en ung mand der bliver frivillig i Finland tilbage i 1917 og baserer sig på biografisk materiale.
Trackbacks/Pingbacks