af Peter Eske Vinum

Hvad gør man som oversætter, når det centrale i det, der skal oversættes, ikke er det, der står, men i stedet den kontekst, der omgiver det?

Et sådant problem opstår i oversættelsen af eksempler på den vidtforgrenede litteraturretning, der kaldes konceptuel litteratur. Uden at oversimplificere kan man betegne den konceptuelle litteratur som havende to nogenlunde afgrænsede tekstuelle faser, en præ-tekstuel og en post-tekstuel, eller hvad man kan kalde et konceptplan henholdsvis et tekstplan. For at illustrere dette skel kan man henvise til den amerikanske forfatter Kenneth Goldsmith, som er den nok mest navnkundige repræsentant for konceptuel litteratur i USA. Goldsmith har begået mange værker, der alle har det til fælles, at de enten er afskrifter eller transskriptioner af allerede eksisterende tekst eller tale, hvilket i Goldsmiths egen terminologi gør værkerne ”ukreative”. Et eksempel er Sports (2006), der sammen med The Weather og Traffic udgør Goldsmiths radiotrilogi. Sports er en transskriberet radiotransmission af en hel baseballkamp mellem New York Yankees og Boston Red Sox. Konceptplanet består i dette værk af idéen om at transskribere en sportsudsendelse fra radioen, hvilket resulterer i tekstplanet – selve bogen.

Det er umiddelbart svært at tænke sig muligheden af, at et dansk forlag ville vælge at få Sports oversat, men hvis det skete, ville forlaget og oversætteren være stillet over for et valg, vedrørende hvordan teksten skal oversættes. Man kan selvfølgelig oversætte den, som man ville oversætte al anden litteratur fra engelsk til dansk: med udgangspunkt i de enkelte ord og de enkelte sætninger. I min opfattelse ligger Sports’ styrke som litteratur, i modsætning til en del anden konceptuel litteratur, netop i, at den fungerer på sine egne ikke-konceptuelle præmisser: Sports er en medrivende roman om baseball, om amerikansk sportskultur og om dennes kommercialisering – ud over de konstant afbrydende reklamer finder man i Sports også den særligt amerikanske måde at reklamere på, hvor kommentatorerne fletter omtale af deres sponsorer ind i deres speak. Alt dette ville man godt kunne gengive i en ‘almindelig’ oversættelse.

Hvad man ikke ville kunne få med i en sådan oversættelse, er den direkte transskription fra umiddelbart radiosprog til bogens skriftpermanens, hvilket uomgængeligt er en af bogens centrale pointer. Det vil sige, at oversættelsen har det problem, at den i og med oversættelsen river teksten løs fra sin oprindelige kontekst og dermed opløser konceptet. I stedet kunne man måske forestille sig at oversætte konceptplanet frem for tekstplanet, hvilket ville betyde, at det, der skulle oversættes, ikke var teksten, men i stedet det overordnede, styrende koncept.

Baseball betragtes som bekendt som den primære sportsgren, “the national pastime”, i USA, hvorimod den stort set ikke eksisterer i Danmark. Den danske pendant til baseball, når det kommer til popularitet, er vel nok fodbold, hvorfor en dansk ‘oversættelse’ af Sports’ koncept kunne tage udgangspunkt i DR’s Sport på 3’eren eller måske en radiotransmitteret fodboldlandskamp. I den forbindelse er det væsentligt, at der på dansk radio stort set aldrig transmitteres hele fodboldkampe, men at der som oftest flettes musiknumre ind, som afbrydes, hvis der sker noget spændende i fodboldkampen. Og så er man tilbage ved den uoversættelige forskel mellem baseball og fodbold: Hvor en baseballkamp konstant veksler mellem højintensitet og pause, er fodbold en anderledes jævn kværnen derudad – der sker med andre ord for lidt til at radiotransmittere en hel fodboldkamp. Man kunne i stedet vælge at transskribere lydsporet fra en tv-transmission af en fodboldkamp, men medieskiftet fra radio til tv ville i så fald måske udgøre et for stort spring inden for konceptet. Heroverfor kunne man dog indvende, at accepterede man at oversætte sportsdelen af konceptet til dansk (fra baseball til fodbold), kunne man lige så vel også oversætte mediedelen (fra radio til tv), grundet forskellen i mediebrugen i USA og Danmark. Det helt store, og aldeles fornuftige, spørgsmål er dog, om man i så fald kommer så langt væk fra originalen, at der ikke længere er tale om en oversættelse, men om et nyt værk, der tager udgangspunkt eller henter inspiration i Sports. Det vil sige: Er en ikke-tekstlig oversættelse overhovedet en oversættelse?

Ovenstående eksempel og spørgsmål kan måske forekomme hypotetisk og derfor irrelevant at beskæftige sig med, men for et par måneder siden udkom der på dansk et værk, hvor problematikken trængte sig på, nemlig franske Michel Houellebecqs Kortet og landskabet (oversat af Lars Bonnevie, på fransk La carte et le territoire). Dette værk udmærker sig ved, at visse passager er lånt/plagieret/approprieret fra den franske udgave af Wikipedia. Da det blev afsløret, tog Houellebecq til genmæle og hævdede, at det var en del af hans normale arbejdsproces at tage tekstbidder forskellige steder fra og modellere dem ind i sit eget narrativ – i dette tilfælde var passagerne blot ikke blevet ændret tilstrækkeligt. Tager man Houellebecqs udsagn for gode varer, er der ikke noget at diskutere vedrørende valg af oversættelsesstrategi. Tekst er tekst, og passagernes oprindelse er oversættelsen uvedkommende.

Så enkelt er det dog næppe, for Kortet og landskabet er en bog, der – blandt meget andet – handler om forskellige kunstopfattelser, og som selv italesætter, hvordan man søger viden på nettet (se fx scenen s. 233-236 (s. 172-175 i Bonnevies oversættelse)). Med andre ord spejles Houellebecqs ’lån’ fra Wikipedia i bogens temaer. Lægger man vægt på denne tolkning, er det endog meget vigtigt, at passagerne beholder en forbindelse til deres oprindelsessted, og her slår den almindelige tekstlige oversættelse måske ikke til. I stedet for at oversætte passagerne om politikeren Fréderic Nihous (s. 236 (s. 175)), stuefluen (s. 275-76 (s. 205)) samt provinsbyen Beauvais (s. 180-181 (s. 135)) på vanlig vis ville det være en oplagt mulighed at bruge de tilsvarende danske Wikipedia-opslag og skrive passagerne ud fra disse. Problemet er dog, at kun de to sidstnævnte opslag findes på dansk, og at disse to endda er alt for intetsigende til at kunne bruges i denne henseende. Den danske oversætter har således ikke kunnet gøre brug af denne mulighed – i modsætning til bogens engelske oversætter, Gavin Bowd, som dog ikke har gjort det.

I min opfattelse skal Houellebecqs lån fra Wikipedia ses som en integreret og central del af bogens samlede udtryk, og en oversættelse af bogen bør så vidt muligt finde en måde at afspejle denne tekstlige strategi på. Hvordan en sådan konceptuelt orienteret oversættelse rent faktisk kan manifestere sig, er dog et åbent spørgsmål.

Lad venligst dette felt stå tomt.

Få besked ved nye indlæg!

E-mailadresse *

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Tjek din indbakke eller spam mappe for at bekræfte din tilmelding.