Af Ida Klitgård

Anmeldelse af J. K. Rowling, Den tomme plads (The Casual Vacancy), oversat af Agnete Dorph Stjernfelt, Gyldendal 2012.

I J. K. Rowlings første roman for voksne er omdrejningspunktet for bogens socialrealistiske og tragikomiske handling den fiktive landsby Pagford bygget over Rowlings egen fødeby Yate i Gloucestershire. Pagford er tilsyneladende indbegrebet af engelsk landsbyidyl, men som i så mange andre små idylliske samfund ligger der megen smuds og snavs under overfladen.

I starten af bogen dør byens vellidte Barry Fairbrother og efterlader dermed en tom plads i sognerådet, hvilket sætter en lang række intriger og tragedier i gang blandt en lang række borgere i byen, der skiftevis efterstræber, begræder og bekriger hinanden for at få denne tomme plads, eller ”vakance” som det også kan hedde. Persongalleriet er så langt som et ondt år, men det er ganske fornøjeligt at følge dem alle og se dem væve sig ind og ud af hinanden, mens der både lægges hindringer i vejen og knyttes uforudsete bånd. Og det helt store stridsspørgsmål går på, om Pagford skal tage sig af ’ghettoen’ Fields i nabobyen Yarvil med alle de sociale tabere og udstødte, der måtte opholde sig der. En komplet liste over karaktererne kan man finde på The Telegraphs hjemmeside. 

Fælles for dem alle er, at de repræsenterer et bredt udsnit af en lokalbefolkning. Der er forkrampede ægtefæller, oprørske teenagere, enlige mødre, narkomaner, ’cuttere’, prostituerede, pædofile, kriminelle, rige, fattige, heltemodige, korrupte, voldelige patriarker, drikfældige, småborgere, ja det er næsten umuligt at finde nogen, man til fulde kan identificere sig med og hæve sig op over dyndet med. Det er i bund og grund en sort og kras samfundssatire, der viser os mennesker fra vores mest depraverede sider, når vi ikke formår eller forstår at tage ansvar for os selv og hinanden.

Den danske oversættelse af Agnete Dorph Stjernfelt betegnes som en kraftpræstation. I fx Kristeligt Dagblad d. 15.11.2012 kan man læse, at oversætteren fik 17 dage til at oversætte 520 sider, hvilket svarer til 30 sider om dagen. Så er det, man kommer til at tænke på Mogens Boisens maniske produktion i samme høje tempo. Det mest interessante ved denne proces er dog, at Agnete Dorph Stjernfelt tilsyneladende har oversat derudad side efter side uden at vide, hvad der sker længere fremme i bogen. Det må være lidt af en udfordring, når bestemte genkommende ord og fænomener skal oversættes konsistent igennem hele romanen. Der skal jo netop ikke opstå oversættelsesmæssige ’tomme pladser’ hen ad vejen, men tilstræbes et ensartet udtryk, der sikrer læserens fastholdelse og nysgerrighed. Som Søren Kassebeer siger i sin anmeldelse i Berlingske Tidende d. 15.11.: ’Det projekt har hun gennemført så godt, at oversættelsen ikke bærer mindste spor af hastværk. Det er imponerende. Ja, næsten lidt uhyggeligt’.

På den anden side er det nok ikke den mest udfordrende bog at oversætte. Tonen er ligefrem og stilen enkel og netop ret enslydende igennem hele bogen. Jeg er dog uenig med Leonora Christina Skov, der siger: ’hvor er den tung at komme igennem. Sproget er det rene brugssprog. Det fungerer uden at overraske og virker sine steder som en maskine, der bare kører og kører i samme tempo’ (Weekendavisen d. 16.11.2012). Jeg lod mig i modsætning hertil bestemt rive med, og det sikkert også takket være den danske oversættelses elegante ubesværethed.

Når man skal vurdere en oversættelse, kan man vælge at se på målteksten som selvstændig fungerende tekst på målsproget og diskutere, hvorvidt den lader sig læse som enhver anden bog på dansk. Man kan også sammenholde målteksten med kildeteksten for at se, hvordan oversætteren har grebet forskellige oversættelsesproblemer an og derefter diskutere, hvor succesfulde de foreslåede løsninger er efter bestemte kriterier som fx, hvorvidt de understreger formålet med bogen, hvorvidt de rammer den originale sprogbrug, tone og stil m.m. Jeg synes overordnet, at oversættelsen fungerer fremragende fra begge vinkler. Som en roman skrevet på dansk er bogen utrolig læseværdig og lækkert flydende, og man mærker helt klart den sarkasme, der gennemsyrer bogen. Idet jeg startede med at læse bogen udelukkende på dansk, noterede jeg mig undervejs en række steder, hvor jeg tænkte, at her har originalen nok budt på sproglig-kulturelle stopklodser. Det er steder, hvor jeg pludselig kommer til at stoppe op og undre mig over ordvalget. Her er et lille udpluk:

På et tidspunkt får en af bogens drenge læst og påskrevet af sin far, der udbryder ”din lede, lille lort, din bumsede pissevisker…” Ordet pissevisker indgår ikke just i mit aktive vokabular, og i originalen finder man da også ”you cowardly little shit, you spotty streak of piss…” Vi bemærker, at ”cowardly” er blevet til ”lede” og ikke ”feje”, men hvad er egentlig en pissevisker? Jeg har gennempløjet ordnet.dk uden held, men har fundet en artikel af Bent Vinn Nielsen i Information i 2007, hvor han henviser til et udtryk på vendelbomål, ”pesweer”, der betegner en dreng i skolegården, der tryner de små, men fedter for de store. Det skulle svare til udtrykket pissevisker. Så alt i alt et interessant og personligt valg fra oversætterens side.

Det samme kan man sige om en passage kort herefter, hvor den samme hustyran af en far og ægtemand udbryder til sin kone: ”Hold så din forpulede kæft, din jammerkommode”. Så er jeg bare nødt til at kaste mig over originalen og se, hvad der står der: ”Fucking shut up, you whining cow”. Jeg tænker, at ”din jamrende kælling”, ”hysteriske kælling” eller ”hystade” måske ligger mere til højrebenet i sådan en situation end ’jammerkommode’, men jeg tager igen hatten af for det personlige præg. Spørgsmålet er bare, om netop denne så gennemført usympatiske voldsperson i romanen ville kunne finde på at bruge så pudseløjerlige udtryk i disse situationer og i dette sociale miljø.

En anden klassisk oversættelsesudfordring er dialekter. I denne roman er den tykkeste arbejderklassedialekt repræsenteret ved narkomanen Terri og hendes datter Krystal, der bor i Fields. Her er et par brokker fra samtalen mellem Krystal og socialrådgiveren Kay: ”When was that?” ”Wha’! Monf’go…monf’na ’alf…’bout”, der oversættes til ”Og hvornår var det!” ”En måned siden, halvanden…deromkring”. Oversætteren undlader at gengive noget, der bare minder om en dialekt. Det nærmeste vi kommer, er oversætterens valg af et ofte anvendt ”ikk”, der skal signalere et dårligt sprog som fx her: ”I ain’ fuckin’ – ” Terri began. ”No, shurrup, righ’?” der bliver til ’Jeg skal sgu ikk’…” begyndte Terri. ”Hold nu kæft, ikk’?” Men det jo et evigt problem, for en oversættelse til en tilsvarende lavstatusdialekt på dansk ville måske lyde lidt for aparte.

I oversættelsen af kulturbundne begreber veksler den danske oversættelse fint mellem direkte gengivelser fra engelsk, som i ”piñata”, ”The Old Vicarage”, og ”fire bobs”, der gengiver den engelske fremmedartethed, samt opklarende oversættelser af kulturelle begreber som fx Takt og tone for Debrett’s, som er englændernes svar på Emma Gad, og ”Babs og Nutte” for ”Over the Shoulder Boulder Holders”, som er navnet på et firma i bogen med bh’er.

Både må makro- og mikroplan synes jeg, Agnete Dorph Stjernfelt er sluppet rigtig godt og lydefrit fra hasteopgaven. Man kan mærke det ’drive’, der må have været ved at skulle producere så mange sider om dagen, hvilket understreger bogens hektiske og penible stemning og de dertil hørende optrappende konflikter, der ender i et tragisk klimaks mod enden. Der er bestemt ingen oversættelsesmæssige ’tomme pladser’ at komme efter her. Vi kan nu bare læne os tilbage og glæde os til 2014, hvor BBC viser en tv-serie over romanen. Og den skal jo også tekstes, hvis vi vælger at bringe den, men det må vi se på til den tid.

Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.