Tosprogethed

Af Thomas Harder
Jeg har fået fortalt, at jeg – på et meget tidligt tidspunkt af mit liv og af min sproglige udvikling – blev meget vred, første gang en af min italienske mors veninder gav sig til at tale italiensk med hende. Det var åbenbart første gang, jeg hørte andre end min mor tale dette sprog i Danmark, og jeg betragtede det tydeligvis som en utilbørlig indtrængen på vores helt private sproglige enemærker. Med min danske far og den videre omverden talte jeg dansk, italiensk talte jeg kun med min mor.

Efterhånden udvidedes kredsen af mennesker, som jeg fandt det i orden at tale italiensk med, og det samme gjorde viften af formål, som jeg syntes, at sproget kunne bruges til – fra det helt nære og familieintime over italienske Anders And­blade, som min mor var så klog at lade min bror og mig abonnere på, til universitetsstudier, litterær oversættelse (herunder af italienske Anders And-historier) og konferencetolkning og avis­ og bogskriverier.

Om jeg er tosproget eller ej, er et definitionsspørgsmål. Selv vil jeg mene, at jeg er noget i retning af 1¾-sproget eller 1,8 eller 1,9-sproget. Jeg var og er mig nemlig helt bevidst, at der er forskel på, hvad jeg formår på henholdsvis dansk og italiensk. Der er forskel på hurtigheden, smidigheden, automatikken og på evnen til at finde på synonymer i en fart, som gør, at jeg ikke føler mig helt tosproget, i hvert fald ikke i den forstand, at begge sprog er lige stærke. Ikke overraskende, i betragtning af at jeg er vokset op i Danmark og gik i skole og på universitetet her, og i alt overvejende grad har levet mit liv omgivet af mennesker, som jeg har talt dansk med. På den anden side er jeg ikke i tvivl om, at det at vokse op med et andet sprog som sit andet modersmål og at få lov til at udvikle dette sprog – at blive stimuleret på det i sit dagligliv på et progressivt stigende niveau – giver en fortrolighed med det, en intuitiv forståelse af, hvad det udtrykker eller forsøger at skjule, og et følelsesmæssigt forhold til det, som er vanskeligt at opnå på anden måde. Det er det, jeg har levet af gennem hele mit voksenliv.
2 Comments
  • Lisbeth Mejer

    19. december 2011 at 11:12 Svar

    Meget fine og følsomme observationer!

  • Ole Meyer

    4. oktober 2018 at 9:43 Svar

    Den lille episode fra TH’s barndom viser fint hvad tosprogethed grundlæggende er: ikke at være lige god & smidig på begge sprog i skrift & tale – det er vist meget sjældent forekommende – men netop at have en følelsesmæssig tilknytning til et andet sprog end det der tales dér hvor man er vokset op og måske lever nu. Uanset om man taler det til hverdag eller er forfatter på det. (Det kender jeg selv fra svensk: jeg skriver bedre på engelsk, måske også italiensk mv. , men ….)

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.